Forvandling af smertefulde erindringer (traumer)

Genoplevelse af traumatiske erindringer som terapeutisk metode er blevet beskrevet, i hvert tilfælde siden Freud og Breuer skrev deres berømte "Studien über Hysterie" i 1895, og i de sidste 100 år har især psykonanalysen gjort begrebet kendt.

De tre niveauer af smerte

Den viden, vi i dag er i besiddelse af om disse traumers natur og indvirkning på psyken, er nu meget større blandt andet takket være Stanislav Grofs banebrydende forskning. Det står idag klart:

- at der ikke udelukkende er tale om seksuelle traumer og følelsesmæssigt smertefulde begivenheder fra barndommen, men at der under under disse begivenheder fra personens livshistorie ligger traumatiske lag af dybere art, og

- at rødderne til de kropslige og psykiske vanskeligheder samt negative overbevisninger kan være oplevelser, der indeholder kropslig smerte, nærdødsoplevelser, hel eller delvis bevidstløshed og trusler mod organismens overlevelse.

Man kan inddele traumatiske oplevelser i tre niveauer alt efter deres "dybde":

Dagligdags følelsesmæssige belastninger, f.eks. at blive såret, vred eller bange. Dagligdagens "små" traumer henter "ekstra energi" gennem genaktivering af de to dybere lag:
Følelsesmæssige tab og dybe savn, f.eks. dødsfald i den nære familie eller skilsmisse, og
Oplevelser, der indeholder kropslig smerte og overlast, hel eller delvis bevidstløshed samt (nær)dødsoplevelser.

Dybe traumer i alle tre bevidsthedslag

Denne inddeling efter "dybde" er en inddeling der går på tværs af den Grof'ske inddeling af sindet i barndomslaget, fødselslaget og det transpersonlige lag. Dybe traumer f.eks. dødsfald eller (nær)dødsoplevelser kan forekomme i både barndoms- fødsels- og det transpersonlige lag.

Genoplevelse af personens fødselstraume er almindelig i dybtgående forvandling, ligesom f.eks. ulykker, operationer og livstruende sygdomme fra senere perioder i livet ofte dukker op i GT-forløb.

Som beskrevet i det foregående kapitel om den udvidede bevidsthedsmodel er der på et dybere plan en tendens til, at forvandlere går ind i traumatiske oplevelser af tidligere inkarnationer.

I GT-forløb viser det sig, at ikke alene dukker der fysisk smertefulde traumer fra dette liv op (en operation f.eks. eller en brækket arm), men også oplevelser af at være blevet tilføjet smerte det pågældende sted på kroppen i et tidligere liv.

"Gen"oplevelse er ofte førstegangs-oplevelse

Den gængse betegnelse for denne fremgangsmåde, "genoplevelse af traumatiske erindringer" er egentlig ret misvisende, jeg har blot brugt den indtil nu for at referere til et kendt fænomen. En genoplevelse af en erindring forudsætter, at personen allerede har oplevet denne begivenhed én gang.

Sandheden om disse smertefulde erindringer er imidlertid, at de aldrig er blevet oplevet fuldt bevidst. Den følelsesmæssige smerte, der var forbundet med dem, var så stor, at personen slet ikke havde kapacitet eller styrke til at opleve dem eller rumme dem. Den smerte, der er tale om, var så overvældende, at krop-psyke systemet ikke kunne integrere den, og acceptere: "Ja, denne smertefulde ting sker faktisk for mig."

Et eksempel på dette er et barn, der ikke er elsket af sine forældre, men som vælger ikke at opleve denne kendsgerning.

De forsvarsmekanismer, han eller hun sætter ind over for den overvældende oplevelse, er så f.eks, at fornægte virkeligheden ved at bygge et falsk billede op, hvor barnet fortæller sig selv, at forældrene faktisk elsker det, eller at fraspalte oplevelsen, så den foregår "for en helt anden person", altså at sige: "Det er slet ikke mig, det sker med".

Der kan også være tale om, at den rent kropslige overlast, personen lider, gør ham eller hende mere eller mindre bevidstløs under traumet. Denne bevidstløshed bygges så at sige ind i erindringen. (Se også afsnittet om gaben).

Der kan ligefrem være tale om, at det traumatiske indtryk indfældes i krop-psyke systemet under total bevidstløshed. Et eksempel på dette er operationer. Forvandleres genoplevelser af disse viser, at registreringen af hændelsesforløbet fortsatte, selvom personen var bevidstløs. Hvis en person genoplever en operation i terapi, er der faktisk tale om, at vedkommende oplever hændelserne under bedøvelsen bevidst for første gang.

Hvad angår erindringer fra tidligere liv, kunne man sige, at personen måske var fuldt dagsbevidst om disse hændelser, da han eller hun var i dette tidligere liv. Men det er oftest første gang, forvandleren oplever disse hændelser i det nuværende liv. Desuden indgår der (som nævnt i kapitlet om den udvidede bevidsthedsmodel) i sådanne erindringer ofte oplevelser efter dødens indtræden, f.eks. de karakteristiske ude-af-kroppen oplevelser.

Overraskelses-reaktion ved "gen"oplevelse

Forvandlere kan opleve traumatiske episoder fra deres liv, som de slet ikke har troet eksisterede, og reagere med et slags "overraskelses-chok" over at finde den slags oplevelser i hukommelseslageret.

Et eksempel på dette kunne være en kvinde, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, og hvor GT-metoder bringer dette frem til bevidstheden. Denne kvinde skal så ikke alene klare de følelsesmæssige reaktioner og den eventuelle fysiske smerte, der er forbundet med denne nye viden. Hun skal også klare den overraskende følelse, det er, at opdage incesten som voksen og den "det-kan-da-ikke-passe-at-det-er-sket-for-mig"-følelse, der ofte følger med sådanne situationer.

En sådan overraskelses-reaktion følger ofte også efter en forvandlers første reinkarnationsoplevelse.

Hvorfor genopleve smertefulde erindringer?

Der er to, ikke skarpt adskilte, forvandlingsprincipper i genoplevelsen af smertefulde erindringer:

1. Forvandling af negative følelser

Den første er, at genoplevelsen forvandler de negative følelser der er forbundet med traumet. Der kan være tale om store mængder indefrossen sorg, hvis der er tale om dødsfald eller andre større tab, eller der kan være tale om, at en masse følelser, som knyttetr sig til erindringer, der indeholder kropslig smerte, forløses og forvandles.

Denne forløsning og forvandling af følelserne er nødvendig, fordi den negative følelse eller kropslige smerte, der er bundet i traumet, desværre "siver igennem" til hverdagens bevidsthed og kropsoplevelse.

Den bundne sorg vil f. eks. kunne give anledning til kroniske smådepressive følelser eller til følelsen af, at der er lagt en "grå hinde" over alting.

De kropslige smerter i den oprindelige traumatiske hændelse kan give anledning til, at den pågældende smerte i dagligdagen viser sig i svag udgave. F. eks. ved at de fysiske fornemmelser fra den ekstreme pressituation under fødslen senere i livet ytrer sig som en følelse af altid at være "presset". Eller at sygdomsagtige underlivsproblemer viser sig at være rodfæstet i traumatiske oplevelser af seksuelle overgreb.

2. Indsigt i rødderne til negative overbevisninger

Det andet forvandlingsprincip er, at selve den følelsesmæssige eller kropsligt smertefulde energi, der er bundet i den fortrængte erindring, forhindrer forvandleren at få indsigt i sine negative overbevisninger.

Det viser sig ofte, at der sammen med forvandlingen af den bundne energi opstår indsigter i negative overbevisninger, der har påvirket personen siden den traumatiske oplevelse. Den type indsigter kan føre til spontane adfærdsændringer, hvor det negative overbevisning ændres til en positiv. F.eks. kan en forvandler, der tidligere var bange for vand, nu sejle i kano, eller en person med seksuelle hæmninger pludselig "kommer ud for" spændende seksuelle episoder.

De negative overbevisninger blev grundlagt ved, at personen enten selv tog en beslutning af negativ art, eller "lod" andre pådutte sig en negativt overbevisning, ved at tage deres negative ord og holdninger til sig som sin egen overbevisning.

Indsigten i de negative overbevisningers dybere rødder giver en meget fin mulighed for at foretage et omvalg af holdning, og bevidst arbejde med at ændre den negative overbevisning ved at bruge positive bekræftelser.

Kun forvandle traumer der "forurener" nutidsoplevelsen

Det kan måske synes overflødigt at sige, at vi i GT kun bruger tid og energi på at arbejde med traumatiske oplevelser, hvor forvandleren i sit liv her og nu føler sig generet af eftervirkningerne af traumet - altså at de negative følelser og overbevisninger "siver igennem" og på uønsket måde påvirker livet her og nu. Jeg må alligevel fremhæve denne pointe, fordi jeg af og til hører argumentet: "Hvad nytte er det til at rode rundt i alt det? Lad det ligge, det er jo fortid. Lev dog i nuet!" Som om forvandlerne genoplever yderst pinefulde begivenheder for sjov eller som en aktivitet, der er et mål i sig selv!

De bundne energier i de traumatiske oplevelser - hvad enten de så stammer fra barndommen, fødslen eller det transpersonlige lag - er tilstede her og nu som kropsligt ubehag, negative følelser og negative overbevisninger.

Det er derfor, de skal genopleves, så nuet bliver renset for fortidens smerte, og vi har fri energi og opmærksomhed til at leve her og nu.

Gentagne genoplevelser

Denne forvandling eller "rensning" foretages rent teknisk ved, at guiden beder forvandleren om at lukke øjnene og i alle detaljer genfortælle og genopleve den smertefulde erindring. Efter at forvandleren har genoplevet erindringen én gang, beder guiden forvandleren om at genopleve erindringen noken gang, og således fortsættes der.

Hvorfor er én enkelt genoplevelse af den traumatiske erindring ikke nok, når man nu først har fået fat på den?

Man kan sammenligne processen med at viske en kraftig blyantstegning ud. Tegningen sidder godt fast på papiret, og hvis man vil have tegningen helt væk, må man føre viskelæderet gentagne gange frem og tilbage over tegningen.

På samme måde med traumatiske erindringer. Den følelsesmæssige og kropslige smerte, der er forbundet med disse barske oplevelser, er så stor, at én enkelt genoplevelse af det skete kun medfører at en del af de negative energier "neutraliseres".

Guiden bliver ganske enkelt ved med at bede forvandleren genopleve, indtil erindringen er helt "renset" og kan fortælles, uden at der opstår fysiske smertefornemmelser, uden at forvandleren græder eller går ind i raseriudbrud osv. Ved virkeligt smertefulde erindringer, kan dette kræve mange genoplevelser.

Traumet ændres og forvandles!

Og så er "genopleve" som sagt ikke et dækkende ord! Ikke alene er det måske første gang, forvandleren oplever traumet fuldt ud. Men GT-forvandlingsprocessen ændrer samtidig på traumet. Eller rettere sagt den ændrer på indkodningen af traumet. Og GT-processen ændrer ikke engang på en "erindring" - den forvandler traumet her og nu! Selvom der er tale om et traume, der har fundet sted for 1, 10, 100 eller 1000 år siden, forvandles det, som om det foregår her og nu. Det er en en smule vanskeligt at forklare for læsere, der ikke selv har oplevet at erindringer kaldes frem og opleves her og nu i modsætning til at man "husker dem".

Genoplevelse af positive COEX-systemer

Heldigvis kan "her-og-nu" princippet demonstreres og optrænes på GT-kurser ved kun at bruge positive erindringer. Her lærer deltagerne at fortælle og opleve meget positivt følelsesladede hændelser fra fortiden, både enkelte erindringer og hele COEX-systemer af positive følelser, hvor én fælles følelse holder hele COEX-systemet sammen. Denne genoplevelse af positive erindringer er en yderst gavnlig og fornøjelig aktivitet med et dobbelt formål: Den gør forvandleren og guiden i højt humør og træner samtidig evnen til senere at trække fortidens traumer ind i nuet, og så at sige forvandle disse erindringer og derefter lægge dem "tilbage på plads" i hjernens eller bevidsthedens arkiv i den forvandlede form!

At ændre fortiden

Og ja! Det kan lade sig gøre at forvandle fortiden. Lommefilosoffer uden indsigt i dette har altid sagt: "Lad nu fortiden ligge, den kan du alligevel ikke lave om på!" Men det er jo ikke selve begivehederne man laver om på - det er indkodningen i forvandlerens sind eller hjerne der ændres.

At afslutte uafsluttede situationer i traumerne

Et overordnet begreb for mange af de forskellige ændringer, der sker med en traumatisk erindring, er at afslutte uafsluttede situationer. (Dette er en sprogbrug, jeg låner fra Fritz Perls, gestaltterapiens fader, fordi jeg synes at formuleringen så godt dækker, hvad der sker med traumer i GT-forvandling.)

Hvis forvandleren er blevet overfaldet og har være hjælpeløs får han eller hun nu lov til at vinde over den eller de, der har foretaget overfaldet. Måske tæsker hun dem sønder og sammen, råber alt det hu ikke kunne eller ikke turde råbe i stuationen, osv. Og det er ikke så lidt raseri og hævntørst, der er indespærret i i forvandler, der har været udsat for grove overgreb.

Der kan også være tale om at flygte fra den traumatiske situation. Hvis forvandleren har oplevet situationen som låst og har været forhindret i at følge sin naturlige lyst til at flygte fra den truende situation, kan denne "uafsluttede situation" afsluttes ved at forvandleren "løber på stedet" på madrassen - spurter afsted, væk fra den skadelige situation.

Der kan selvfølgelig også være tale om at forvandleren græder voldsomt og langvarigt, hvis det drejer sig om tab, hvor gråden og sorgen har været undertrykt i selve situationen - måske for at virke tapper eller måske fordi sorgen var så stor, at forvandleren slet ikke evnede at føle den, mens traumet stod på. Guiden sørger for at undersøge præcis, hvilke uafsluttede handlinger og følelser, erindringen indeholder, og derefter hjælpe forvandleren med at finde passende og dækkende udtryk for dem og fortsætte med udtrykkene til der ikke er mere "ladning" på.

Det er muligt at forvandle al den indkapslede negative energi, så erindringen mister sin skadevoldende kraft. Dette kræver imidlertid, at guiden er vedholdende, idet forvandlere sommetider ønsker at opgive forvandlingsprocessen, før den er helt færdig. Kriteriet for at stoppe op og gå over til positive oplevelser og udadvending som afslutning på GT-forløbet er, at forvandleren kan fortælle hele traumeforløbet igennem uden følelsesmæssig afreaktion eller andre tegn på uafsluttehed. Det er muligt at bearbejdelsen af stærke traumer kræver flere forløb end ét, det gælder især hele COEX-systemer, hvor det meget vel kan være tilfældet, at forvandleren kun når et stykke ned i COEX-systemet på ét forløb.

Akut reparationsterapi

Undervejs i vores liv oplever vi alle uundgåeligt forskellige typer følelsesmæssige tab og hændelser med kropslig smerte osv.

Når en person først er GT'er - eller bare er så heldig at være gode venner med en - kan færdigheden at forvandle traumatiske erindringer bruges som en slags akut "reparations-forvandling" på begivenheder, forvandleren lige har været ude for. F.eks. hvis forvandlerens forældre lige er døde, hvis der er tale om adskillelse fra en elsket partner, alvorlig sygdom, ulykker, voldtægt eller andre former for chok og overvældelse, er den bedste førstehjælp, som man kan give, at lade den pågældende fortælle forløbet igen og igen udtryk af alle følelser og afslutning af de uafsluttede situationer, der knytter sig til traumet, indtil hændelsen er følelsesmæssigt neutral.

En endnu mere elementær hjælpeform er blot at lade forvandleren snakke og snakke (aktiv lytning), og det er en god ide og til stor hjælp. Men det er ofte nødvendigt at gå erindringen og de pinefulde detaljer igennem igen og igen - systematisk styret af guiden - før den er så "neutral", at forvandleren atter kan få overblik over sit liv.

Det er vigtigt, at en sådan psykologisk førstehjælp kommer så hurtigt som muligt efter begivenheden, før den, om jeg så må sige, får lov til at "sætte sig fast", og krop-psyke-systemets automatiske fortrængning lægger låg på og gør forvandlingsprocessen til et større gravearbejde. At være hurtig med reparationsterapi svarer f.eks. til, at man ikke venter en måned med at lægge en brækket arm i gips!

Når vi kommer ud for livets skæbneslag, er det bedste, der kan hænde os, at vi har en ven / veninde / GT'er eller gruppe til rådighed, som straks kan hjælpe os med akut forvandling af det skete.

En meget glædelig udvikling i de senere år er, at samfundet tilsyneladende er ved at få øjnene op for vigtigheden af akut hjælp i krisesituationer og i mange tilfælde tilbyder mennesker i akutte kriser - f.eks, ved ulykker osv. - psykologhjælp med det samme. Det er en tendens der bør brede sig til alle situationer, hvor mennesker overvældes og chokeres af livets hændelser.

Den 23. marts 1629 var ikke nogen rar dag
- men er der grund til at hænge fast i det over 350 år efter?

De efterfølgende forløb bringes, fordi den illustrerer den detaljerigdom og dramatik, der ofte er i genoplevelsen af smertefulde erindringer fra tidligere liv.

Den illustrerer også den generelle måde, dødsprocessen med den efterfølgende ude-af-kroppen-tilstand opleves af forvandlere i dybe GT-forløb.

Den er også medtaget, fordi den klart viser fænomenet indsigt: at forvandleren formår at koble oplevelsen direkte med de følelser og vanskeligheder, han sad fast i i sit nutidsliv. Forvandleren var en 34-årig mand med teknisk-administrativt job inden for kommunikation.

GT-forløbet fandt sted på et grundkursus og guiden havde derfor kun lært "trappe-metoderne" fra grundkursus. Forløbet varede 3 timer.

Hanne og jeg starter med at rydde de ting af vejen, som er kommet mellem os. Hanne giver mig følgende feedback: Hun føler sig afvist af mig, fordi hun flere gange havde forsøgt at få en samtale i gang med mig, uden at jeg havde reageret. Bl.a. havde hun udtrykt ønske om at snakke med mig om mine problemer. Vi får ret hurtigt ryddet det af vejen og har god kontakt med hinanden.

Sessionen starter med, at jeg egentlig ikke rigtig ved, hvad jeg vil lave terapi på. Jeg har en "følelse i brystet", men den er lidt svag. Derudover har jeg "hændelse i Centeret" fra de 2 første søndage, samt søndagen idag hvor der ikke var nogen, som ville have mig som terapet. Derfor ville jeg tage hjem, for jeg havde ikke lyst til at være klient. Det synes jeg ikke rigtig, jeg "kunne tillade mig igen". Klaus fik mig imidlertid overtalt til at blive og lave GT på hændelsen. Jeg gik ret opgivende tilbage til "gruppen", der imidlertid var meget opsat på at få løst problemerne. Bl.a. var Anders villig til både at være terapeut og klient. Det var temmelig problematisk, at jeg kun havde lyst til at have en kvindelig terapeut. Men overraskende tilbyder Hanne sig som terapeut. Jeg sagde ja, og jeg regnede med, at vi let kunne få vores udestående af vejen.

Jeg beslutter, at terapien skal omhandle problemsituationerne i Centeret. I begyndelsen har jeg en del modstand på. Jeg får imidlertid sagt til Hanne, at hun i så fald blot skal køre terapien på den modstand og give anerkendelser. Terapien kører således. På et tidspunkt får jeg en fornemmelse af, at smerten i brystet har at gøre med et spark her. Et spark, som jeg henfører til en tidligere erindring om min inkarnation i begyndelsen af 1600-tallet. Et øjeblik efter opdager jeg, at jeg sidder og presser hænderne ned mod gulvet, ligesom jeg gjorde første gang, jeg drattede ned i den erindring. Jeg får fornemmelsen i hænderne af at grave i jord (med de bare hænder). Straks er jeg tilbage i min tidligere inkarnation, og billederne begynder at komme:

Jeg ser den sorte kiste foran mig (det af den som er gravet fri). Jeg åbner den og fjerner det kostbare smykke fra liget. Dernæst prøver jeg at finde ud af, hvem det er, der ligger i kisten. Jeg ved, det er en rig kvinde. Så befinder jeg mig i et lokale, hvor der er et hvidt klaveragtigt instrument, en cembalo, som kvinden sidder og spiller på. Jeg står lige ved siden af. Det er hendes hus (vingods), hun er gift, manden er vist ikke hjemme.

Hanne spørger, hvad jeg ellers ser: Jeg ved ikke, hvordan hun ser ud, men hun har halssmykket på. Det har nogle store sorte perler af forskellig størrelse, indimellem perlerne er der kugleformede metalstykker, sikkert af guld. I rummet er væggene hvide, den ene væg er en halvcirkel, der er temmelig store vinduer. Der er en hvid pejs, den har en meget mærkelig afrundet facon, der er ild i og/eller sort derinde. Jeg ser også en lille stol (skammel) med en pude ovenpå. Puden er betrukket med et lidt kraftigt silkeagtigt stof. Desuden er der henover puden et kors af 3-4 cm brede bånd diagonalt mellem hjørnerne.

Lige i midten er der en knop af metal (måske guld) med mønster i. (Jeg synes, det er meget underligt og kan slet ikke forstå, hvordan man kan sidde på stolen). Jeg snupper knappen og tager den med! Jeg har vist ikke fået lov til det, men det kan (jo) være til minde om hende. Mit forhold til kvinden er, at jeg elsker hende og muligvis er hendes elsker. Men hun er jo gift. Jeg har en fornemmelse af, at min hest står lige uden for et af vinduerne. Senere rider jeg derfra ud ad en markvej; det er en hel mørk smuk stjerneklar nat; det er lidt køligt og fugtigt. Min stemning er meget opløftet og energifuld. Stedet er vistnok i det sydvestligste af Frankrig. Der er meget fladt dér, hvor jeg rider, måske vinmarker. Jeg kommer ind i en skov. Godt gemt bag nogle træer ved siden af en klippe holder min beboelsesvogn. (Jeg er omrejsende sigøjner).

Vi begynder igen at fokusere på mine kropsfornemmelser. Det føles som en (lodret) streg igennem brystet (som er flækket her). Jeg får så billeder op fra München. Bl.a. fra selve dødsoplevelsen (den foregår sådan ca. 5 år senere, nærmere bestemt d. 23. marts 1629). Jeg sidder bagest i den ene lokaledel på en bænk. Bagved er der lidt gulvplads, og dér ligger min hund. (Det er en middelstor hund, korthåret, vistnok grå og/eller med hvide pletter). Jeg holder meget af den, den er min bedste ven. Foran mig er der et plankebord; lige overfor på den anden bænk sidder en mand. Vi drikker, jeg drikker øl. (Jeg har levet som dranker i over et halvt år). Jeg siger noget til manden, forsøger at være opmuntrende. Han svarer meget ubehøvlet, hvad det dog rager sådan en sigøjnerhund som mig. Al min fortvivlelse og desperation kommer derved op i mig:

Som 20-årig blev jeg udstødt af min egen slægt, jeg var ikke anerkendt dér, hvor jeg kom frem i Sydvesteuropa. Ved en ulykke mistede jeg min beboelsesvogn og mine heste (og dermed mit livsgrundlag), samt den pige jeg holdt af, min kat mv. Men nu har jeg penge. For det kostbare halssmykke blev fundet og givet tilbage til mig af de munke, som i et kloster nær Bodensøen i et halvt år plejede mig efter ulykken. Halssmykket fik jeg omsat til penge hos en juveler i München. Det sidste halve år har jeg gået op og ned af Münchens smalle gader med små toppede brosten og drukket tæt. Jeg føler, at kvinden, der ejede smykket, under mig det vel. (Måske har hendes mand dræbt hende, måske fordi hun kendte mig). På ettidspunkt var jeg inde hos juveleren igen, bare for at gense det pantsatte smykke og blive mindet om hende, jeg elskede. Juveleren har en lille butik i en lille gyde, og der er en disk.

Manden over for mig, der nu råber disse ukvemsord, er for mig selve manifestationen af hele mit livs udstødelse. Jeg tager min kniv op, rejser mig og stikker den i ham. Jeg tror, at han dør af det. Jeg kigger mig omkring. Forsøger at komme ud af døren, men inden jeg kommer derhen, bliver jeg standset af nogle andre mænd. De får mig trængt op bagerst i lokalet, hvor jeg bliver væltet om på ryggen. De slår og sparker til mig. En af dem sparker mig og rammer venstre del af brystkassen ved de nedre ribben. Jeg dør deraf.

Herefter er jeg ude af kroppen og ser tingene herfra: Jeg ser mændene gå tilbage i lokalet og diskutere situationen og prøve at finde ud af, hvad de skal gøre. Min hund går hen til min krop og snuser til mig. Lidt senere kommer 2 mænd, en slags betjente, for at finde ud af, hvad der er sket. Senere kommer en hestetrukken kærre. Jeg bliver smidt i en simpel trækiste af de 2 betjente. Kærren kører ind gennem Münchens gader. Hunden forsøger at følge efter, men på et tidspunkt inde i byen opgiver den. Jeg bliver begravet på en kirkegård for forbrydere eller fattige. Jeg følger hunden meget opmærksomt. Jeg er ked af, at jeg har efterladt den. Jeg føler, at jeg holder meget af den. Den er min eneste ven fra det liv. Jeg føler megen kærlighed til den. Jeg følger den et stykke tid; den bliver til en gadehund, men den klarer sig. Senere hen, hvor jeg hører hjemme på "den anden side" (efterdødsplanet), kigger jeg af og til ned til den.

Herefter begynder jeg at se en række andre billeder: Jeg går ned i en slags brønd i jorden, det er et langt lodret "rør", og begynder så at fare rundt (flyve) gennem nogle tunneller i jorden. Så er der en hule. Det bliver sort. Jeg løfter mig ligesom og kigger så ind i den ene øjenhulning af et skelet. Jeg løfter mig mere og ser hele skelettet ligge i hulen. Så ser jeg, at der også er en tunnel, der fortsætter stejlt, skråt opad. Jeg går op ad tunnellen. Jeg fornemmer, at der er noget lys foroven. Midtvejs begynder jeg at tvivle på det, jeg ser. Det er vist noget meningsløst noget. Skulle jeg da ikke hellere gå tilbage til erindringen? Jeg kommer da lige til at tænke på, at det må være den "tunneloplevelse" eller "oplevelse af egen død", som jeg tidligere har hørt eller læst om. Jeg indser, at det er min egen død, jeg oplever. Da kommer jeg op og ud af tunnellen, og jeg befinder mig på efter-dødsplanet. Der er et stærkt, hvidt lys, der gennemstrømmer det hele.

Så får jeg billeder af noget, som foregår på et senere tidspunkt: Jeg ser mig selv tage imod min nylig afdøde hund. Den springer glad næsten op i skødet på mig, og jeg klapper den. Jeg er meget glad for at møde den igen. Det følgende lange stykke tid - fornemmer jeg - befinder jeg mig her "på den anden side". Det sker ofte, at jeg i denne periode er sammen med min hund. Så leger vi sammen ligesom i vores gamle roller som "hund" og "menneske". På et senere tidspunkt fortæller hunden mig, at den egentlig godt kunne tænke sig at være "hund" igen i et nyt liv.

Derefter får jeg en erindring fra mit barndomshjem. Jeg er ca. 4 år gammel. Vi har mindst én grævlingehund, den anden jeg ser er vist mine bedsteforældres. Jeg putter den op i en barnelegevogn, også den anden. Jeg kører derefter rundt med dem i gården. Jeg leger meget med den, klapper den ned over maven og brystvorterne. Den løber rundt efter sin egen hale. Også som yngre, måske 3 år, har jeg en hvid skotsk hund af træuld, som jeg elsker at lege med. Jeg går tur med den i en snor af sejlgarn.

Jeg går ind i min tidligere inkarnation på et tidspunkt, hvor jeg befinder mig i en mindre by et sted mellem Spanien og München: Jeg holder med min beboelsesvogn på torvet. Her kommer en pige, som gerne vil købe smykker af mig. (Det er den pige, som senere omkommer, ved at min beboelsesvogn falder ud over en skrænt). Pigen kigger på dem, nogle af dem har jeg vist selv lavet. Samme aften kommer hun ned sammen med sin far (eller formynder) for at se på smykkerne. Han er en slags købmand, måske vil han købe nogen. På dette tidspunkt har jeg også det meget kostbare smykke fra den rige kvinde. Dette vil jeg dog ikke sælge, men jeg har lyst til at vise det frem, fordi det betyder meget for mig. En dag (eller et par dage) senere sidder vi og spiser sammen, os 3 i en krostue. Vi sidder på nogle særligt udvalgte pladser. Enten faderen eller ham, der betjener os (faderens ven), ejer kroen. Jeg snakker meget med pigen, som jeg kommer i god kontakt med.

Jeg kommer så til at tænke på, at jeg egentlig godt kunne tænke mig at opleve mere af efterdødsplanet og opleve noget positivt. Jeg vender tilbage hertil: Der er en himmel af mange smukke farver, violet, rosa, måske grønt. Der er dejligt at være. Jeg fornemmer også en grænse mellem stedet, hvor man kommer ud af tunnellen, og selve efterdødsriget. (Måske er dette blot en idé, jeg har fra læsning omkring emnet).

Herefter bliver jeg mere interesseret i mine kropsimpulser. At jeg har den smerte, en streg lodret gennem brystet, som jeg fornemmer. Hanne masserer den. Bl.a. presser hun med hænderne brystet ned, mens jeg laver lyd på udåndingen (sparket). Dette hjælper meget. Men så fornemmer jeg, at Klaus kommer med et papir (hører det knitre), hvor han beder os om at afbryde så snart, det er muligt. Jeg er rimeligt indstillet på det. Vi laver derefter en del opmærksomhed på kropsimpulser, for at få energierne rundet af. Derved kommer der mange energistrømninger i hænder og fødder, og det prikker i maven. Jeg mærker en lille hvid kugle i maven. Den starter ved tyktarmen og kører op under navlen, hvor den danser lidt rundt. Desuden er der energistrømninger rundt om brystbenet. Sessionen har løsnet op for smerten her, men det er ikke slut.

Jeg fortæller om sammenhængen mellem erindringen og mit liv her og nu. Der er mange sammenhænge, bl.a.: Mine problemer på kurset med at føle mig udenfor; med ikke at kunne nå ud til andre og tale om mine problemer, hænger sammen med den voldsomme død i min tidligere inkarnation. Der er en sammenhæng mellem, at jeg blev overfaldet af mænd, og at jeg helst vil have kvindelige terapeuter. Jeg er så fastlåst i de situationer, hvor jeg har problemer i forhold til grupper. (Situationer, som jeg nu er begyndt at opleve som en anden end min normale bevidsthedstilstand). Jeg har skyldfølelse og føler ikke, at jeg har "ret" til hjælp eller forståelse fra andre. Skyldfølelsen stammer egentlig fra mit drab på manden i München.

Endvidere er jeg klar over, at smerten i brystet stammer fra dødssparket.

Vi laver aktiv lytning, hvor jeg trækker trådene op. Herefter føler jeg mig rimeligt glad og positiv. Godt nok er jeg stadig lidt øm i brystregionen, men det er jeg jo alligevel så tit, så det er OK at slutte - siger jeg. Til slut sidder Hanne og jeg og holder hinanden i hænderne, kigger hinanden ind i øjnene og smiler. Vi laver udadvending (det går hurtigt), danser og har det rart."

Indsigter

Mine problemer i grupper (følelse af at være udstødt eller udenfor mm.), hænger sammen med såvel selve dødsoplevelsen som hele den inkarnation.

At skyldfølelsen over forinden at have dræbt en mand med en kniv er med til at fastlåse mig i problemsituationerne i dette liv og giver mig følelsen af ikke at have ret til hjælp.

At mine smerter i brystet har en direkte sammenhæng med et kraftigt spark her.

At det, at jeg ikke har lyst til at have mænd som guider (det kniber med tilliden), har sammenhæng med at blive overfaldet af mænd.

Tilbage til menu

Feedback til forfatteren

Er bogstaverne for små/store?

Grundideerne bag GT

Selvforvandling i GT

Videregående
GT-metoder