Hvad er Gensidig Terapi ? | Læs bogen Gensidig Terapi | Kontakt | Forside | Læs bogen Ekstasens nødvendighed |
Kap 8Ekstasens farlige
profeter -
|
TEST DIG SELV HER - HVILKE GURUER, SYNES DU, ER OPLYSTE? |
ja _ nej _ ved ikke _ kender ikke _ - Var Jesus Kristus oplyst? _ _ _ _ - Var Gautama Buddha oplyst? _ _ _ _ - Var Muhammed oplyst? _ _ _ _ - Var Ramana Maharshi oplyst? _ _ _ _ - Var Ramakrishna oplyst? _ _ _ _ - Var Narayanananda oplyst? _ _ _ _ (guruen fra Gyllingnæs-klostret) - Var Bhagwan Rajneesh (Osho) oplyst? _ _ _ _ - Var L. Ron Hubbard oplyst? _ _ _ _ (grundlæggeren af Scientology) - Var Prabhuananda oplyst? _ _ _ _ (grundlæggeren af Hare‑Krishna bevægelsen) - Var madame Blavatsky oplyst? _ _ _ _ - Var Annie Besant oplyst? _ _ _ _ - Var Jiddu Krishnamurti oplyst? _ _ _ _ - Var Martinus oplyst? _ _ _ _ - Var Gurdjieff oplyst? _ _ _ _ - Er Michael Barnett oplyst? _ _ _ _ - Er Guru Maharaj Ji (Prem Rawat) oplyst? _ _ _ _ (ham, Ole Grünbaum blev discipel af) - Er reverend Moon oplyst? _ _ _ _ - Er Elisabeth Clare Prophet oplyst? (lederen af Summit Light House) - Er Grieg (rumænsk tantra-mester) oplyst? _ _ _ _ - Var Maharishi Mahesh yogi oplyst? _ _ _ _ (grundlæggeren af TM) - Er Mother Meera oplyst? _ _ _ _ - Er Sai Baba oplyst? _ _ _ _ - Var U.G. Krishnamurti oplyst? (se side 105) _ _ _ _
- Er _______ oplyst? (Tilføj selv flere navne) _ _ _ _ |
Uanset hvor mange disciple, der omgiver en mester, og som hver og en i deres inderste er overbeviste om, at (netop deres) guru er fuldt oplyst, er dette ikke noget bevis eller kriterium. Disciplene af én bestemt guru - det gælder både for disciple af afdøde som Kristus og Buddha og af nulevende guruer - ville selv komme i vanskeligheder, hvis de skulle anlægge dette kriterium over for alle mulige andre guruer.
Listen over spirituelle ledere med store discipelskarer skal ikke være forfærdelig lang for at en spirituelt søgende på det bestemteste vil nægte at anerkende oplystheden hos flere personer, der af sig selv/disciplene anses for at være oplyste.
Jeg antager, at min læser ved nogle af ovenstående guruer har følt stærke reaktioner i retning af "selvfølgelig!" eller "Nej da, hvordan kan nogen dog mene det!"
Der er bare den hage ved det, at hvis man begynder at sammenligne lister, vil det vise sig, at det er forskellige guruer, man har disse reaktioner overfor!
Når de første kriterier ‑ guruernes eget udsagn og deres disciples overbevisning ‑ bliver meningsløse, er der for den enkelte discipel kun den personlige intuition tilbage at stole på. Og så er det hamrende ligegyldigt, hvad alle andre mener. Det bliver en personlig tillidssag mellem den enkelte discipel og guruen. Det personlige oplevelses‑kriterium, en discipel oftest lægger til grund for sin personlige accept af en mester som fuldt oplyst, er de spirituelle vækkelsesoplevelser eller ekstaseoplevelser, som guruen ved sin tilstedeværelse evner at fremkalde.
Der findes disciple omkring alle de forskellige guruer, der kan fortælle om stærk energi, spirituelle oplevelser og meditative tilstande, og som selvfølgelig er dybt taknemmelige over for guruen, fordi han eller hun har haft evnen til at fremkalde sådanne smukke tilstande i deres sjæl.
Man skal bare være klar over, at den karismatiske kraft og intense spirituelle udstråling, der kræves for at kunne fremkalde ekstase hos andre mennesker, ikke nødvendigvis er forbundet med dyb kærlighed og medfølelse. Hos adskillige guruer og ledere har den været forenet med magt- misbrug og adfærd, som de fleste ville betragte som værende helt uforenelige med oplysthed.
En fjerde måde at forsøge at bedømme, om en mester er en ægte oplyst eller mere eller mindre en charlatan, er ved at kigge på de disciple, der omgiver denne mester, måske allermest på de "nærmeste" disciple. Er det sådan, man ønsker at være? Sker der en ægte personlig og spirituel vækst for dem, eller er de blevet til zombier, der efterligner eller efterplaprer guruen uden selvstændig tænkning? Er de blevet til magtmennesker eller til hjertemennesker? Måske kan man sige det på den måde, at det virkelige mirakel fra en guru ikke er, at han eller hun kan gå i ekstase til enhver tid eller hensætte disciplene i ekstase gennem sin egen højenergi, men at han eller hun kan fremhjælpe en ægte spirituel vækst hos disciplene.
Denne "virkning på disciplene" er dog også et rent subjektivt kriterium. Det er helt sikkert, at forskellige mennesker, der forsøger at vurdere disciples udvikling, vil vurdere helt forskelligt: Nogle vil synes, at bestemte disciples forandringer er tegn på ægte og dybtgående personlig vækst, mens andre vil se præcis samme udvikling som en forværring af deres tilstand.
Vi kan ligeså godt se det direkte i øjnene: Det er principielt helt umuligt objektivt at afgøre, om en bestemt guru er "oplyst" eller ej, om han er ægte eller en svindler. Tilbage står kun den enkelte discipels subjektive overbevisning og tillid.
Hvis der er nogen, der siger, at der er en vej ud, er han ikke et ærligt menneske. Han gør det for at gøre sig selv større, det kan I godt regne med. Han ønsker simpelthen at markedsføre et produkt... Helgenerne, frelserne, præsterne, guruerne, bhagwanerne, seerne, profeterne og filosofferne tager efter min mening alle fejl... At tage sig et glas øl eller ryge en cigaret er nøjagtig det samme som at fremsige bønner, hellige ord og skrifter. At gå på værtshuset og i templet er nøjagtigt det samme: Et hurtigt fix.
U.G. i Disquieting Conversations
U.G. Krishnamurti, kaldet "U.G." er et af de mest yderliggående eksempler på antiautoritære billedstormer‑guruer i vor tid. I de synspunkter på spiritualitet og oplysning, han kommer med, når tilrejsende til hans hus stiller ham spørgsmål (han har ikke slået sig ned som guru) er han i sandhed de oplyste mestres "enfant terrible" eller Skrækkelige Olfert.
U.G., der er født i 1918, må ikke forveksles med den nu afdøde og i Danmark meget kendte "antiguru‑guru" Jiddu Krishnamurti, der har fået en del bøger oversat til dansk. U.G. har desværre endnu ikke fået nogen bøger oversat, men der er udkommet to på engelsk: The Mystique of Enlightenment (som U.G. karakteristisk selv kalder "The Mistake of Enlightenment") og Disquieting Conversations with a man called U.G.
U.G. har gennemgået en intens (og ekstremt smertefuld) forvandlingsproces, der førte ham til en permanent jeg‑overskridende tilstand. Dvs. han hører efter dette udsagn om sin egen tilstand ind under kategorien "fuldt oplyst".
Hele hans indkodede tankestruktur og dennes undertrykkende virkning på kroppen forsvandt ved oplevelsen i ét nu. Derefter kom der ekstremt stærke kropslige reaktioner, herunder en række fænomener, man normalt regner til "kundalinirejsning". U.G. udlægger de kropslige reaktioner som en genetisk mutation af hans krop helt ned på celleplan. Han gik ind i bogstavelige kropslige nærdødstilstande flere gange om dagen, inklusive kropskulde og ‑stivhed, som han dog hver gang livede op fra og begyndte at fungere.
Lidt ondskabsfuldt måske, kunne jeg have lyst til at sige, at enhver spirituelt søgende, der søger svar hos guruer eller i systemer eller i det hele taget søger efter svar, burde læse U.G.s udsagn om den oplyste tilstand og mærke sine egne reaktioner på dem! Jeg ved ikke rigtig selv, hvad jeg skal regne ham for ‑ en fuldt oplyst pessimist?
Ikke alene anser han alle guruer og spirituelle mestre - herunder selvfølgelig Jesus, Buddha og i høj grad Jiddu Krishnamurti - der påstår at kunne hjælpe andre mennesker frem til den oplyste tilstand, for de rene svindlere og bedragere, som han ikke giver fem flade øre for. Det gælder også for ham selv, at han ikke kan hjælpe noget andet menneske ind i tilstanden, som han siger enten kommer helt af sig selv eller slet ikke kommer.
U.G. anser den "oplyste" tilstand af frihed fra den indkodede tankestruktur og fra jegfølelsen for at være et fysiologisk‑kropsligt fænomen, og de bogstavelige kropslige nærdødsoplevelser for at være nødvendige for at opnå den. Tilstanden karakteriseres af, at kroppen nu er fri for den undertrykkende tankestruktur og for jeg‑følelsen. Kroppen har derved opnået en utrolig følsomhed over for stimuli fra omgivelserne og fungerer "som en computer", automatisk, uden at sætte spørgsmålstegn ved sine handlinger før under og efter dem.
Hvad som helst du gør for at gøre dig fri af din selviskhed vil kun styrke den.....Hele den religiøse business er ikke andet en moralkodekser: Du bør være gavmild, medfølende og kærlig, og samtidig er du stadig grådig og ubarmhjertig....At understrege, hvad vi burde være skaber kun anspændelse, og giver fremdrift til det vi allerede faktisk er...
U.G. i Disquieting Conversations
Lad os alle være vanvittige, af kærlighed til ham, der blev kaldt vanvittig for vores skyld
Den kristne mystiker St. Teresa af Avila i sin selvbiografi
Hvis jeg er vanvittig, hvem er så rask? Hvis jeg er vanvittig, hvem kan så sige, han ikke er vanvittig? Nixon? Hvem kan sige at han er mentalt sund? Den stakkels Jord er fuld af vanvittige mennesker, derfor ser jeg ud til at være vanvittig. Et mentalt sundt menneske iblandt sindssyge ser altid vanvittig ud.
Bhagwan Shree Rajneesh (Osho) i Notes of a Madman
"Helligt vanvid" eller "skør visdom" er et begreb, spirituelt søgende ofte støder ind i, når en karismatisk og kraftfuld spirituel leder begynder at opføre sig skørt eller vanvittigt ‑ helt i modstrid med almindelige normer for god opførsel.
Et uskyldigt eksempel på skør visdom er, at guruen sniger sig ind på disciple, der sidder og mediterer, og skyder med vandpistol på dem (et trick der en overgang på samme tid var populært hos to forskellige oplyste guruer!)
Den besynderlige opførsel begrundes altid fra guruens side med, at det er nødvendigt at tage radikale og grænseoverskridende midler i brug for at chokere disciplen ud af sin spirituelle søvn og bringe ham eller hende frem til den oplyste tilstand med stor hast.
Guruers mærkværdige adfærd ses også som et udtryk for deres spontanitet, hvor de uden nogen kontrol udtrykker den guddommelige energis strøm i nuet, noget der selvfølgelig bringer deres adfærd hinsides de almindelige normer for social omgang!
Skør visdom/helligt vanvid forklares af guruer (og disciple) som spontan adfærd, der har det formål at oplyse andre, idet den kan føre til overførsel af guruens ekstase/oplyste tilstand til disciplen. Dette er pointen i de talløse zen‑historier om zenmestres besynderlige udsagn og ekstreme adfærd, der ifølge legenderne førte til en tilstedeværende discipels pludselige oplysning.
Helligt vanvid-guruernes adfærd begrundes sommetider også som en afsløring af eller parodi på almindelige menneskers skjulte drifter og hykleri ved, at guruerne uhæmmet udlever andre menneskers fornægtede lyster (materiel grådighed/magttrip/sexuelle lyster osv).
Oplysningstilstanden forudsætter destruktionen af alle mentale begrebsapparater, sindet har lavet om verden. Derfor kan guruen opleve det som sin opgave at skabe kaos i disciplen for at nedbryde de strukturer der forhindrer disciplen i at blive oplyst. Skør visdom er derfor en slags "oplyst billedstormeri"
Med mindre man er den fødte ballademager,
kan man ikke blive en Buddha.
Bhagwan Shree Rajnesh (Osho)
i Glimpses of a Golden Childhood
En af de decideret positive sider af helligt vanvid er humoren, hvor mesteren gennem at skabe paradoksale situationer fremkalder latter, hvilket altid er godt ‑ især for spirituelt søgende, der godt kan tage deres eget forehavende meget selvhøjtideligt!.
Dette har fået mange af de guruer, der dyrker denne stil til at have et kraftigt element af klovnerollen eller den spirituelle entertainerrolle. Visse af dem kunne nemt have konkurreret med Victor Borge eller med de bedste cirkusklovner (herunder også i bizar påklædning!), hvis deres ærinde kun havde været underholdning. Deres ærinde er imidlertid at bruge paradokser, humor og chokeffekter til at bringe disciplen ud over sit sædvanlige jeg og at stoppe tankevirksomheden hos ham eller hende.
Denne klovnerolle kan måske give sig udtryk i, at den hellige mand fortæller sjofle vittigheder eller bruger frække ord midt i taler om spirituelle emner, at de bryder alle forventninger ved at drikke sig hønefulde (sammen med disciplene) og gå i byen for at lave ballade. (En oplyst, fuld guru gik efter sigende rundt og brækkede antenner af biler).
Nogle disciple føler, at de har brug for guruens chokbehandling og spark i røven, for at blive bragt ud af deres robotagtige vanetænkning og vaneadfærd. Men måske er der også et element af masochisme hos de spirituelt søgende, der frivilligt underkaster sig en streng guru, der med grove metoder sparker til hans eller hendes jeg.
Andre disciple, der bliver behandlet på denne måde kan føle sig dybt sårede, være intenst vrede på guruen og tvivle på sig selv. De synes derfor, at skør visdom er fup og misbrug af disciplene. Disse følelser holder disciplene ofte tilbage, skjuler fornægter eller fortrænger, indtil de ikke længere kan klare det og forlader bevægelsen eller guruen. Sommetider er dette ikke særlig nemt for dem på grund af den meget nære tilknytning, og fordi nogle organisationer presser tvivlende medlemmer hårdt for at holde dem inde i folden.
Det er på den anden side også meget hårdt for skør visdom guruerne. De prøver måske med deres radikale metoder at hjælpe andre til spirituel oplysthed, men står hele tiden i konstant risiko for udhængning i massemedierne ‑ på grund af massemediernes modvilje mod selve det projekt de står for, oplysning, forvandling, ekstase. Det minder om især amerikanske læger, der ikke mere tør røre en finger over for deres patienter uden at have alle forsikringerne mod sagsanlæg og erstatningskrav fra patienterne i orden.
Nogle skør visdom guruer går så langt, at de ikke bare føler sig hævede over almindelige samfundsnormer, men også over straffeloven, og kan i "sagens" interesse begå eller sanktionere decideret kriminelle handlinger. Jeg har ikke lyst til at sætte konkrete gurunavne på alle de forskellige mærkværdigheder, fordi det for mig slet ikke handler om den enkelte gurus skøre ideer, men om hvad guruer kan tillade sig i oplysningens navn.
Oplyste guruer har f.eks. præsteret enorm materiel grådighed ved anskaffelsen af masser af dyre biler, osv., at udlade enorm vrede i hovedet på disciplene, smide dem i havnen fra et stort skibs dæk, eller slå disciplen hårdt. At udlevere ham eller hende til latterliggørelse, at have samleje med gifte disciple, medens manden får ordre til at vente udenfor, bruge fysisk vold for at tvinge deltagere til offentlig strip, at give disciple tilladelse til at smugle stoffer eller prostituere sig for at skaffe penge osv.
Hvor går grænsen for følelsen af at være hævet over almindelig moral og over straffeloven?
Et af de mange ømme punkter i forholdet mellem disciple og guruer er: Er det tilladt med sex mellem en oplyst mester og hans disciple? Eller er det sexuel udnyttelse?
Inden for dette problemområde er det nødvendigt at skelne mellem to radikalt forskellige typer guruer.
Den første er den type, der hævder gennem sin oplysthed at have transcenderet sex. Og som måske oven i købet prædiker sexuel afholdenhed som et ideal for sine disciple, men som alligevel bliver taget med bukserne nede i sex med inderkredsen af kvindelige disciple. Dette ‑ som med regelmæssige mellemrum afsløres i massemedierne ‑ er selvfølgelig klart hykleri, og giver anledning til stærke reaktioner fra både disciple og det omgivende samfund.
Dette hykleri og denne dobbeltmoral er bestemt ikke begrænset til østligt orienterede religioner. Tænk på de gentagne afsløringer af stærkt moraliserende kristne TV‑evangelister i USA, der tages i hemmelig sex på obskure moteller. Eller på afsløringerne af moraliserende og "tilbage til de traditionelle værdier!" engelske politikeres hemmelige sexliv med prostituerede, der gentagne gange har truet konservative regeringers eksistens.
Det er straks mere indviklet at tage stilling til de guruer i vor tid, der åbent vedkender sig, at der er "sex efter oplysningen", og at de selv har et aktivt sexliv. Guruer, hvis lære og teknikker er åbent sexbekræftende/ tantriske/ikke‑monogame. Guruer, hvor det er velkendt blandt disciplene, at guruen har sex - og i visse tilfælde også børn - med nogle af de kvindelige disciple. Og at denne sex måske oven i købet ses som tantrisk-sexuelle indvielser. Her er der i hvert tilfælde ikke tale om hykleri eller om dobbeltmoral. Men er det alligevel moralsk forkert? Er det en udnyttelse af et afhængighedsforhold, hvor disciplen ikke har sin fulde frihed til at sige ja eller nej som i ligeberettigede forhold? Eller stammer kritikken af disse forhold fra kritikernes egen sexnegativitet og forkerte forhåndsforestillinger om, hvad spirituelle mestre kan, må og bør?
Det hellige vanvid eller den skøre visdom, som en del guruer er specialister i, kan sætte den søgende i en meget vanskelig situation: Hvordan skal han eller hun bedømme, om der er tale om ægte spirituel chokterapi, der er til gavn for de disciple, der udsættes for den, eller om der er tale om overgreb og misbrug fra guruens side? Det kan være så godt som umuligt at skelne mellem det ægte kunstgreb, der effektivt chokerer disciplen ud af vanetænkning og fastlåste reaktionsmåder, og så at guruen benytter sin uimodsagte magtposition til at leve sine egne asociale og negative impulser ud. Guruens meget specielle magtposition gør det vanskeligt at skelne mellem helligt vanvid og psykiatrisk vanvid, skør visdom og kuleskør idioti, psykoterapi og psykopati.
Den mest fremragende, spændende, afbalancerede og veldokumenterede bog om skøre guruer og deres disciple er Georg Feuersteins bog Holy Madness (Arkana/Penguin 1990). Feuerstein formår at manøvrere sig op på knivsæggen mellem ekstasens farlige profeter og dens fordækte modstandere. Feuerstein er en af mine favoritforfattere, fordi han er en helhjertet fortaler for den spirituelle vej til ekstase, i dens sexbekræftende tantriske og politisk ansvarlige udgave. Samtidig tør han ‑ ud fra en enorm baggrundsviden ‑ konfrontere alle problemerne omkring guruer, autoritet og magtmisbrug. Læs hans bøger - også om yoga og om hellig sex - hvis du kan læse engelsk, han er desværre endnu ikke blevet oversat til dansk.
Min egen konklusion på alt dette er, at "den perfekte oplyste mester" er en fiktion, en mytologisk størrelse, en arketype, ikke noget man kan finde på det jordidke plan. I stedet er der tale om, at et menneske kan få større eller mindre permanent adgang til den guddommelige kraft og evne at "overføre" den til andre (gennem resonans. Der "overføres" ingenting.) Men vedkommende beholder samtidig mange tidligere personlighedstræk, og disse kan eventuelt være bizarre, vanvidslignede eller psykopatiske.
"De oplyste" er en slags genier med ét specielt, ekstremt værdifuldt talent ‑ nemlig kosmisk ekstase og enhedsfølelse med alt eksisterende og evnen til at skabe resonans hos andre og vække dem til dette høje bevidsthedsniveau.
Men på samme måde som genier i atomfysik, digtning eller sport er kendte for at have deres små og store "særheder" og være ganske almindelige fejlfyldte mennesker på andre områder, kan de oplyste menneskers spirituelle geni ledsages af alle mulige personlighedsdefekter og menneskelige svagheder.
Så hvis den oplyste før sin oplysning er magtorienteret, kan han blive helt magtgal, når der skrues op for energien. Tendenser til storhedsvanvid kan forstærkes, tendenser til forfølgelsesforestillinger, og grådighed efter materielle besiddelser kan gå helt amok.
Hvis guruen og mesteren så bare åbent erklærede, at det forholdt sig sådan, ville problemet være meget mindre! Errare humanum est siger man jo ‑ det er menneskeligt at fejle ‑ og det er ret nemt at tilgive indrømmede svagheder og fejl, ja måske endda at synes, at de er en ekstra charme ved geniet.
Det virkelige problem er, at guruerne og deres disciple som regel insisterer på, at guruen er ufejlbarlig og automatisk kun kan gøre godt. Selv nok så iøjnefaldende fænomener som humørsvingninger, irritation og forfængelighed benægtes lodret. Principholdningen i autoritære guruorganisationer er altid, at mesteren er perfekt, det er disciplen, der misforstår mesterens metoder til at bibringe sine disciple oplysthed. At opleve, at mesteren ikke er fejlfri, kan derfor kun være et tegn på jegets modstand mod at forvandle sig.
Hvis disciplen ønsker at forblive i mesterens nærhed, er han eller hun derfor nødt til at fornægte sine egne oplevelser.
Guruer, der anlægger en autoritær stil, gør sig oftest fuldstændig uimodtagelige for, at disciplene kan fungere som et spejl for guruens for- trængte følelser (om denne spejleffekt se side xxff.). De afviser, at de selv kan have fejl, og alle konflikter med disciple skyldes så selvfølgelig disciplenes manglende hengivelse eller forståelse. Det er yderst interessant at se de få tilfælde, hvor oprørere frygtløst kaster sig ud i direkte konfrontationer med guruen.
En af flere forskellige guru‑discipel‑konfrontationer, jeg har overværet, og som har været med til at forme den holdning, der kommer til udtryk i denne bog, indtraf i en yoga‑ashram, jeg besøgte i 1971, et besøg jeg allerede har omtalt side 28. Ved starten af en såkaldt "darshan" med mesteren (dvs. foredrag/uformel dialog med disciplene) hvor alle ydmygt bøjede sig ned for at hilse mesteren, da han kom ind i lokalet, rejste en "frafalden" sig pludselig op og gav sig til at råbe et langt angreb på guruen til forsamlingen: "Kan I ikke se hvilken svindler, han er!", osv.
Min krop blev fuldstændig elektrificeret af spænding ‑ hvordan mon guruen ville reagere på denne grove udfordring til hans autoritet? "Smid hende ud af ashramen!" beordrede guruen, hvorefter nogle bomstærke klepperter af mandlige disciple slæbte den råbende kvinde bort. "Av, av, lad være med at slå mig i maven!" hørte jeg kvinden råbe, mens hun blev slæbt væk. Efter dette optrin forklarede guruen sine disciple, at kvinden var sindssyg, og at hun, hvis hun blev ved på den måde, ville ende på et sindssygehospital. Derefter fortsatte livets gang i ashramen som sædvanligt.
De få guruer, hvis horoskop jeg har kunnet tjekke, har heller ikke transcenderet horoskopet, men udviser typisk de personlighedskarakteristika, der kan ses i dette. De dramatiske omvæltninger, der sker i disse guruers liv, har også klare paralleller i transitterne til disse horoskoper. Påvisningen af dette er et frugtbart og ret uopdyrket felt inden for astrologien, og der er masser af spændende guruanalyser at tage fat på for respektløse astrologer.
Sidste nat sov jeg for første gang i mange år, som jeg gerne ville sove hver nat... Sidste nat var noget særligt af den enkle grund, at jeg talte til jer om Sambu Babu og lettede mig for en byrde. Jeg talte også om min far, om den stadige kamp og om, hvordan den endte. Jeg føler mig så lettet... Dette vil blive en proces med at smide byrder, fordi der er så meget, der er forblevet usagt, uerkendt, tysset på og som har fået besked på at vente.
Bhagwan Shree Rajneesh (Osho) i Glimpses of a Golden Childhood (1985)
Selv fuldt oplyste kan, som citatet viser, have mere stof, de skal arbejde terapeutisk med. Og sandsynligvis er der mere at arbejde med, jo mere de er blevet oplyste ved direkte kontakt med den universelle ekstasekilde og ikke har lavet dybtgående følelsesforløsende og traumeudrensende terapi først! Jo mere dette er tilfældet, des mere af dette uforarbejdede materiale vil blive projiceret ud på omverdenen, når der bliver "sat strøm på".
Så der er mange guruer, der godt kunne bruge noget terapi til at integrere disse sider. Men hvis gennemlevningen af negative følelser og traumer ikke er noget, der har interesseret guruen før, han eller hun blev oplyst, er det næppe heller særlig sandsynligt, at det vil vække nogen interesse efter, han eller hun er blevet oplyst og har opnået gurustatus.
Hvis man vælger at se de oplyste som genier, hvor det specielle ekstasetalent er udviklet i ekstrem grad, men ikke forventer menneskelig perfektion på alle områder, moralsk ufejlbarlighed og grænseløs kosmologisk eller psykoterapeutisk indsigt, kan man "bruge" guruerne på den rigtige måde.
Strategien er da på en gang at forholde sig åbent til at modtage de høje ekstatiske og meditative tilstande gennem resonans, men samtidig tage alt, hvad guruen siger og gør med et gran salt og beholde sin egen ret til kritisk og selvstændig vurdering 100%. Men det er indrømmet som at bevæge sig mellem to grøfter: At gå glip af det hele og ikke opleve ekstasen eller at blive suget ind i fører‑ og organisationstilbedelse.
Det er nok uundgåeligt, at mennesker, der begiver sig ud på denne balanceakt, i perioder kommer ud af balance til én af siderne og falder i den ene af grøfterne. Men hvis selve grundholdningen er i orden, vil det altid være muligt at kravle tilbage på vejen. Hvis den spirituelt søgende aldrig har tænkt disse ting igennem og ikke er klar over de farer, der lurer, og han eller hun første gang støder på overførsel af ekstase eller på effektive teknikker, vil vedkommende næsten uundgåeligt blive suget ind i autoritetsdyrkelse.
Jeg har selv mødt mange "frafaldne" tilhængere af forskellige guruer og bevægelser. Disse mennesker har fortalt mig om deres desillusion. Men på en eller anden måde har den intense kontakt med guru og bevægelse også givet disse mennesker et ordentligt spark i deres udvikling og ændret deres liv. Ekstaseoplevelserne og alle de andre erfaringer fra kontakten bliver for mange ‑ når de først har det hele lidt på afstand ‑ erfaringer, de alligevel ikke ville have undværet.
For mange mennesker, der er spirituelt søgende, er en periode i nærheden af en karismatisk guru/spirituel organisation en af de første faser i deres spirituelle udvikling. På et tidspunkt tager selvstændighedstrangen typisk over og bliver stærkere end tilknytningen til guru og bevægelse, og den pågældende bevæger sig ud i en eller anden form for individuelt orienteret psykospirituel udvikling. Det er de færreste, som efter at have fået førstehånds‑"smagsprøver" af, hvad rejsen går ud på, vælger at opgive rejsen, fordi de bliver desillusionerede over guru eller organisation.
Jeg kender adskillige sådanne selvstændige og lidet autoritetstro mennesker, som for nuværende arbejder selvstændigt med terapi, meditation osv., som engang har tilhørt en gurubevægelse. I deres hjerte har den guru, de nu ikke ser ret meget til, en stor plads, og selvom de ikke skilter med det, definerer de sig ‑ sådan rent privat ‑ stadig som en slags "disciple" ‑ dog helt på deres egne selvvalgte præmisser!
Andre mennesker, der går ud af én autoritær organisation, har dog stadig en tendens til at falde i med den næste guru eller den næste organisation.
Utroligt mange mennesker er udsultede med hensyn til ekstase, fordi sådanne oplevelser ikke er accepterede inden for den almindelige kulturs rammer. Her spises man af med enten tom ateistisk materialisme eller med "religion" i form af ydre dogmatiske trossystemer og ritualer uden noget særligt ekstatisk indhold. Fordi mennesker er sultne efter den ægte vare, sælger de deres førstefødsret ‑ selvstændighedsretten ‑ for en ret linser ‑ oplevelsen af de ekstatiske tilstande.
Dette er meget forståeligt! Mekanismen findes på mange andre områder. Mennesker, der føler sig udsultet for kærlighed, skaber måske en afhængighed af deres partner, hvor de vender vrangen ud på sig selv for at leve op til vedkommendes forventninger, eller de finder sig i alt muligt, de ikke skulle have fundet sig i, blot for at få et par dråber kærlighed. Mange børn gør det samme mod forældre for at opnå bare en smule anerkendelse og kærlighed fra kærlighedsløse forældre. Eller sexuelt frustrerede mennesker går på tværs af deres egen moralske integritet, sygdomsrisiko, og dybere følelser for bare at få noget sex.
Men den strategi at sælge sin selvstændighed, sin ret til kritisk tænkning og evnen til at lytte til sin egen indre stemme, er en strategi, der ikke duer: Den personlige integritet skal tages med hele vejen ind i den spirituelle proces! Det er tale om grundlæggende værdier mht. til menneskelig ansvarlighed og etik.
Samfundet er fyldt med budbringere, der er mere end villige til at levere tro ‑ faste og sikre overbevisninger om, hvordan tingene hænger sammen. Lige fra forstokkede materialister, der føler sig overbevist om, at der ikke findes noget som helst uforklarligt ud over det, de fysiske sanser kan erkende, over dogmatiske kristne korsfarere til et væld af (ny)religiøse trossystemer hver med deres særlige spirituelle hierarkier, guder og symbolverdener.
Søgende mennesker, der ikke kan leve med bevidstheden om deres egen uvidenhed om dybe eksistentielle spørgsmål, har en tilbøjelighed til at udvælge sig ét enkelt trostilbud og oparbejde en formidabel evne til at vende det døve øre til de konkurrerende religiøse retningers trossætninger, mytologier og halvgudeverdener.
Mange af disse metafysiske overbygninger udarter i disse år til de rene parodier med forskellige storslåede kosmologier, versioner af verdens undergang og frelse gennem netop denne sekts trossystem, teknikker osv.
Vi er vidner til en situation, hvor en del mennesker desværre går direkte fra den ateistisk‑materialistiske dogmatik over til en (ny)religiøs dogmatik, når de fornemmer, at der er mere mellem Himmel og Jord end som så. Tilsyneladende er selve behovet for ydre autoriteter, der fortæller, hvad der er rigtigt at tro og gøre, mere grundlæggende for mange mennesker end indholdet af trossætningerne og levereglerne.
Den dogmatisme, sekterisme og persondyrkelse, der i dag karakteriserer mange nyreligiøse bevægelser og store dele af de traditionelle verdensreligioner, indebærer desværre en pessimistisk mulighed for, at det er disse tendenser, der vil blive styrket efter år 2000, og at vi ikke får den psykospirituelle bevægelse, der sætter det enkelte menneskes frihed og selvstændighed i højsædet. Hvis vi skifter rationalismen, materialismen og den svækkede gammelkristendom ud med gurudyrkelse, sekterisme, metafysisk dogmatik og tro på en masse nye autoriteter, er vi kommet fra asken og i ilden!
Tendensen til kritikløs autoritetstro giver sig ikke kun udslag i gurudyrkelse og accept af sekteriske metafysiske trossystemer, men også i ukritisk accept af såkaldte "kanaliserede" budskaber. Denne autoritetstro kan være udadrettet, dvs. gå på de budskaber, andre har kanaliseret, men den kan også være indadrettet og gå på de budskaber, man selv modtager.
Den udadrettede autoritetstro over for kanaliserede budskaber giver sig udtryk i en kritikløs accept af de budskaber, som forskellige medier modtager fra mestre, der ikke er i inkarnation. Når de meninger og anvisninger, der er tale om, kommer direkte fra ikke‑inkarnerede mestre, Jesus, Buddha, Jomfru Maria, Hierarkiets mestre, Orin, Seth eller endda direkte fra Gud, er det jo straks meget sværere at sætte spørgsmålstegn ved dem, end hvis der er tale om hr. Jensens eller frøken Hansens personlige meninger om spirituelle sandheder.
Kanaliserede bøger er ofte yderst givende og interessant læsning. Jeg har selv oversat en kanaliseret Orin‑bog: Penge og tankens kraft (Borgen) til dansk, fordi jeg godt kunne lide indholdet i den. Men man skal passe meget på ikke at afgive sin frihed til selv at bedømme, hvad i kanaliserede bøger, der er sandt og brugbart, og hvad man vil forkaste. Det er en falsk autoritetstro at gøre budskaber til uimodsigelige sandheder, fordi de er kanaliserede. Og hvis man følger nogle af de gode råd og spirituelle anvisninger, der gives i disse kanaliserede bøger, har man også selv det fulde ansvar for at have valgt at lytte til og bruge denne vejledning.
Præcis den samme ansvarsproblematik kommer ind i billedet, når der er tale om selv at kanalisere budskaber. Man kan få umådelig meget yderst interessant materiale "ned" ved at gøre sig åben over for at lytte til, hvad den indre stemme har at fortælle uden at censurere det. Man kan så opfatte disse budskaber som kommende fra underbevidsthedens viden, fra ens Højere Selv eller fra åndelige mestre, man skaber kontakt til.
Men der er mange, der underviser i kanalisering, der siger til den nyindviede, at han eller hun kritikløst skal stole på og handle efter det, der kanaliseres. Jeg kan slet ikke godtage denne holdning!
Min skepsis bygger ikke kun på iagttagelse af andres kanaliseringer, men også på mine egne erfaringer. Jeg har i tidens løb modtaget mange gode råd og nye perspektiver på mit liv ved at gøre mig åben for den indre stemmes budskaber. Men jeg har også adskillige gange følt mig ført helt bag lyset og på vildspor i mit liv af disse kanaliseringer. Jeg er yderst glad for, at jeg hele tiden har kombineret åbenheden over for at lytte til dem med min almindelige ansvarsfølelse og dagligdags sunde fornuft.
Nogle gange har budskaberne været til stor hjælp og indeholdt tidløs visdom anvendt på mine konkrete problemer, andre gange har de været det rene vrøvl, som jeg så har kasseret. Den forklaring/bortforklaring, jeg har fået fra andre, er, at budskaberne kommer fra forskellige lag eller kilder, og at jeg ikke er dygtig nok til at skelne mellem dårlige og gode kilder, og hvis jeg nu bare var det, ville alle budskaber være 100 procent rigtige.
Det værste eksempel til skræk og advarsel, jeg kender om andre menneskers kanalisering, var en mand, jeg mødte, der havde fået et meget kraftigt budskab om, at nu skulle han være rig. Han fik besked om at hæve hver en krone, han ejede, tage til et spillekasino i USA og bruge alle pengene ved spillebordene. Derved ville han vinde og blive millionær. Manden gjorde som den indre stemme beordrede ‑ og mistede hver en klink, hvorefter han stod tilbage, fuldstændig blanket af. Og denne mand mente, at budskabet kom fra en meget høj indre kilde!
Vi står altså ligeså meget personligt til ansvar for vores accept af eller forkastelse af de kanaliserede budskaber, vi eventuelt selv modtager, som for accept eller forkastelse af budskaber kanaliserede af andre mennesker.
Der kan desværre i visse mere ekstreme tilfælde ske det, at et højintensivt spirituelt miljø kommer i en fanatisk opposition til de andre "onde", der ofte ses som forfølgere som skal bekæmpes.
Et historisk eksempel er de kristnes korstog og heksebrændinger, hvor den religiøse iver gav brændstof til sadistiske massemord på uskyldige kvinder (og mandlige kættere) og krigsliderlighed rettet mod "vantro" muslimer. I de senere år har ekstasesekters projektion af indre højenergitilstande ud på samfundet givet sig mange dramatiske og skrækindjagende udtryk.
Man behøver ikke nævne ret mange eksempler på katastrofale sociale konsekvenser af den uansvarlige gurudyrkelse og kritikløse accept af organisationer fra 80'ernes og 90'ernes gurubevægelser for at se, hvad en sådan uansvarlighed kan ende med.
For mig har det været lærestykker af den yderste vigtighed at læse om gurubevægelser og spirituelle organisationer, der på forskellig måde gik helt af sporet: Jim Jones bevægelsen, der endte i en kombineret massakre/kollektivt selvmord med ca. 900 dræbte i Jonestown i Guyana. David Koresh' kristent orienterede bevægelse i Waco, USA, der også endte i massakre/kollektivt selvmord med masser af uskyldigt døde, og Om Shinri Kyo ("den højeste sandhed") sekten i Japan, der er tiltalt for giftmordsmassakren i Tokyos undergrundsbane.
Sekten udløste i foråret 1995 den dræbende giftgas Sarin i under- grundsbanen i Tokyo, hvorved der dræbtes 11 mennesker og forgiftedes tusinder. Ved ransagninger på sektens ejendomme fandt politiet laboratorieudstyr til fremstilling af bakteriologiske våben, og planer der beskrev fremstillingen af atomvåben.
Sekten, der er hinduistisk‑buddhistisk inspireret, ledtes af den nu fængslede guru Shoko Asahara, en blind mand, der havde mediteret i Himalayabjergene. Sekten troede på, at verden ville gå under i 1997, og det står uklart hen, hvorfor de, om jeg så må sige, selv var i gang med at fremskynde denne udvikling. Sekten arbejder, hvad der kan ses af de videooptagelser, der blev vist i TV, med stærke energiudladninger og følelsesforløsninger. "Happenings" i højenergisekter ligner hinanden meget i følelsesudtryk, gestuser og stemninger verden over ‑ helt på tværs af hvilken religiøs tro, der danner rammen om dem.
Tendensen til at projicere død‑genfødselstemaet og verdensundergangstemaet på den ydre verden er fælles for dette eksempel, for WacoRanch selvmordsbranden, Jonestown‑massakren, osv.
Medlemmerne arbejder med højenergi‑teknikker, der vækker emnet død‑undergang‑genfødsel med stor styrke. I stedet for at gennemleve disse energier selv som indrepsykiske fænomener, projicerer sekten kollektivt energierne ud på omverdenen, så det ser ud, som om verden er ved at gå under nu, og sekten selv er i en forfølgelses- og kampsituation over for omverdenen.
Dette er en kollektiv udgave af den samme mekanisme, der individuelt kan føre til kriser med paranoia (forfølgelsesvanvid).
Selvfølgelig vil sektens adfærd over for "samfundet" i denne situation have en tendens til at bekræfte oplevelsen af at være forfulgt. Hvis man f.eks. smider giftgas i undergrundsbanen og foretager massemord, er det ikke så sært, at man får samfundet noget så læsterligt på nakken!
Samtidig er det ofte manglen på samfundsmæssig anerkendelse og forståelse for de positive hensigter, der bidrager til at drive sekter og guruer ud i helt uholdbare handlinger.
Det er af den alleryderste vigtighed, at alle, der kan få noget som helst ansvar i forbindelser med hændelser af denne type, forstår, hvad det er for kræfter, der er på spil. Det forstod justitsminister Janet Reno og Præsident Clinton desværre ikke, da de i 1994 gav FBI grønt lys til at angribe Ranchen i Waco med tåregas for at drive David Koresh og hans tilhængere ud. Ledende sektmedlemmer reagerede med at myrde alt og alle herunder børn i en kæmpe påsat eksplosionsbrand. Præsident Clinton og Janet Reno forsvarede deres tilladelse med, at de var blev informerede om, "at der ikke var fare for kollektivt selvmord her". På et sted sekten selv havde kaldt "Ranch Apocalypse"! (Apocalypse = Den bibelske dommedag).
Det gælder for det menneske, der ønsker at udvikle sig spirituelt og opleve den "forsmag" på højere bevidsthedstilstande, som kontakten med mestre kan give, om at gå på en hårfin line mellem to yderligheder, der begge hindrer spirituel udvikling.
Den ene yderlighed er at forkaste enhver kontakt med guruer og energimestre og kun kritisere dem og deres bevægelser for deres autoritære udtryk. Denne holdning er yderst forståelig, når man ser på den fantastiske mængde magtmisbrug, fascistisk præget ensretning og latterlig persondyrkelse, der faktisk er blevet udøvet af sådanne bevægelser.
Der er bare lige det ved det, at denne holdning smider barnet ud med badevandet! Ved at forkaste og afvise enhver kontakt med guruer og mestre, afviser man også at opleve overførslen af de ekstatiske bevidsthedstilstande gennem kontakt eller resonans.
Den modsatte fejlholdning er at underkaste sig guruen i et afhængigheds‑ tilbedelses‑ og persondyrkende forhold, hvilket som bekendt er yderst almindeligt hos mennesker på jagt efter spirituel oplysning.
Persondyrkelsen ledsages ofte af underkastelse under en sekterisk spirituel organisations ydre dogmer og regler, og af at disciplen må give afkald på retten til selvstændige meninger, selvstændig tænkning og en kritisk holdning til, hvad der foregår.
Dermed foretager disciplen det, der til at begynde med ser ud som en helt rimelig byttehandel: Disciplen sælger sin ret til kritisk bedømmelse af guru og organisation, men får til gengæld et tæt familieagtigt og måske tryghedsskabende tilhørsforhold til en organisation. Samtidig får disciplen en guru, der (hvis det er en af de virkelig kvali‑guruer, som kan deres kram) igen og igen gennem samvær, øjenkontakt eller berøring "overfører" sin egen høje tilstand til disciplen.
I forbindelse med guruer og spirituelle bevægelser er det enormt vigtigt at væbne sig med det gode gamle anarkistiske slagord: "Al magt korrumperer, absolut magt korrumperer totalt". Eller at repetere det gamle Bob Dylan bonmot fra 60'erne: "Don't follow leaders!".
Det er altså bare sådan, at disse guruer, der sidder dér ‑ ofte omgivet af deres tilbedende disciple og autoritære organisationer ‑ har det, som den spirituelt søgende tørster allermest efter.
Og det vil sige at "holde sig væk"‑strategien ikke rigtig duer. Dette er altså tit den moderne spirituelt søgendes problem: Hvordan får jeg "fat på" guruens energi og bevidsthedstilstand uden at få ørerne (alt for meget) i maskinen?
Hvis man skal have beskrivelser, der virkelig afspejler, hvori problemerne ligger, er det nødvendigt at lytte til de "frafaldne" fra autoritære organisationer, der er modige og ærlige nok til ikke kun at beskrive ensretning og undertrykkelse. Mennesker, som samtidig fortæller om alle de positive gevinster, de har opnået, herunder gennembrud, de føler ikke at have kunnet opnå på nogen anden måde end ved f.eks. den pågældende karismatiske gurus hjælp.
Hvis læseren ønsker et førstehåndsindblik i de mekanismer, der gør sig gældende inden for de gurubevægelser, hvor mesterens evne til at hensætte disciplene i ekstatiske bevidsthedstilstande får dem til at acceptere (eller benægte eksistensen af) ensretning og autoritære overgreb, vil jeg opfordre til at læse Satya Bharti Franklins bog The Promise of Paradise, (Station Hill Press 1992).
Bogen, der er spændende som en kriminalroman, er Satya Bhartis egen beretning om sine år med Bhagwan Shree Rajneesh (Osho). Hun forlod familie, job, alt, blev en af de nærmeste disciple og boede blandt andet i en periode direkte i samme hus som Rajneesh. Bogen er enestående, fordi hele den første del fortæller om den indledende periode, hvor Rajneesh og sannyas‑bevægelsen hensatte Satya i totale og langvarige ekstasetilstande (se citatet side 10).
Den fortæller om Rajneesh's dybt fascinerende og stadig uovertrufne filosofi om integrationen af terapi og spirituel udvikling, der blev praktiseret i sannyas-bevægelsen. Bogen beskriver ‑ set indefra ‑ de eskalerende urimeligheder i bevægelsen og den fascistiske ensretning, der fandt sted, og den blindhed, der fik Satya Bharti til at benægte problemerne. Indtil hun chokeret vågnede op og så, hvad hun var midt i (bl.a. at hun selv skjult blev forgiftet) og flygtede fra Ranchen.
Hendes konklusion på sin 14 år lange "affære" med sannyas-bevægelsen er tankevækkende i sin afspejling af disciplens klassiske dilemma:
Jeg ved stadig ikke om Bhagwan Rajneesh var en galning eller en Messias, en charlatan eller en helgen... og dog føler jeg en fred inden i mig nu... en glæde i min væren, der overgår alt.
Bhagwan hjalp os i tusindvis til at vågne op fra vores drømme og indlærte illusioner. Han hjalp os til at genopdage vores glæde. Denne bog handler om... hvor let spirituelle mål kan blive perverterede, hvis mennesker giver afkald på deres kritiske sans, når de stræber efter høje idealistiske mål.
Problemet med at få adgang til spirituel udvikling uden at få ørerne i maskinen får en lidt anden variation, hvis der er ikke er tale om, at den spirituelle organisation er bygget op omkring en nulevende mesters personlige karisma. Den er måske snarere bygget op omkring selve de terapeutisk-spirituelle teknikker og en stærkt autoritær ledelsesform, der umuliggør enhver selvstændig tænkning hos medlemmerne, udnytter deres gratis arbejdskraft (eller lader medlemmerne betale for at udføre knoklearbejde for organisationen!). I dette tilfælde har den spirituelt søgende faktisk næsten kun noget at tabe ved at blive en del af en sådan bevægelse: En masse penge og især retten til selvstændige meninger og selvstændige handlinger. Det ender ofte med, at den idealistiske discipel betaler det hvide ud af øjnene for at arbejde røven ud af bukserne!
Man kan tilfredsstille sin nysgerrighed uden at få ørerne i maskinen ved at købe og læse de bøger, som beskriver de ofte værdifulde eller effektive teknikker, den pågældende retning har at tilbyde, og så afprøve disse teknikker uden for organisationens rammer.
Der kan her være tale om meditativt orienterede teknikker, man kan udføre alene eller om terapiorienterede teknikker, der kan laves på gensidig basis.
I massemedierne kommer der med korte mellemrum meget skarp kritik til udtryk over for guruer og bevægelser, men de journalister, der beskriver alle de negative sider, begår næsten altid den samme grundlæggende fejl. De forstår nemlig sjældent den legitime sult efter terapeutiskspirituel udvikling og oplevelsen af ekstase, som i første omgang får mennesker til at gå ind i disse sammenhænge. Og journalister forstår eller anerkender for det meste overhovedet ikke alle de gevinster på det følelsesmæssige og spirituelle område, som kan få medlemmer og disciple til at se igennem fingre med overgreb, kriminalitet, ensretning osv. inden for organisationerne.
De fleste journalister beskriver de teknikker eller den energioverførsel, der arbejdes med, som det rene fup og fidus, og dermed går de glip af hele pointen. Journalisterne, der laver TV‑udsendelser og skriver bøger om disse emner, forstår oftest ikke det grundlæggende dilemma, medlemmer af sådanne organisationer står i, og det er højst beklageligt!
Denne uforstående holdning til, hvad det egentlig er, mennesker søger, afspejler netop i høj grad det omgivende samfunds materialisme og frygtindgydende mangel på spirituelle værdier.
På en måde kan man sige, at det grundlæggende problem ikke er de autoritære sekters eksistens som sådan, men det omgivende samfunds mangel på forståelse for, hvad det er, mennesker søger inden for sådanne organisationer. Hvis der var en almindelig anerkendelse af, at dybtgående følelsesmæssig forvandling og ekstase er dybe, centrale, legitime behov hos mennesker. Og hvis der eksisterede mange forskellige og let tilgængelige muligheder, hvor de spirituelt søgende kunne få det, de søger uden at blive underlagt autoritær kontrol, miste retten til selvstændig tænkning eller blive økonomisk udbyttede, ville problematikken mildnes for dem.
Den fremtidsvision, at de ægte, ikke‑autoritære, ikke‑undertrykkende, ikke‑profitjagende og ikke‑sekteriske spirituelle værdier skulle blive samfundets bærende grundlag, ligger så langt fra den nuværende materialistiske og/eller religiøst‑dogmatiske virkelighed, at romanformen egner sig bedst til at videregive visioner om, "hvordan det kunne være". En af de mange grunde til, at min yndlingsroman er Aldous Huxleys Island (dansk oversættelse Ø) er, at bogen beskriver et visionært idealsamfund, hvor terapi og ekstase er indbygget som noget naturligt i hele samfundet. (Læs igen indledningscitatet til dette kapitel ‑ men bedre hele romanen!).
Huxleys bog starter f.eks. flot med at beskrive, hvordan en tolvårig skolepige som det naturligste i verden laver akut traumeterapi på bogens hovedperson, der har været udsat for et ulykkes‑chok. Terapi har hun lært i skolen, hvor børn også lærer at forme deres egen fremtid med positive bekræftelser osv. Læs mere om dette i kapitlet: Ekstase, Politik og økologi.
På den ene side har vi således ekstasens farlige profeter, men på den anden side har vi ekstasens fordækte modstandere.
Når jeg skriver fordækte modstandere, så er det fordi modstanden mod selve ekstasen og følelsesforvandlingen meget sjældent kommer direkte frem. Jeg oplever, at kritikerne af ekstaseguruer og ‑sekter ‑ måske endda ubevidst ‑ har en skjult dagsorden.
Kritikken går på den økonomiske eller arbejdsmæssige udbytning, afskæring af medlemmets bånd til familien, tankemæssig ensretning, kriminelle aktiviteter osv.
Kritik og afsløring af alle disse forhold er selvfølgelig en nødvendighed. Men... hvor ville det være dejligt, hvis kritikken kom fra personer, hvor man vidste, at de grundlæggende var positivt indstillede over for personlig og spirituel udvikling. Som det står nu, oplever jeg, at kritikerne egentlig er ude efter selve kernen i den psyko‑spirituelle rejse. At disse kritikere af guruers og bevægelsers autoritære manifestationer i virkeligheden heller ikke har den ringeste sympati for den ægte kerne: Behovet for følelsesforvandling og ekstase.
Man kunne her trække en parallel til den negative omtale, de potentielt ekstasefremkaldende psykedelika (f.eks. det nyere Ecstasy) er udsat for. Her sker der også en forskydning af diskussionen, således at det kun er de farlige bivirkninger, der kan ledsage brugen af psykedelika, der fremhæves, mens selve hovedvirkningerne ‑ f.eks. ekstasefremkaldelse ‑ ikke diskuteres. De mennesker, der går til frontalangreb på brugen af psykedelika ved at slå stærkt på de farer, der kan være forbundet med brugen af dem, kommer aldrig ind på, om de kan gå ind for den virkning brugerne er ude efter, eller om de i virkeligheden også er modstandere af den.
Motivationen til at være fordækte fjender af ekstasen er oftest forskellig hos forskellige kritikere, men de to almindeligste er:
1) Angrebene kommer fra fundamentalistisk orienterede kristne kredse, der ganske vist fuldt og helt sympatiserer med en åndelig orientering og en søgen efter Gudskontakt, men som bestemt mener, at en sådan søgen eller kontakt kun bør foregå inden for de kristne rammer. Disse fundamentalistiske kristne føler sig truet af den store tilslutning til alle de såkaldt "nyreligiøse" bevægelser. ("Nyreligiøse" kalder de aldrig sig selv! Ordet er opfundet af dem, der ikke kan lide, at mennesker bevæger sig væk fra den traditionelle kristne ramme).
2) Den anden kategori af ekstasens fordækte modstandere er de materialistisk orienterede, der mener, at det i virkeligheden er en gang gas med alt det snak om åndelige og religiøse oplevelser og/eller navlebeskuelse med al det terapi og personlige udvikling, og som i deres mere ekstreme yderligheder kan finde på at hævde, at de spirituelle og transpersonlige oplevelser i virkeligheden er symptomer på grænsepsykose og burdebebehandles af psykiatrien.
Der er et vist interessesammenfald mellem disse to kategorier af kritikere, idet de kan enes om kritikken af sekters og guruers ydre magtmisbrug. Morsomt bliver det først, når de i stedet for at falde over den fælles "fjende" konfronteres med hinanden.
Jeg husker tydeligt et talkshow, jeg så på tysk TV (RTL), der satte hele denne problematik i grelt relief. Mennesker, der havde haft personlige oplevelser af tidligere liv, og som også var blevet hjulpet af med personlige problemer af denne vej, var her inviteret med i et panel. I panelet sad også en terapeut, der var specialist i regression til tidligere liv. Men derudover havde man inviteret en katolsk præst, der på det kraftigste fordømte tanken om reinkarnation, en ærkematerialist, der anså al snak om sjælens udødelighed for at være fantasi-nonsens og en psykolog, der mente, at de, der lavede terapi på grundlag af tidligere livs oplevelser, burde anmeldes til politiet, fordi sådanne oplevelser jo oplagt var et tegn på, at de havde med borderline‑psykotiske patienter at gøre. Sikken et cirkus! Men så grelle er brudfladerne faktisk i dagens samfund.
Ekstasens fordækte fjender elsker simpelthen, når det kører af sporet for guruerne og sekterne: Man kan så angribe de ydre vrængbilleder af spirituel søgen ‑ uden egentlig at forholde sig til den ægte søgen og den ekstaseudsultning, der ligger til grund for deres eksistens.
Når medierne kritiserer det magtmisbrug eller de overgreb, der er i sekter, vises der meget ofte på groft manipulerende vis samtidig billeder af disciple, der er i ekstase. Så kan tilskueren rigtigt se "årsagen" til sektvanviddet: "De er jo sindssyge i det, de gør, de er jo hjernevaskede alle sammen". Denne mediemanipulation, hvor teksten handler om guruers og sekters oplagte urimeligheder, medens der samtidig vises billeder af disciple, der er i ekstase, er karakteristisk for ekstasens fordækte modstandere. Det underforståede budskab er i virkeligheden: "Alt det ekstaseri er da også noget frygteligt noget, som alle gør klogt i at holde sig langt væk fra."
Dermed går ekstasens fordækte modstandere reelt til angreb på det dybestliggende og mest frustrerede menneskelige behov. Gennem deres manglende forståelse eller direkte fornægtelse af dette grundbehov, medvirker de i virkeligheden til at skabe de forvrængede udtryk for menneskers søgen efter ekstase, som de selv så stærkt kritiserer og udleverer i medierne.
Noget, der yderligere forstærker denne situation, er den helt påfaldende og forbavsende mangel på selvkritik eller debat af guruer og sekter i new age bevægelsen. Ligegyldig hvor grove overgreb, der sker i forbindelse med spirituelle sekter og guruer, ligegyldig hvor mange, der dør i massemord eller masseselvmord, omgives hele autoritetsproblemet med en larmende tavshed i bevægelsens egne medier.
Dette er formodentlig igen et udslag af filosofien om, at man ikke "skal give det negative energi" (se side 26). Eller en fortrængning, der siger: Nåh, men det var lige den guru, der var galt afmarcheret, eller lige den autoritære organisation, der skred ud i svinget. Det har skam ikke noget med os, de gode, at gøre! Vi er bare positive, og vi vil vedblive at være positive! Jo, det har alt at gøre med new age bevægelsens generelle forhold til underkastelsen under autoriteter! Ikke bare de autoriteter der fortæller tilhængerne, hvad de skal gøre, men som også indoktrinerer disciplene i alverdens forskellige metafysiske trossystemer.
Selvfølgelig findes der undtagelser fra reglen om, at det er tabu at diskutere udartningerne i de spirituelle bevægelser. Det tjener det norske blad Netværk‑nyt (et parallel‑organ til det danske Nyt Aspekt) til ære, at de har brudt tabuet og har bragt stærkt kritiske artikler om guruer, der lavede forskellige former for overgreb mod deres disciple, artikler der diskuterer, hvor langt guruer etisk kan tillade sig at gå for at "fremme disciplenes spirituelle udvikling". Netværk-nyt bringer også kritiske læserbreve og artikler, der debatterer kontroversielle emner.zx
Men generelt overlader new age bevægelsen fuldstændig kritikken til ekstasens fordækte modstandere, der er grundlæggende usympatisk indstillede eller uforstående over for selve det grundlæggende mål. Et af de største fremskridt, der kunne ske inden for new age var en åben diskussion af autoritetstro og mangel på selvstændig tænkning. Guruernes og organisationernes autoritære stil og mange menneskers autoritetstro er det vigtigste problem, bevægelsen kan diskutere, selvom mange langt vil foretrække en diskussion om horoskoper, healing og højere bevidsthed!
Det menneske, der i sig har en ægte sult efter følelsesforvandling og ekstase, er tvunget til at finde en vej, der er smal som en knivsæg, mellem ekstasens farlige profeter og dens fordækte modstandere. En vej, hvor de hele vejen igennem kan beholde deres personlige integritet og ret til selvstændig tænkning. En vej, hvor de kan opleve ekstasen gennem resonans fra højere udviklede mennesker og gøre sig åbne over for dette uden at komme i afhængigheds‑ eller underkastelsesforhold til guruen. En vej, hvor de kan få adgang til effektive teknikker til personlig vækst uden at komme i kløerne på autoritære organisationer og uden at få tappet deres personlige økonomi.
For den bevidste søgende findes der trods alt mange gode muligheder, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, at Gensidig Terapi er én af dem! Jeg har skabt dette antiautoritære og relativt billige system blandt andet ud fra disse tankegange.