Hvad er Gensidig Terapi ? | Læs bogen Gensidig Terapi | Kontakt | Forside | Læs bogen Ekstasens nødvendighed |
Kap. 7Ekstase dans og kropsorienterede veje
Kropsterapeutiske meditationsteknikkerEn enestående fornyelse af de klassiske meditationsteknikker fandt sted, da Bhagwan Shree Rajneesh (senere Osho) omkring 1970 begyndte at eksperimentere med sine såkaldte dynamiske meditationer. Den berømteste af disse dynamiske meditationer er uden tvivl den, der i Danmark kom til at hedde "Hu‑meditation". Meditationen indledes med 10 minutters stående dybt og hurtigt åndedræt, derefter er der 10 minutter intens afreagering, så 10 minutters råben af mantraet Hu! og til sidst en stille meditationsfase efterfulgt af ekstasedans. Meditationsteknikken udføres i en gruppe, hvor gruppenergien intensiverer den enkeltes udfoldelse til kraftig trommemusik på bånd. Osho søgte med denne (og andre) dynamiske meditationer at integrere vestlige kropsterapeutiske virkningsmekanismer med østlige teknikker. Teknikken er meget voldsom og pludselig, og man skal bestemt vide, hvad den kan sætte i gang, hvis man har tænkt sig at kaste sig ud i den. Osho introducerede også andre kropsterapeutisk orienterede fremgangsmåder i sine dynamiske meditationer, f.eks. længere tids bevidst rysten af hele kroppen, en noget blidere men stadig meget effektiv måde at give slip på spændinger, blokeringer og hæmninger. Det er karakteristisk for Oshos' indgangsvinkel, at han var tantrisk orienteret. Tantra er som ovenfor beskrevet en udmærket bro mellem østlig meditation og vestlig terapi. Ekstasedans og følelsesforløsning
En af de let tilgængelige veje til ekstase, der er blevet brugt i alle kulturer og til alle tider, er dansen. Dansen kan udtrykke og forløse så mange forskellige følelser, og den findes i så mange former og variationer, at det vil være helt umuligt at komme ind på dem allesammen ‑ det ville være en hel bog for sig selv! Gennem dansen kan vi både fremkalde bestemte følelser, og forløse følelser, der allerede er der. Et eksempel, på at bruge dansen til at fremkalde bestemte følelser er krigsdansen eller kampdansen, der fremmaner styrke og mod. Et andet eksempel er langvarig dans til monotone rytmer, der bruges til at fremkalde en ekstatisk trancetilstand. Men næsten enhver form for dans fremkalder en øget følelse af at være mere levende og glad i modsætning til de mere hverdagsagtige og "formålsstyrede" bevægelsesmønstre. Hvis man tager ordet dans i den bredeste betydning, evner dansen at udtrykke og forløse hele det spektrum af følelser, vi kan opleve som mennesker. Der er en del mennesker, der kun opfatter dans som parringsdans, og altså kun som et sexuelt udtryks‑ og kontaktmiddel. De tror, at dansen kun er noget, man bruger eller kaster sig ud i, når man vil gøre indtryk på det andet køn. Denne forståelse er meget begrænset! Ganske vist er dansen et fantastisk flot medium til at udtrykke sexuel skønhed, styrke og tiltrækningskraft, men den evner også at udtrykke og forløse hele det øvrige spektrum af menneskelige følelser: kærlighed, styrke, vrede, sorg, glæde, spirituel ekstase osv. Disse udtryk bliver dansen sjældent brugt til i vor kultur. Hér er det mest professionelle dansere, der bruger dansen til at udtrykke hele følelsesspektret. Dansen kan bruges til at udtrykke og forløse vores undertrykte gamle følelser ‑ og dermed faktisk være en form for følelsesforløsende terapi. Men dansen kan også udtrykke vrede, glæde, sorg, sex og ekstase her og nu. Forskellige musiktyper og forskellige danseformer udtrykker selvfølgelig vidt forskellige følelser. Hvis vi f.eks. tager heavy metal
musikken og de tilhørende voldsomme staccato "epileptiker" bevægelser i
dansen (eller skulle man kalde det "anfaldet"?), Den hurtige technodansemusik i den mere "poppede" udgave går på at forløse en masse uproblematisk ren glæde ved at danse, og den er meget renset for det voldsomme element, selvom kombinationsmusik med mere aggressivt præget rap‑musik ofte forekommer. Den mere puritanske og "rene" technomusik har direkte til formål, at timelang dans til "raves", med de monotone rytmer konstant hamrende, skal bringe den dansende i en trancetilstand hinsides den fysiske krop. Mavedans, der jo har fået en vid udbredelse i Danmark, er en æstetisk rendyrkelse af kvindens erotik, osv. At danse sin egen dans indefra
Nu kan man jo have mange forskellige holdninger til sin egen dans. Hvis dansen udføres med det formål at se ud på en bestemt måde, leve op til nogle bestemte ydre normer, virke sexet, gøre indtryk på andre, være dygtig og tjekket osv., er det svært samtidig at opnå ekstase og følelsesforløsning gennem dansen. Ekstasen kræver, at man giver sig totalt hen til musikken og dansen, så alle bevægelserne kommer helt indefra og er et udtryk for ens indre følelser og tilstand og for de energier, der sættes i gang af musikken. Ekstatisk dans er at hengive sig til en kraft, der er større end en selv, det er at danse frit og spontant ud fra den energi, der kommer indefra. Når kravet, om at dansen skal se ud på en bestemt måde og gøre indtryk på andre, er væk, kan alle danse, og undskyldningen: "Jeg kan ikke danse", duer ikke længere her!. (Med mindre vedkommende da lige er fysisk handicappet). Men der er masser af mennesker, der aldrig tør give slip på kontrollen, bevæge sig spontant til rytmerne og lade kroppen overtage kontrollen. Eller de tør det måske kun, når de er fulde, hvilket er noget af et paradoks, fordi spiritus i bare lidt for store mængder gør bevægelserne i dansen usikre og ukoordinerede. Ekstasedans kræver hengivelse, opgivelse af kontrollen og ligegladhed med, hvordan dansen ser ud i andres øjne. Dette betyder naturligvis ikke, at ekstatisk dans, udført uden tanke for, hvilket indtryk, den nu skal gøre på andre, ikke kan se utrolig smuk ud i tilskuernes øjne. Tilskuerne kan måske gennem resonans fornemme den ekstatiske energi eller de følelser, den dansende udtrykker. Selvom ekstatisk pardans udmærket kan lade sig gøre, når partnernes spontane energiudladninger i dansen koordineres til en fælles energi, kan det være betydeligt lettere at lade de indre følelser komme til udtryk i en dans, der danses alene, uden at skulle tage hensyn til en dansepartner (men gerne i et rum med en masse andre, der danser deres dans). Sammensmeltning mellem sjæl og kropDanseekstasen har den vidunderlige egenskab, at den ligesom sexuel ekstase er med til at helbrede den spaltning mellem sjæl og krop, der gennemsyrer vores kultur. Den ekstase, der kommer ud af dansen, når den er bedst, er både en sjælelig og en kropslig oplevelse, hvor den dansende føler, at han eller hun både er fri og i kontakt med kroppen. Som jeg allerede har skrevet i kapitlet: Hvad er ekstase?, har jeg netop valgt at bruge ordet "ekstase", fordi det er det ord, der bedst dækker både de kropslige højenergifænomener og den sjælelige frihedsoplevelse. Denne sammensmeltning af kropsekstase og sjælsekstase er mere udpræget ved nogle former for dans end ved andre. Ved visse meditativt prægede ekstasedans‑former (som f.eks. "bodyflow", jeg senere omtaler) er følelsen af jordforbindelse ikke fremherskende, og det er nemt at "space ud". Et klassisk eksempel på kombinationen af robust jordforbindelse og ekstase er afrikansk dans, der jo er blevet vældig populær i Danmark i de senere år. Og det er jo nemt at forstå! Den giver jordforbindelse, motion, der er sjov, fællesskab med de andre, der danser, og når det går højt, ekstase. Ekstasedans har sin selvfølgelige plads i spirituel udvikling, og det er mindst ligeså "spirituelt" at danse ekstasedans eller gå i trance til raveparties som at sidde stille og meditere! Dans som kollektivt ekstaseritualGennem hele historien og i alle kulturer har dansen været et kollektivt ritual. Vi har i Vesten næsten tabt kontakten til dette enormt vigtige kulturelement. Dette skyldes den vestlige kulturs kontrolorientering, fremmedgørelse fra kroppen og ekstasefornægtelse. Og det er klart, at f.eks. ægte afrikansk ekstasedans kan skabe stor begejstring, fordi den formår at formidle ekstasen så godt. Det nærmeste vi i Danmark kommer på offentlig danseekstase‑ritualer er nok alle rockkoncerterne, især Roskildefestivalen. Rockstjernen fungerer her som en slags moderne leder af et stamme‑ekstaseritual. Mange andre kulturer har indbygget den offentlige ekstasedans som et uundværligt og centralt element. I Brasilien har de f.eks, ikke alene alle de berømte karnevaller, men også en masse spændende tranceritualer. Disse ritualer udføres i de blandingsreligioner (f.eks. den såkaldte candomblé) mellem den oprindelige afrikanske gudedyrkelse og katolsk religion (som de sorte slaver oprindelig blev tvunget ind under). I løbet af forskellige danse- og musikritualer går deltagerne i trance og lader sig besætte af de afrikanske guder. I selve Afrika kunne for eksempel nævnes et fænomen som Kung buskmændenes trancedans. (Undskyld betegnelsen "buskmand", den er ikke nedsættende ment, som da den blev skabt, jeg ved blot ikke hvad jeg eller skal kalde dette folk!) Den danske psykolog Hans Jørgen Konradsen har været nede for at deltage personligt i disse trancedanse. At vesterlændinge deltager i "de vildes" ekstasedanse for selv at lære noget, i stedet for at iagttage deres ceremonier udefra, er en ny tendens! Hans Jørgen Konradsen har lavet en fremragende dokumentarfilm om Kung buskmændenes trancedans i Kalahari ørkenen: Healing i Kalahari ørkenen (Statens Filmcentral, V61-079). Buskmændenes egen tolkning af, hvad der foregår med energierne under dansen, minder en del om den indiske opfattelse af kundalinienergierne (se side 225 ff.). Og det er jo egentlig ikke så underligt, at beskrivelser og teknikker kan ligne hinanden på tværs af kulturer, kontinenter og religioner. Det fællesmenneskelige er kroppens struktur. Energiforvandling, f.eks. ved trancedans, er et meget kropsligt fænomen. Ligheden bygger ikke, som man ved en overfladisk betragtning måske kunne tro, på en import af kultur og ydre adfærdsmåder, men på at menneskekroppens grundlæggende energifunktioner er ens overalt ‑ og så er det ligegyldigt, om man er buskmand på stenalder‑stadiet eller techno‑raver i informations‑samfundet! Inden for en kristen ramme behøver man bare at tænke på de sorte kirkers oprindelige Gospel‑tradition for at opleve musik-, dans- og sangekstase. I pinsebevægelsen er det Helligånden, der stiger ned i deltagerne, får dem til at gå i ekstase, tale i tunger og bevæge sig på tranceagtige måder. En enkelt kristen gruppe i USA praktiserer ‑ ud fra en bogstavelig opfattelse af biblens ord ‑ trancedans til rockmusik, samtidig med at de håndterer dødeligt giftige slanger og drikker dødsensfarlig gift. De fleste af disse kristne trancedansere overlever både slangebid og stryknin, men af og til ryger der en enkelt troendes liv. Det tager de efterladte menighedsmedlemmer dog med knusende ro ‑ det er en accepteret omkostning ved deres ekstasereligion! Bodyflow: En meditativ ekstasedansDer er imidlertid også meget vigtige langsomme danseudtryk, der bedst forenes med blide, glidende eller mere storslåede danserytmer. Inden for det psykospirituelle miljø er denne form for kropslig udfoldelse blevet kendt under mange forskellige betegnelser: bodyflow, spontanyoga, latihan osv. Den går ud på, at den "dansende" (hvis man kan bruge det ord) bevæger kroppen i langsomme glidende spontane bevægelser, der kommer helt indefra, og man giver kroppen lov til at udtrykke lige præcis det, den har lyst til lige nu. Dette kræver en intensiv kropsopmærksomhed og evne til at give slip, fordi ingen bevidst styrede bevægelser kan bruges. Den udøver, der er fuldt og helt inde i bodyflow‑bevægelser, vil enten opleve, at kroppen bliver "skubbet" indefra af energierne, eller at den ligesom "trækkes" udefra af usynlige energier. I begge tilfælde føler den udøvende sig som en vidne til processen, hvis eneste rolle er at være opmærksom og tillade det, der sker. Dvs. at bodyflow‑bevægelserne, hvis udøveren virkelig giver slip, er hinsides jegets sædvanlige kontrol, og dermed fører direkte ind i meditativ bevægelsesekstase. Denne form for "dans" kan sommetider udefra ligne Tai Chi, men det er det ikke. I Tai Chi øver man sig på at udføre nogle foreskrevne langsomme, glidende bevægelser fuldstændig korrekt og flydende, indtil de lever op til et bestemt perfektionskrav. I bodyflow skal kroppen slet ikke leve op til noget, men gøre præcis det, den har lyst til. Bodyflow har mange positive virkninger: Den øger kropsbevidstheden, den fordeler ophobet energi jævnt ud i kroppen og den udtrykker blide følelser, som voldsommere dans ikke kan rumme. Når kursusdeltagere på mine Gensidig Terapi kurser laver bodyflow i grupper, er der meget ofte en eller flere, der begynder at græde intenst. Jeg bruger oftest bodyflow som en slags glidende afrunding (før mere udadvendt dans) efter en længere fase med kropsudfoldelse (bevidst kraftig rysten) og mulighed for voldsom afreagering. Når først energierne og følelserne er blevet "rystet fri", er kursusdeltagerne i kontakt med dem, og det er nemt at gå videre til at lave bodyflow. Denne langsomme "dans" forløser da de mere blide sider, giver kontakt til meditative ekstaselag og jævner energierne ud. Jeg har nu beskrevet flere forskellige veje til ekstase, som det enkelte menneske kan vælge at gå. Det vil forhåbentlig også være fremgået, at overgangene mellem teknikker til meditation i stilhed og meditation i bevægelse er meget mere glidende, end man umiddelbart skulle tro. Det spørgsmål, vi endnu ikke er kommet til, er, i hvilke sociale sammenhænge den enkelte vælger at dyrke sin yoga, sin dans eller sin terapi. På hvilke vilkår tilbydes mennesker at udøve disse ekstaseteknikker? Hvordan er forholdet mellem den spirituelle lærer/guru og eleven? Og mellem den spirituelle organisation og guruen? Hvilke farer lurer der her, når man søger ekstasen, og hvad har guruer og organisationer at give? |