Kap. 6

Ekstase, yoga og meditation

- meditation i stilhed

Jeg har nu beskrevet, hvordan ekstasen kan opstå i forbindelse med spontane højenergisituationer - intense følelser, sex og forelskelse. Det kræver dog ofte, som vi har set, at man forholder sig meget bevidst til disse spontant opståede energier for at forvandle dem til oplevelser af genstandsløs ekstase.

Jeg vil nu bevæge mig videre og gå over til at beskrive bevidste teknikker, der bl.a. udføres med det formål at opnå ekstase. En klassisk vej er den systematiske udøvelse af yoga, der som bekendt har opnået en meget stor udbredelse i Vesten. Det vil derfor i vor tid være forkert at betegne yoga som en "østlig" vej. Derimod kunne man, for at sætte den i kontrast til mere dynamiske ekstaseveje, kalde den for meditation i stilhed.

De veje til ekstase, man kunne betegne som meditation i bevægelse, dvs. ekstaseveje, der omfatter kraftig kropslig udfoldelse eller dans, er ikke "mindre hellige" end den klassiske stille vej. Og det vil også være ganske forkert ‑ som det er blevet gjort ‑ at betegne dansen som en "vestlig" vej. Ekstaseteknikker med kraftig kropslig udfoldelse og dans er blevet praktiseret på alle kontinenter og til alle tider og er - som stille meditation - en fællesmenneskelig udtryksform.

Det fælles for meditation i stilhed og meditation i bevægelse er, at et menneske på et givet tidspunkt kan gå i gang med bestemte aktiviteter, der i bedste fald kan føre til ekstase, i stedet for at sætte sig til at trille tommelfingre, medens han eller hun venter på, at spontane højenergisituationer skal opstå.

Måske er der tale om et type‑ eller temperamentsspørgsmål mht. den vej, det enkelte menneske vælger, men der kan i høj grad også være tale om, at mennesker synes, at det bedste er at kombinere meditation i stilhed og meditation i bevægelse. Eller at bruge dem skiftevis i forskellige livsfaser.

Lad os først kigge på meditation i stilhed.

Yoga - en klassisk vej

Den kendteste klassiske vej til ekstase er yoga. Det yderste mål med al yoga betegnes i de klassiske Sanskrit-tekster som samadhi. Den berømteste af de klassiske yoga‑tekster er uden tvivl Patanjalis yoga‑sutras (sutra ca. = aforisme), der i telegramagtig kort form redegør for hele yogiens rejse fra den almindelige hverdagsbevidsthed til ekstase, samadhi.

Det er mit bud direkte at oversætte sanskritordet samadhi med ekstase.

Denne oversættelse gengiver den positive følelseskvalitet samtidig med, at den udtrykker den centrale definition af samadhi: at der er tale om, at bevidstheden smelter sammen med det, den er bevidst om, og at jegfølelsen er overskredet.

Der er mange forskellige samadhi'er

Mange, der kender ordet samadhi fra yoga‑sammenhænge, har en tendens til udelukkende at bruge det om den højeste form for ekstase, den formløse ekstase (nirvikalpa samadhi).

Men betegnelsen samadhi er faktisk langt bredere, idet den bruges om enhver form for ekstase, hvor bevidstheden er smeltet sammen med en genstand, hvad enten denne "genstand" så er et stearinlys, et andet menneske, et dyr, hele universet eller Gud. Betegnelsen siger altså ikke noget om, hvad bevidstheden smelter sammen med, og heller ikke noget om, hvorvidt denne tilstand er permanent, hvad den jo i langt, langt de fleste tilfælde netop ikke er.

I virkeligheden skulle man snakke om ekstaser i flertal, om ekstaseformer, ekstasegrader og ekstasevarigheder.

Hvis yogien smelter sammen med den ydre genstand, han eller hun mediterer på, og føler sig ét med den, oplever samadhi/ekstase med den, "trænger" han eller hun på en måde "ind" i den og oplever noget om dens indre natur. Hvis yogien f.eks. mediterer på en rose og går i samadhi/ekstase med denne rose, vil han eller hun komme til en indsigt i, hvad en rose virkelig er. Dette vil faktisk sige, at yogien kan bruge en helt anden metode til at erkende tings indre natur end naturvidenskabens objektive iagtagelsesmetode, der "angriber" sin genstand udefra.

I Stanislav Grofs bøger vrimler det med eksempler på, at bevidstheden bliver ét med alle mulige ting ‑ fra et atom eller en sten over enkelte celler i kroppen til øgler og andre mennesker, kloden, universet og den kosmiske tomhed. Der er et hav af disse "transpersonlige" oplevelsestyper. Deres forskellighed bygger på, hvad bevidstheden forener sig med eller smelter sammen med. Oplevelserne medfører en helt utrolig masse fantastisk spændende erkendelser om det, bevidstheden smelter sammen med. (Hvis bevidstheden f. eks. smelter sammen med et bestemt dyr, forstås denne dyrearts specielle adfærd "indefra"). Hvis min læser ikke allerede kender Grofs mesterværk og alle hans spændende beskrivelser af transpersonlige oplevelser, har hun eller han en oplevelse til gode!

Ekstase/samadhi med et andet menneske

Føl ethvert andet menneskes bevidsthed som din egen. Slip optagetheden af dig selv - og bliv til disse bevidsthede

Vigyana Bhairava Tantra - Shivas 112 meditationsteknikker

Hvis man oplever at smelte sammen med et andet menneske, er der tale om, at grænserne mellem "mig og dig" bliver ophævet, hvilket opleves som den højeste form af gensidig forståelse. Dette kan ske spontant i forelskelses‑tilstande, under sex og under påvirkning af psykedelika ‑ hvis man altså tør give sig hen til denne jeg‑overskridelse! (Se kapitlerne om sex, forelskelse og psykedelika).

Men en sådan oplevelse kan også opstå ved en meget enkel metode: En øjenkontaktøvelse, hvor to mennesker sidder over for hinanden og "bare" kigger hinanden ind i øjnene uden at sige noget. De oplever det andet menneskes udseende og energifelt og sender samtidig mentalt accept til den anden. Øvelsen kan fremkalde oplevelsen af sammensmeltning. Det tabu mod intens og langvarig øjenkontakt, der er i hele samfundet, hænger blandt andet sammen med, at denne meget intime oplevelse af enhed hurtigt kan opstå med en anden person. Og så tæt er det forbudt at komme på "fremmede", så sjæleligt nøgne må vi ikke vise os for hinanden. I almindelighed praktiseres denne positive langvarige, intense øjenkontakt næsten kun mellem spædbørn og deres mødre og mellem forelskede.

Men den kan virke lige så stærkt, også mellem alle mulige andre!

Genstandsløs ekstase

Den højeste form for ekstase er den, hvor yogien er smeltet sammen med "ingenting" (nirvikalpa samadhi). Yogien oplever først sammensmeltninger af bevidstheden med dens "genstande" (sammensmeltning af subjekt og objekt) og fjerner så også "objektet", der altså på dette tidspunkt ikke længere er et objekt.

Ja undskyld, kære læser, men det er ikke nemt at bruge et subjekt‑objekt beskrivende sprog til at snakke om disse ting. Det er lidt ligesom, hvis man siger: "Det regner i dag", og en sprogfilosof pludselig dukker op og spørger: "Ja, undskyld, men hvad er det for et "det", der regner?"

Hvorfor kommer man ned fra ekstasen igen?

At et menneske oplever genstandsløs ekstase/nirvikalpa samadhi er ikke ensbetydende med, at han eller hun er oplyst. Det er den højeste bevidsthedstilstand, men i de fleste tilfælde kommer den pågældende tilbage igen til jegbevidstheden. Tilstanden er ikke permanent, det er en indadvendt, midlertidig tilstand. Oplysningen sker kun, når jeg-følelsen permanent er overskredet, og et menneske spontant befinder sig i ekstase uden at gøre noget for det, så denne tilstand også gennemtrænger den pågældendes almindelige vågne, udadvendte bevidsthed og hverdagsoplevelse. Denne tilstand kaldes spontan ekstase eller sahaj samadhi.

Men problemet med ekstaserne er i almindelighed, at mennesker uanset ekstasernes varighed eller type normalt kommer tilbage til jeg‑bevidstheden altså at ekstasetilstanden ikke er permanent. Den klassiske forklaring på dette er negative følelser og erindringer på "tidslinien", dvs. belastet materiale fra det nuværende liv eller mange tidligere liv. (På sanskrit kaldes disse "samskara'er"), Disse indtryk ligger latente og lurer nede i underbevidstheden, og på et eller andet tidspunkt kommer de op til overfladen og manifesterer sig. Disse underbevidste følelser og erindringer trækker bevidstheden ned igen, og ekstasen eller oplysningen kan ikke blive permanent, før alle disse negative ting er blevet "slettet".

Yoga og regressionsterapi

I klassisk yoga bruger man ikke "terapi", men når man trænger dybere ned i yoga, viser det sig, at den i virkeligheden indeholder den samme filosofi som regressionsterapi, nemlig at det gælder om at "slette" eller fjerne smerten fra traumer (fra det nuværende og fra tidligere liv). Fjernelsen af smerten helbreder ikke alene psykosomatiske problemer og negative mønstre, men "renser" systemet, så ekstasen får bedre vilkår for at komme til den pågældende ‑ og til at blive der! Læs evt. igen afsnittet om dette side 21 ff.

En del mennesker har desværre den opfattelse, at yoga og meditation står i modsætning til terapi, men i virkeligheden skal der blot en dybere forståelse til af begge veje for at se, at de går fremragende hånd i hånd ‑ i hvert tilfælde hvis vi taler om den gren af nyere terapi, der er spirituelt orienteret. Og med hensyn til yoga og meditation er det også betydeligt lettere at se forbindelsen til følelsesforløsende terapi, hvis man tager udgangspunkt i den tantriske udgave af yoga, hvor stærke oplevelser bearbejdes ved bevidst at gå helt ind i dem.

Yoga og tantra

Lige når du skal til at nyse, når du er bange, føler angst over en kløft, når du flygter i et slag, når du er ekstremt nysgerrig, når du er ved at blive sulten: Vær uden afbrydelse opmærksom
Vigyana Bhairava Tantra - Shivas 112 meditationsteknikker

Jeg har været inde på tantra i denne bog i kapitlet: Ekstase og sex. Tantra er bestemt ikke en udviklingsvej, der kun handler om sex, selvom ordet tantra under importen til Vesten næsten er blevet ensbetydende med tantrisk sex. Og i nogle vestlige udgaver af tantrisk sex er det spirituelle ekstaseprincip ‑ jeg‑overskridelsen ‑ endda helt glemt, så ordet tantra kun bruges om teknikker til at opnå den højst mulige sexuelle nydelse. Grunden til, at dette sker, er selvfølgelig, at det er ret enestående at finde en sex‑positiv religiøs retning, der forstår sex som noget helligt, når kulturen er vant til traditionel sexfjendtlig kristendom.

Tantrisk sex er imidlertid kun en "underafdeling" af tantra. Tantraens filosofi er at nå frem til den transcendentale bevidsthed eller ekstasen ved at gå dybt ind i enhver intens eller højenergetisk oplevelse i stedet for at forsøge at fornægte eller fortrænge den. Springbrættet til ekstase kan være intens frygt, raseri, nysgerrighed, osv. Det, der er afgørende for muligheden for at omforme følelsen til ekstase, er intensiteten i og den fulde accept af oplevelsen, ikke dens art. Dette grundprincip er tidligere beskrevet udførligt side 23.

I Vigyana Bhairava Tantras meditationsteknikker anvises i telegramagtig kort form 112 forskellige meditationsteknikker (se eksemplerne tidligere i dette kapitel). Alle disse teknikker kan findes bagest i Paul Reps' bog: Centering, Zen Flesh, Zen Bones (Penguin 1976). Teknikkerne er i øvrigt kommenteret i Rajneesh' storværk: The Book of the Secrets I - V (Oregon 1976).

Yoga og tantra er somme tider blevet beskrevet som modsætninger. Yoga beskrives da som kontrol og tantra som hengivelse. Sådan mener jeg ikke det hænger sammen. Den yoga‑disciplin, der består af fysiske øvelser, åndedrætsøvelser og meditation danner tværtimod et godt grundlag for tantrisk forvandling af følelser. Yoga‑disciplin kan skabe en større åbenhed og modtagelighed i krop og sjæl for stærke oplevelser og give en større styrke og den nødvendige disciplin til at bearbejde og forvandle disse indtryk. Og med hensyn til tantrisk sex er yogaøvelser også her en god basis for den intensive forvandling af sexenergien.

Den tantriske vejs accept af følelser og oplevelser og deres "gå dybt ind i det for at forvandle det"-filosofi er også en meget god bro mellem yogaens "kontroller dine følelser"‑univers og terapiens "giv slip på dine følelser"-univers.

Trin til ekstase inden for klassisk yoga

Inden for den gren af yoga, der hedder raja yoga, er der beskrevet en række systematiske trin, der fører til ekstase eller samadhi som det øverste trin.

Ekstase kan optræde på mange andre måder end ved det bevidst systematiske selvarbejde i yoga, der beskrives nedenfor. De kan f.eks. opstå helt spontant.

I dette tilfælde vil den klassiske yogatolkning nok sige, at det var fordi, det menneske, der spontant oplevede ekstase, havde "fortjent" det ved bevidst at have arbejdet med sig selv i det nuværende eller i tidligere liv, ved meditation, bøn osv.

Ekstase kan selvfølgelig også opleves i mange andre sammenhænge end i yoga, hvilket beskrives i andre kapitler, f.eks. ved intens terapi, psykedeliske stoffer, sex, forelskelse osv.

I yogaen arbejder man sig ind i ekstasen via meditation (der findes et utal af forskellige meditationsteknikker). Meditationen forberedes og styrkes via åndedrætsteknikker (pranayama'er), fysiske øvelser (asana'er) og en levevis, hvor yogien overholder bestemte påbud og forbud (yama og niyama).

Meditation

Se kærligt på en ting. Gå ikke videre til en anden ting. Her, i midten af denne ting ‑ velsignelsen.
Se, som om det var for første gang, en smuk person eller en almindelig genstand.
Lyt, mens den højeste mystiske belæring overføres: flyt ikke øjnene, lad være med at blinke og bliv straks absolut fri.

Fra Vigyana Bhairava Tantra ‑Shivas 112 meditationsteknikker

Man kan vælge at meditere på en ydre genstand eller på en indre "genstand". Det kan på en måde være ligegyldigt, det vigtige er, at man tager noget uden for tankerne. Man kan vælge noget, der er behageligt og smukt at kigge på, f.eks. et stearinlys eller en rose. Man bliver så ved med at prøve at holde opmærksomheden på én bestemt genstand. Man arbejder på en bevidst udelukkelse af alt andet, der melder sig i bevidstheden.

Man kan også vælge at meditere med lukkede øjne. Her kan man koncentrere sig om et bestemt kropspunkt f.eks. hjertet, navlen, kønsorganerne eller toppen af hovedet. Det lukker så selvfølgelig op for forskellige ting, alt efter hvilket kropsområde man fikserer opmærksomheden på. Et stabilt indre fikspunkt er også intens opmærksomhed på det ind‑ og udadgående åndedræt, der specielt anvendes i den klassiske buddhistiske "Vipassana‑meditation".

Mantra meditation (TM)

Intonér en lyd, f.eks Om, langsomt. Idet lyden går ind i det, der er fyldt af lyd, gør du det også.

Vigyana Bhairava Tantra - Shivas 112 meditationsteknikker

Den kendteste meditationsmetode af alle i den vestlige verden er nok TM, Transcendental Meditation. Teknikken består af den konstante gentagelse af en bestemt lydkombination, et mantra (der ikke betyder noget). Mantra-meditation er en klassisk yogateknik, men har fået en enorm udbredelse i Vesten gennem Maharishi Mahesh Yogis system, TM.

Tankerer indre ord, vi siger tavst til os selv. Gentagelsen af det samme mantra om og om igen fungerer som en form for "hvid støj‑sender", der "udkonkurrerer" tankerne og får bevidstheden til at søge mod dybere og mere fredfyldte tilstande.

Når mantraet så efterhånden bliver associeret med disse fredfyldte eller ekstatiske indre bevidsthedstilstande, sker der også det, at mantraet fungerer som en slags indre "signal" for positive bevidsthedstilstande. Disse kan dermed fremkaldes hurtigere, jo længere tid man har brugt mantraet.

Man kunne måske godt bruge "coca‑cola, coca‑cola, coca‑cola", men for det første må ordene ikke betyde noget bestemt, for det andet influerer den klang, lydene har, på bevidstheden ‑ bare tænk på hvor forskelligt forskellige typer musik og sang virker ind på sindet. Så det er meget behageligere at sige Om, (udtales ca. "ååumm"), end at sidde og sige Ritsj‑Ratsj, Ritsj‑Ratsj, Ritsj‑Ratsj.

I TM får eleven et personligt mantra ved en "indvielse", således at systemet giver en del forskellige mantraer. Det menneske, der ønsker at prøve mantra-meditation, behøver imidlertid ikke at "få" et mantra af en organisation eller en guru, men kan bruge forskellige velrenommerede standardmantraer. Det mest kendte af disse er det ganske enkle Om. Et andet "offentligt" mantra med årtusindlang tradition bag sig er det tibetanerbuddhistiske "Om mani padme hum", der efter tibetaner‑lamaers udsagn ikke kan undgå at hæve en hvilken som helst udøvers bevidsthed til et højere trin, ligegyldig hvad udgangspunktet er. (Hvis læseren vil eksperimentere, så få lige en tibetanerbuddhist til at udtale mantraet korrekt først!)

Mantraets "udkonkurrering" af tankevirksomheden får bevidstheden til at gå mod stadig dybere og - i positiv forstand - tanketomme tilstande. Målet med meditationen er at nå den ekstatiske bevidsthedstilstand. Det kaldes inden for TM at "transcendere" ‑ deraf navnet. Selvfølgelig er disse oplevelser af transcendens og ekstase kun af tidsbegrænset varighed, men efterhånden som den almindelige jeg‑bevidsthed igen og igen opløses midlertidigt i den transcendentale tilstand, sker der en gradvis forvandling af den mediterende i positiv retning.

TM er måske den yogiske teknik, der er blevet bedst videnskabeligt undersøgt på kryds og tværs, og det gælder både de psykologiske og de fysiologiske effekter. Men også en masse andre fysiske og meditative yogateknikker har yderst grundig videnskabelig dokumentation for deres positive virkninger på helbred, følelsesmæssig balance, kreativitet, selvrealisering osv. Danskeren Peo har gjort et stort arbejde ved at samle resuméer sammen af hundredvis af videnskabelige undersøgelser af yoga og meditation: Lægevidenskabelig og psykologisk forskning på yoga og meditation (Forlaget Bindu).

Sang og lyd som ekstaseveje

Hare‑Krishna bevægelsen har direkte fået sit tilnavn fra deres praksis med at "chante" (dvs. synge/fremsige) mantraet:

Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare, Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare ‑ og så forfra igen. I modsætning til TM's stille indre mantra fremsiges eller synges Hare Krishna mantraet ofte højt i kor og med musik, og formålet er helt klart at fremkalde en ekstasetilstand, hvor alle tanker og negative følelser "druknes" i ekstase.

Nu hvor vi er inde på lyds evne til at fremkalde ekstase, bør jeg også nævne kraftfuld lyd/sang som en ekstasevej. Mange af de mennesker, der er meget glade for at synge - måske især i kor - kender den elementære virkning af stemmebrug og lyd. En stor del af deres motivation til at synge er, at de føler sig glade, løftede, ja måske endda ekstatiske, når de synger. Lyden går direkte ind og påvirker bevidsthedsniveauet positivt. Stemmens evne til ved bestemte lyde at fremkalde bevidsthedsændringer bruges meget bevidst i de forskellige typer af lydhealing og såkaldt "toning", hvor man fremkalder bevidsthedsændringer ved selv at frembringe forskellige lyde eller ved at modtage lyde fra andre.

Den ældste udgave af lydhealing og toning, hvor man ændrer bevidsthedstilstanden i en bestemt ønskværdig retning ved at frembringe en bestemt lyd er nok recitation af det ovennævnte Om. (Den samme lydoprindelse er i det kristne "Amen".)

De lyde, der frembringer bevidsthedsændringerne kan også komme fra andet end menneskestemmen selv ‑ først og fremmest fra forskellige instrumenter. Forskellige former for musik har gennem hele menneskehedens historie været brugt til at fremkalde ønskede følelsestilstande og ekstase - både i verdslige og religiøse sammenhænge. En enkelt svensk healer, Kailash, bruger f.eks. den australske didgeridoos lyde til bevidst at fremkalde følelsesforløsninger og ekstase hos sine klienter.

Uforstyrrethed over for sanseindtryk

Koncentrationen eller meditationen forberedes i raja yogaen ved at optræne uforstyrrethed over for sanseindtryk. (Sanskrit: Pratayahara). Denne uforstyrrethed af ydre sanseindtryk kan opøves i to meget forskellige udgaver.

1. Den yogiske sansebarriere

Der er nogle yogier, der tilsyneladende er i stand til at opbygge et skjold eller en barriere omkring sig, sådan at ingenting kan trænge ind til dem. Hvis man måler deres hjernebølger under en meditation, hvor man med vilje skaber en ydre forstyrrelse, ses der slet ingen reaktion på lyden ‑ den høres simpelthen ikke. Yogien har, om jeg så må sige, optrænet et mentalt høreværn for at være 100 % koncentreret om den indre verden.

2. Opmærksomhed i nuet

En helt anden optræning består i, at den mediterende faktisk registrerer forstyrrelsen, men at den ikke skaber forstyrrelse eller efterreaktioner i sindet. Dvs. der er 100% opmærksomhed på sanseindtryk, men de forstyrrer ikke den mediterende. Denne træningsform er karakteristisk for f.eks. zen‑meditation. Når man måler hjernebølgerne på zen‑mediterende, registreres lyden i hjernebølgemønsteret, men dette vender med det samme tilbage til normalen.

Hjernebølgemønsteret hos ikke mediterende registrerer derimod også forstyrrelsen, men det tager lang tid efter forstyrrelsen er ophørt, før hjernebølgemønsteret vender tilbage til det uforstyrrede mønster.

Et personligt eksempel på spontan sanse‑uforstyrrethed

Jeg (KG) sidder i en almindelig forventningsfuld bevidsthedstilstand før en "åben aften" med Michael Barnett. Han træder ind af døren til lokalet, hvor en masse mennesker er forsamlet. Han genkender mig helt i udkanten af forsamlingen, styrer uventet lige hen til mig og giver mig et lille kys på toppen af hovedet, før han går op og sætter sig i den stol, der er sat frem til ham.

På ét sekund går jeg uden videre ind i en dyb meditativ tilstand, der føles omtrent, som jeg sidder dybt nede under havet, langt væk fra bevidsthedsoverfladen, men samtidig er helt klar over alt, hvad der sker.

På gaden nærmer der sig en motorcykel med den karakteristiske lyd, der stiger i intensitet og skifter frekvens, efterhånden som den nærmer sig og modsat, når den fjerner sig.

I min hverdagsbevidsthed er jeg meget støjfølsom og lader mig tit distrahere af lyde. Nu lytter jeg derimod intenst til hver en lille detalje i motorcyklens stigende og faldende larm med fuld opmærksomhed, samtidig med at jeg føler mig flere kilometer nede i bevidsthedshavet og fra mit lyttepunkt er jeg totalt urørlig og uforstyrret af lyden.

Meditation bringer underbevidst materiale frem til bevidsthed

Efter man så har optrænet uforstyrrethed over for ydre forstyrrelser, gør man det samme med tankerne. Disse betragtes da som "ydre" i forhold til bevidstheden og som noget, man ikke skal lade sig forstyrre af. Det kan ikke lade sig gøre at stoppe tankerne ved bevidst at kæmpe mod dem ‑ det vil kun gøre det hele værre. Men man kan lade "båndmaskinen" køre inde i hovedet, lægge mærke til at den kører, uden at lade sig rive med af tankerne. Derved går bevidstheden selv til dybere niveauer ‑ og forhåbentlig i sidste ende ind i tanketomme perioder.

Hvis man under meditation hele tiden vender sig væk fra de forstyrrelser, der melder sig, vil de efterhånden komme fra et dybere og dybere niveau. På et tidspunkt begynder der at dukke underbevidst materiale op i form af billeder eller følelser. Koncentrationen fremkalder altså dette underbevidste materiale på en indirekte måde.

Denne mekanisme kan af nogle udøvere opfattes som et problem ved meditation. Der dukker materiale op fra meget dybtliggende niveauer, som man så skal håndtere.

Åndedrætsteknikker i yoga og terapi

Både i den klassiske yogas åndedrætsteknikker (pranayama, egentlig: kontrol af prana, energi) og i moderne vestlige åndedrætsteknikker, som Hu‑meditation, Holotropisk integration, Rebirthing osv. er der tale om bevidst styring eller kontrol af åndedrættet med det formål at fremkalde et skift i bevidsthedstilstanden.

Jeg har i min bog, Gensidig Terapi, beskrevet forskellige typer af åndedrætsteknikker detaljeret og har behandlet en del problemer i forbindelse med "hyperventilation". Jeg vil ikke gentage denne udredning hér, men henvise min læser til min bog side 91 ff. (3. udg. 1994).

De teknikker, der bruges i yoga, går lige fra et utroligt stille og langsomt åndedræt over teknikker, hvor det gælder om at holde vejret, specielt i pausen efter indånding, til teknikker med bevidst dybere og eller hurtigt åndedræt.

Meget i yogaen bygger på "det omvendtes princip": Når man f.eks spontant er rolig, er åndedrættet også langsomt. Ved så bevidst at gøre åndedrættet langsommere, fremkaldes den tilsvarende sindstilstand. Man bytter altså bevidst om på normal årsag og virkning.

Formålet med yogaens åndedrætsøvelser er at ændre sindstilstanden i én ganske bestemt retning: nemlig at gøre den mere åben over for den meditation, som i sidste instans fører til ekstase/samadhi.

Åndedrætsteknikkerne højner energiniveauet og fordeler energien bedre ud i kroppen, så områder med for lidt energi får ekstra energi, og områder med for meget energi får den fordelt ud.

I den klassiske yoga er teknikkerne med hurtigere og/eller kraftigere åndedræt med, men er ikke dominerende. De har malende navne som f.eks "smedens blæsebælg" og "kranierenseren". I moderne vestlig kropsterapi indgår dybere og hurtigere åndedræt på mange forskellige måder og i mange indbyrdes forskellige variationer og udgaver (stående/siddende/liggende, gennem munden/næsen, op i brystet/ned i maven osv.).

Åndedrætsteknikker som ekstasevej

Det fysiologisk betingede skift af bevidstheden (der sker gennem en sænkning af blodets kuldioxyd, CO₂) gør det lettere at gå ind i den meditative tilstand og forbereder derved hele krop‑psyke systemet på ekstase. Men nogle af åndedrætsteknikkerne virker i virkeligheden ofte så kraftigt, at de alene er i stand til at føre udøveren ind i den ekstatiske bevidsthedstilstand.

Der er en hel del lærebøger både om yogiske og vestlige terapeutiske åndedrætsteknikker, der ganske vist beskriver den rent tekniske udførelse af åndedrætsøvelserne, men bøgerne giver ikke tilnærmelsesvis nogen idé om, hvilke typer oplevelser, der kan blive udløst af intenst at udføre disse øvelser. Så mennesker, der selv eksperimenterer med dem, kan få sig en ordentlig overraskelse!

En enkelt yoga‑teknik kaldes besvimelsesåndedrættet. (moorcha pranayama) Man kan fremkalde en tilstand i sig selv, hvor man, hvis man står op imens, ganske enkelt falder omkuld uden at kunne kontrollere det. Tilstanden er lyksalig, ekstatisk på den måde, at man "forsvinder", og kontrollen ligeledes. Men det er en stor fordel at lave den siddende, hvor man ingen steder kan falde! Det sker også hyppigt ved kraftig energioverføring fra karismatiske personer ‑ i og uden for kristne sammenhænge ‑ at mennesker falder omkuld fra stående stilling. Det ligner almindelig besvimelse, men det er en misforståelse! Oplevelsen er en ekstatisklyksalig oplevelse af total kontrolopgivelse.

Fysiske øvelser i yogaen

Yogaen opererer med en lang række fysiske øvelser, primært systematiske programmer af stræk‑styrkeøvelser for hele kroppen, såkaldte asana'er. Vi ved, også fra moderne vestlige kropsterapier, at der er en meget nær sammenhæng mellem kropsholdning, muskelspændinger, underspændinger og så den pågældende persons følelsesmæssige funktion.

De fysiske øvelser i yogaen forbedrer hele den kropslige funktion. De optræner svagt fungerende muskler, strækker og afspænder overspændte muskler, påvirker alle indre organers funktion til det bedre og får energien til at flyde stærkere og mere harmonisk i kroppen. Der er således tale om et omfattende kropsterapeutisk system, man selv udfører (når man har lært at gøre øvelserne rigtigt). Mennesker kan have gavn af at udføre disse øvelser uden noget spirituelt sigte - som det vist er det almindelige på de mange yogahold under fritidsloven - men egentlig har øvelserne til formål at være et fundament og forberede kroppen på åndedrætsøvelser, meditation og ekstase.

Yoga kan nedbryde dybe forsvar

De fysiske yogaøvelser og åndedrætsøvelserne kan i nogle tilfælde nedbryde forsvarene mod dybe traumer og følelser. Dette er ikke så svært at forstå. Mange af yogaens fysiske øvelser og åndedrætsteknikker ligner de vestlige kropsterapeutiske teknikker (f.eks. bioenergetiske øvelser), der netop har til formål at få undertrykte følelser frem til overfladen og genopleve traumatiske hændelser fra den pågældendes fortid.

En sådan virkning kan det især have, hvis man dyrker øvelserne meget intensivt ‑ lad os f.eks. sige flere timer om dagen. Jeg gik selv engang på et sådant intensivt yogahold. Det affødte så sandelig et stærkt behov for følelsesforløsning og terapi, som jeg heldigvis kendte godt til i forvejen.

I øvrigt kan en ganske lignende virkning finde sted ved intensiv daglig dyrkelse af Tai Chi. En ung kvinde, jeg talte med, kom dybt ned i barndomstraumerne og igennem hele sin terapeutiske proces ved at gennemleve alle de følelser og traumer, der dukkede op gennem tre timers Tai Chi dagligt. Men hun havde også en Tai Chi lærer, der samtidig var terapeut!

Jeg køber ikke mange yogalæreres holdning, at det i de tilfælde, hvor stærke følelser aktiveres, er nok bare at "være et vidne" og kigge meditativt på følelserne. Energien, der frisættes, kan føles meget overvældende, og efter min mening er kombinationen med følelsesforløsende terapi somme tider nødvendig. Yogalærere, der arbejder med disse mere dybtgående metoder, burde i virkeligheden altid henvise mennesker med brug for det til andre, der er gode til at forløse undertryke følelser.

Dette gælder også når yoga og meditation udløser såkaldte "kundalini"symptomer, hvad der jo af og til sker. Ubehagelige kundalinisymptomer har så udpræget karakter af energistase ‑ ophobning og blokering af energi ‑ og én af vejene til at få denne energi til at flyde og mindskes er ved at afreagere den i terapi. (Læs i øvrigt om kundalinirejsning i kapitlet: Ekstase og spirituelle kriser, side 225).

Forudsætningen for ekstase er at undlade at skade andre

I yogaen er det grundlæggende ‑ for både de fysiske øvelser, åndedrætsteknikkerne og meditationsteknikkerne ‑ at overholde påbud (yama) og forbud (niyama).

Disse regler er hovedsagelig regler om ikke at gøre skade på andre.

Hvis man i dyb terapi eller meditation genoplever erindringer fra det nuværende eller tidligere liv, hvor man enten selv har skadet andre, eller de andre har skadet en. Og hvis man ser, at disse hændelser dybtgående både har bundet og beskadiget en her og nu. Og hvis karmaloven dermed bliver en oplevelsesmæssig realitet for en, vil det komme helt af sig selv med etikken: At øve skade på andre er at øve skade på sig selv. (Mere om hvad karma egentlig er side 36 ff.).

Hvis det lykkes at opnå ekstase ved en eller anden form for psykospirituel praksis, kommer ikke‑nænne‑at‑skade‑andre følelsen helt af sig selv som en naturlig indre følelse, og så behøves yogaens moralske regler ikke længere.

Her kommer terapi, afreagering og udrensning af negative følelser ind som en stor hjælp, idet man bedre kan være retlinet i sit forhold til andre, når de negative følelser er renset ud.

Hvis man dyrker intens meditation og samtidig fortsætter med at skade andre levende væsener (mere end det minimum, der er nødvendigt for selv at leve), er det som at køre med både speederen og bremsen i bund.

Jeg vil senere i bogen prøve at konkretisere hvilke politiske og økologiske konsekvenser, man kan drage ud fra ikke‑nænne princippet og oplevelsen af samhørighed med alt levende.

Tilbage til menu