1 Ekstasens nødvendighed

2 Hvad er ekstase?

3 Ekstase og følelser

4 Ekstase og sex

5 Ekstase og forelskelse

6 Ekstase, yoga og meditation

7 Ekstase dans og kropsorienterede veje

8 Ekstasens farlige profeter  

Kapitel 3

Ekstase og følelser

Energy is Eternal Delight

William Blake

Mennesker, der beskæftiger sig med spirituel udvikling, ser ofte følelsesforløsende metoder som noget, der er helt adskilt fra spirituel udvikling. Det ligger ligesom i denne tankegang, at godt nok kan man anvende bestemte fremgangsmåder til at løse op for følelsesmæssige problemer, men meditation og spirituel udvikling, der fremmer kontakten med det højere selv/universet/Gud, er noget helt andet.

Jeg har f.eks. hørt en fremtrædende teosof hævde, at terapi med følelsesforløsning kun var for syge mennesker, mens meditation var for raske. Jeg har hørt yogier hævde at følelsesforløsende fremgangsmåder var skadelige for den spirituelle udvikling, fordi de negative følelser bliver styrket, hver gang de udtrykkes. Sådanne påstande anser jeg for uvidenhed om processens natur og modvilje mod at konfrontere egne skyggesider og ikke-"pæne" følelser.

Der er en ubredt tendens til at hævde at man "bare skal være et vidne til følelserne", når alt det negative og smertefulde dukker op - disidentificere sig fra det. Evnen til bevidst disidentifikation (og evnen til bevidst identifikation) med sindets indhold, er en vigtig færdighed - som faktisk også bruges intenst ved forvandling af smertefulde følelser til frihed, styrke og glæde.

Min fremtidsvision for personlig udvikling er, at alle, der beskæftiger sig med dette område, efterhånden udvikler en opfattelse af processen som én sammenhængende helhed. De mest avancerede spirituelle lærere og de mest avancerede systemer inden for feltet har allerede bevæget sig ind i en integration af de to områder (der altså i virkeligheden er ét område!).

Hvad skal man dog kalde processen?

Jeg (og andre) har et sprogproblem, når vi skal formidle denne syntese-opfattelse. Problemet består i, at de ord, der findes i det danske sprog til at beskrive processen, er udviklede inden for vidt forskellige verdener uden særlig kontakt med hinanden.

Terapi eller psykoterapi er et begreb, der oprindeligt er dannet i forbindelse med behandling af det, man opfattede som sygdom, og begrebet følelsesforløsende terapi har desværre noget af "sygdoms"‑ atmosfæren over sig. Ordet bliver nu om dage brugt om fremgangsmåder i forbindelse med personlig udvikling, hvor deltagerne meget ofte er særdeles velfungerende mennesker. Den helt forkerte opfattelse, at det kun er syge mennesker, der har brug for problembearbejdning, fjernelse af negative mønstre og frigørelse af undertrykte følelser, hænger imidlertid ved, selvom der er ved at ske en ændring, fremmet af massemedieomtalen af "udviklingsterapi".

Dette ord, terapi/psykoterapi, bliver man så nødt til at kæde sammen med begrebet spirituel udvikling hver gang, man omtaler hele processen. (Man kunne også koble med ord som "åndelig", "religiøs" osv., men ordet spirituel vælges nok oftest, fordi det er belastet af de færreste uheldige associationer). Man må så sætte en bindestreg ind, hvorefter man får kluntede sprogkonstruktioner som "psykoterapeutisk‑spirituel udvikling". Men hvad skal man dog gøre, når det danske sprog ikke har en kort klar fællesbetegnelse?

Den gensidige vekselvirkning mellem følelsesforløsning og ekstase

Terapi og spirituel udvikling er ikke to adskilte processer. Der er hele tiden tale om en gensidigt virkende proces mellem forløsning af følelser og ekstase.

Den psyko‑spirituelle proces er i første omgang en følelsesforvandling, der danner basis for at frigøre det spirituelle væsen - sjælen - til ekstase og frihed. Den følelsesforvandlingen er ikke et mål i sig selv, den sker for at bane vejen. Når energien flyder frit i kroppen, og den ikke er blokeret, går man "igennem" kroppen eller ud af kroppen til andre bevidsthedslag.

Ekstaseenergien bruges til at udrense traumer og følelser

Men samtidig er der i lige så høj grad tale om en proces, der går den stik modsatte vej: Det er ekstasen, der skaber en basis for  forvandlingen af reaktive følelser, eller som måske oven i købet selv "vasker" disse følelser bort eller "drukner" dem i ekstase.

En grundlæggende lovmæssighed for forvandling af negative følelser er, at der skal positiv energi til for at forvandle dem. Intensiteten af denne positive energi skal overgå negativiteten i styrke, for at forvandlingen overhovedet kan finde sted. Det er denne helt grundlæggende (men af mange ikke forståede) lovmæssighed, der ligger bagved alle effektive følelsesforløsende metoder: De forsøger på den ene eller den anden måde at fremkalde en højenergitilstand, der kan tackle den indkapslede traumatiske energi.

Hvis man f.eks. bruger kraftigt åndedræt til følelsesforvandling, er det åndedrættet, der fremkalder en øget energitilstand i sind og krop, der så kan få den indkapslede negative energi til at "give slip".

Når et negativt ladet område af kroppen/sindet tilføres positiv energi, bliver det muligt at give slip på denne negative energi. Når der sker en følelsesforløsning, er det netop dette fænomen, vi ser: Førhen har forvandleren ikke evnet at give slip på den undertrykte sorg, vrede eller frygt, men på en eller anden måde - måske bare via intenst accepterende opmærksomhed - får guiden fremkaldt en ændret energitilstand, der muliggør følelsesforvandlingen.

Det er også denne mekanisme, der ligger bagved, at netop positive, accepterende og trygge omgivelser ‑ i kontrast til forvandlerens hverdag eller tidligere oplevelser ‑ kan fremkalde en forløsning af negative følelser. 

Depression, angst og følelsesfrigørelse

Mange ved, at depression indeholder undertrykte følelser, og at når de undertrykte følelser bliver forløst, får den deprimerede person det meget bedre. Men den glemte faktor i dette regnestykke er, at den deprimerede netop ikke har energi nok til at forløse de undertrykte følelser af sorg og vrede, men forbliver i den depressive gråzone af intenst negative følelser uden forløsning. Tilføres systemet positiv energi, bliver det muligt for forvandleren at slippe de undertrykte følelser fri.

Hvad der yderligere komplicerer billedet er, at de halvt frisatte følelser af sorg, vrede osv. ofte vil ytre sig som angst. Når angsten melder sig, er følelserne tæt på overfladen. Angst er følelser, der er på vej op, men hvor der også er en modstand mod at slippe dem fri. Angst er energi, der er tæt på overfladen, og guiden har ofte let ved at hjælpe den angste til at omsætte den indre angst til gråd, skrig, tæsken, rysten osv.

Hvis angsten får lov til at omsætte sig selv til fritflydende energi i et GT-forløb, kan der nemt ske det, at den højenergi, der er bundet i angsten, på magisk vis forvandles til ekstase og fritflydende energi. Hvis du har lyst til at læse en førstehåndsberetning om lige netop denne proces, findes der en sådan i min bog, Gensidig Terapi, under overskriften: Fra angst og kvælning over raseri til ekstatisk glæde.[indsæt direkte link]

Den gensidige vekselvirkning mellem smerte og ekstase

En tilbundsgående forståelse af denne lovmæssighed er helt central for grænsefladen mellem følelsesforløsende forvandling og spirituel udvikling, den er central for koblingen af disse to områder. Sandheden er meget dybere, end at forvandlende følelsesforløsning blot "fejer banen ren" til meditation og spirituel udvikling. Det er selve den energi, der findes i det negative, som forvandles til fri energi og ekstase!

Ekstasen giver altså mulighed for at give slip på undertrykte følelser. Og at give slip på undertrykte følelser kan føre til fri energi og ekstase, der igen kan hjælpe undertrykte følelser frem osv.

Det er ikke muligt at forstå nødvendigheden af denne vekselvirkning mellem smerte og ekstase intellektuelt ‑ som nok en interessant teori.  Disse skift skal opleves i GT-forløb ‑ hvad enten det er en selv som forvandler, der oplever disse magiske transformationer, eller man ser dem hos andre ‑ så er det pludselig selvindlysende smukt og rigtigt!

Man har altså en eller anden form for blokering, følelser, der ikke vil flyde, et dødt kropsområde, noget, man ikke kan få udtrykt, erindringer, man ikke kan nå ned til. Ved på den ene eller den anden måde at hensætte kroppen i en højenergitilstand kan den fastfrosne energi, der er låst eller blokeret, begynde at flyde igen.

Når vi opnår en højenergitilstand, giver den ikke alene mulighed for at bearbejde blokeringer, undertrykte følelser og oplevelser, den giver også mulighed for "gearskift" i energien. Dette er parallelt til gearskift i en bil, hvor omdrejningerne skal op i antal, for at man kan skifte til et højere gear, derefter skal omdrejningerne op igen osv. Gearskiftene er parallelle til skift i bevidsthedstilstanden.

Det er "ondskab", det er ny energi!

Hvis man når op på et tilstrækkeligt højt energiniveau, er det ligegyldigt ‑ altså med hensyn til muligheden for gearskift ‑ om der er tale om positiv eller negativ energi. På en vis måde er det ligegyldigt, om der er tale om stærk glæde eller dyb sorg eller intens desperation. Man kan gå direkte fra såkaldt negative følelser, der er meget energifyldte, ud i ekstaseoplevelser.

Forvandlingen af "ondskab" kan også ske ved at trække "onde" projektioner tilbage (mere om projektioner senere.). Sådanne projektioner kan indeholde: had, egoisme, grådighed, drillesyge, mordlyst osv, som forvandleren under følelsesforløsende GT-forløb går fuldstændig ind i. Ved at udleve disse såkaldte negative følelser i en sammenhæng, hvor de ingen skade gør, forvandles de fra at være negativ, destruktiv eller livsfjendtlig energi til at være fri energi og ekstase.

Nogle forstår så lidt af hele denne forvandlingsproces, at de forveksler den med en opfordring til at være onde mod hinanden: "Det gælder da om at være gode og søde mod hinanden!" Men det, man gør, ved forvandling af "ond energi", er at omdanne den såkaldte "ondskab", der allerede eksisterer, til fri energi.

 "Ondskab" er aldrig kedelig. Godhed er derimod ofte kedelig, fordi almindelig godhed, der går ud på at afholde sig fra at være ond, og sige: "Nu bør jeg være så flink, nu bør jeg være så kærlig", er en tilstand, hvor energien ædes op i den indre konflikt mellem "ondskaben" og det moralske påbud om godhed.

Udtryk og forvandling af følelser ‑ ikke religiøs pænhed

"New age" er som bekendt en bevægelse, der er så bred og fungerer som paraplybetegnelse for så mange forskellige filosofier, bevægelser og metoder, at det vil være både umuligt og unfair at komme med generaliseringer, der dækker alt under paraplyen. Men en stor del af new age bevægelsen er ligeså følelsesfornægtende som det øvrige samfund, ja måske endda mere.

En holdning, der meget tit kommer til udtryk, er, at det nærmest er direkte skadeligt med den følelsesforløsende fremgangsmåde, der består i 100% at gå ind i følelserne og dermed forvandle dem til fri energi og ekstase. Der er minsandten de folk i new age sammenhænge, der hævder, at hvis man tillader de negative følelser at komme til udtryk, vil de på  dæmonagtig vis få mere og mere magt over en, fordi man giver efter for dem, og de vil derfor dominere en mere og mere. Næh løsningen er efter deres opfattelse at lære at kontrollere følelserne.

Dette er i modstrid med alle erfaringer fra følelsesforløsende terapi. Talløse forvandleren har erfaret, at en dybtgående følelsesforløsning og traumegenoplevelse tværtimod renser krop og sind, fører til følelser af frihed, glæde og ny energi, og til at de undertrykte og fornægtede følelser, der før terapisessionerne dominerede bevidsthed og adfærd, nu mister deres greb.

De mennesker, der kan fremture med at mene, at det er skadeligt at udtrykke og udrense ophobede negative følelser og traumer, taler med garanti ikke ud fra en uhildet iagttagelse af, hvad der faktisk sker. Derimod taler de ud fra en masse fordomsfulde "åndelige" opfattelser og med garanti ud fra en personlig angst for egne stærke følelser.

TEST DIG SELV: HAR DU FØLELSERNE MED I DIN SPIRITUELLE UDVIKLING?

En højst primitiv tjekliste, inspireret af damebladenes "test dig selv"-sider, som dog nok alligevel giver et fingerpeg.

• Kan jeg gå helt ind i mine ægte følelser af grænseløs sorg og græde og græde og græde? - Hvis ja, hvem tør jeg vise det?
• Kan jeg gå ind i mine ægte følelser af raseri og vrede, brøle og skrige uhæmmet og bruge hele min stemmestyrke? - Hvis ja, hvem tør jeg vise det?
• Kan jeg skære ansigter, se fuldstændig tåbelig ud og udstøde mærkværdige dyriske lyde? ‑ Hvis ja, hvem tør jeg vise det?
• Kan jeg opføre mig som en landsbytosse og lave alle mulige mærkværdige og ukontrollerede bevægelser med kroppen? - Hvis ja, hvem tør jeg vise det?
• Kan jeg skrige højt og uhæmmet af grin, så det gør helt ondt i maven? ‑ Hvis ja, hvem tør jeg vise det?
• Kan jeg lave frække sexuelle bækkenbevægelser og give slip på lyde og det dybe åndedræt imens? ‑ Hvis ja, hvem tør jeg vise det?
• Kan jeg give slip på et spontant dybere/hurtigere åndedræt - og give mig hen til det? - Hvis ja, hvem tør jeg vise det?
• Kan jeg bevæge min krop spontant til musik, jeg elsker, give helt slip og blive ét med rytmen? - Hvis ja, hvem tør jeg vise det?
• Kan jeg synge af mine lungers fulde kraft - og nyde det, selvom jeg synger falsk? - Hvis ja, hvem tør jeg vise det?
• Synes jeg, at det er lidt latterligt/foragteligt/tåbeligt eller aldeles uden relevans for min åndelige udvikling at tjekke mig selv ud på den her liste?

"Man skal ikke give det negative energi"

En variant i new age miljøet over dette tema er at udtrykke det sådan, at "man skal ikke give det negative energi/opmærksomhed".

Men det er jo lige præcis ved at benægte, fortrænge og undertrykke vores følelser, at de får energi til at styre vores adfærd på uheldig måde, og det er lige netop den anbefalede undertrykkelsesstrategi, der fører til at disse fornægtede følelser giver sig alle mulige uheldige udslag. Og det er lige præcis disse undertrykte følelser, der blokerer for, at den så intenst ønskede kærlighed, livsglæde, ekstase og kontakt med det guddommelige opstår som noget fuldstændig spontant og naturligt i stedet for noget, man skal bestræbe sig på at føle.

"Jamen terapifølelserne gør jo skade på telepatisk vis!"

Jeg er meget ofte stødt ind i følgende variant af følelses-undertrykkelses-åndeligheden:

"Jamen kan du ikke se, hvor forfærdeligt det er, at XX udtrykker alle sine aggressioner over for sine forældre/kæreste osv. Selvom disse mennesker ikke er til stede i terapilokalet, og den pågældende kun råber ud i luften og tæsker i madrasser, ved du jo nok, at negativ energi ved telepatisk kraft når frem til den person, man tænker negativt om. Dermed skader man jo nogen ved at gå i terapi, og du kan tro, det også giver dårlig karma til den, der er i terapi!"

På trods af at denne tankegang har en fuldstændig sammenbrændt logik, har jeg hørt mange i miljøet udtrykke dette forbehold, eventuelt med en halvhjertet accept af, at hvis forvandleren nu absolut insisterer på at afreagere sine aggressioner, ja så bør han eller hun jo i hvert tilfælde sende lys og kærlighed til de mennesker, sessionen drejer sig om for at ophæve den negative telepatiske virkning!

Som om de negative tanker og følelser, mennesker tager op i terapisessioner ikke allerede før sessionen kommunikeres telepatisk til de personer, de handler om! Kortslutningen i den følelsesforskrækkede logik er en forestilling om, at de fortrængte eller fornægtede følelser på en eller anden måde ikke allerede er der, men ligesom opstår ved at lave terapi og udtrykke følelserne. Men udtrykket og udrensningen af følelserne er jo netop en befrielse fra dem og en forvandling af dem, medens fornægtelsen og undertrykkelsen vedligeholder følelsesladningen.

Jeg er en stor tilhænger af telepatisk at sende lys eller kærlighed ud til mennesker for at forbedre forholdet til dem - eller endnu bedre visualisere hvordan man ønmsker forholdet skal være, og jeg gør det selv. Men hvis mennesker gør dette oven i, at de i virkeligheden hader, afskyr, foragter eller er såret af den person, de sender lys og kærlighed til, kommer dette til at fungere som den berømte lyserøde lak hen over skraldespanden. Det bedste grundlag for at sende lys og kærlighed til et menneske, man har konflikt med, men som man ønsker at genoprette et godt forhold til, er netop fuldt ud at aflade og udrense alle de negative følelser, man går og koger med.

Ikke tilladt at lade følelserne gå ud over andre!

En af grundene til at følelsesforløsende metoder, hvor man giver slip på og forvandler gammel smerte og stærke følelser, vækker modvilje i mange new age kredse, er måske også den misforståelse, at den går ud på at hælde sine negative følelser ud i hovedet på andre mennesker.

At give slip på de tilbageholdte følelser er bestemt ikke det samme som at hælde dem ud i hovedet på hinanden, men det modsatte, nemlig at give slip på dem uden på nogen måde at lade det gå ud over andre. Hvis læseren er interesseret i de tekniske beskrivelser af, hvordan dette gøres i praksis, kan man blandt andet læse i detaljer om det i min bog Gensidig Terapi.

At slippe undertrykte negative følelser ud i hovedet på andre holder ganske vist følelsesflowet i gang, men det vil nødvendigvis skabe en masse negative cirkler. For det første ligger der i de normale stærke følelsesudladninger, der kommer ud i hovedet på andre, som regel en masse bebrejdelser i retning af: "Det er din skyld!", i stedet for at den, der udtrykker følelserne, selv tager ansvaret for sine egne følelser. Og at hælde følelser ud i hovedet på andre sætter også ‑ hvis de andre ikke nærmest er helgener ‑ en masse modreaktioner i gang, og negative kommunikationscirkler vedligeholdes.

Følelsernes rolle i spirituel udvikling

Uenigheden om følelsernes rolle i spirituel udvikling er faktisk et meget kontroversielt og altafgørende emne inden for den psykospirituelle bevægelse.

Jeg har ikke nogen statistik over, hvor mange der egentlig mener hvad, og mange er helt sikkert uafklarede eller er slet ikke begyndt at opfatte, at der overhovedet er et problem. Men jeg tror faktisk, at det standpunkt, jeg her forfægter, er et mindretalsstandpunkt.

Uanset dette mener jeg ikke, at man kan udvikle sig spirituelt uden at gå igennem total følelsesaccept og ‑udladning. Det er ikke nok ‑ men det er fundamentet!

Det er nødvendigt at gennemleve energien og følelserne, det er ikke nok at meditere sig væk fra eller iagttage følelserne eller opnå intellektuel indsigt. Det er nødvendigt at give slip med kroppen og sætte lyde på.

At finde en forenende proces

Lige fra jeg selv første gang blev præsenteret for personlig udvikling, var det indlysende for mig, at den spirituelle transcendenslære indeholdt den yderste sandhed, og at den følelsesforløsende terapi også havde sandheden i sig.

I 1971 besøgte jeg f.eks en dansk ashram (spirituelt klosterfællesskab). Man dyrkede dér kundalini‑yoga med det formål at forvandle den sexuelle energi til kosmisk ekstase (Samadhi) gennem total sexuel afholdenhed og yogaøvelser. Jeg passede ikke rigtig ind i miljøet, for dels ankom jeg med et værk af sex‑terapiprofeten Wilhelm Reich i rygsækken, og dels ankom jeg sammen med en dejlig pige. Vi fik lov til at bo i vores en-mands-telt(!) på de gifte personers ashramområde ‑ og sikke nogle diskussioner vi fik med munkene! Og sikke en aggressiv energi af undertrykt sex, der var i ashramen ‑ som en bombe!

Jeg vidste intuitivt, dybt inde, at de to processer i virkeligheden hang sammen på et meget dybt plan, og jeg har aldrig stillet mig tilfreds med noget, der ikke kunne rumme både det spirituelt‑transcendente, følelserne, kærligheden og sexualiteten.     

Det første bud på, hvordan disse processer hænger uadskilleligt sammen fandt jeg hos Stanislav Grof. I Grofs terapeutiske univers blev traumeforløsningen og udlevelsen af de stærke følelser set som en proces, der førte ind i det, han kalder det transpersonlige område, som omfatter alle mulige spirituelle oplevelsestyper.

Det næste jeg kom i kontakt med, der på ægte vis integrerede følelser, sex og meditation var, den indiske guru Bhagwan Shree Rajneesh's (Osho) bøger og såkaldte dynamiske meditationsteknikker, der aktiverer både krop, følelser og meditativ ekstase.

Den tredje repræsentant for en spirituel holdning, der ikke fornægter sex og følelser, mødte jeg, da jeg deltog i kurser med energiarbejde afholdt af englænderen Michael Barnett (en forhenværende Osho-discipel). Michael Barnetts energi virkede meget stærkt på mig og hensatte mig talløse gange i vilde glædesekstaser og dybe meditative tilstande.

Spaltningen mellem spiritualitet, følelser, krop og sex er aldeles ikke helet inden for new age bevægelsen, og derfor anser jeg et af denne bogs vigtigste budskaber, at der er tale om én integreret proces og ikke om modsætninger.

Kun rense fortidstraumer, der generer nu

Men hvormeget følelsesmæssig smerte er der så egentlig, der skal forløses? Er det en endeløs proces?

Hvis vi nu antager, det er rigtigt, at vi har haft en masse tidligere liv og en masse dødsoplevelser og fødselstraumer i dem og masser af oplevelser med fysisk smerte og bevidstløshed ‑ hvordan kan man så nogensinde genopleve dem allesammen og blive "helt renset"?

Det kan man givetvis under ingen omstændigheder! ‑ men det er heller ikke formålet med følelsforløsende forvandling af negativitet!

Tidslinie-oplevelse af COEX‑systemer

Ved genoplevelsen af disse traumer er det normale, at man oplever dem, som om de var placeret på en tidslinie, der går tilbage i tiden. Denne oplevelse af tid svarer til den dagligdags oplevelse af, at "tiden går". Genoplevelsen af et COEX‑system forudsætter dog ikke denne lineære oplevelsesmåde.

Et COEX‑system (Grofs sprogbrug) er oplevelser, der er "stablet" eller "lagret" sammen. COEX betyder netop COndensed EXperience ‑ sammentrængte eller fortættede oplevelser. Disse oplevelser grupperer sig omkring én bestemt negativ (eller positiv) følelse af samme art, eller måske omkring én bestemt person, der kan være gennemgående fra liv til liv.

"Publikum er troløst, og kvinder er et halsbrækkende bekendtskab!"

Beskrivelse af et GT-forløb på regressionsterapikurset i Gensidig Terapi 1/11-97:

Jeg har i mange år været præget af en følelse af at jeg begrænser mig selv - eller at jeg lader mig begrænse. Jeg har flere gange arbejdet med denne følelse i GT-sammenhæng, uden at jeg følte nogen mærkbare ændringer. Jeg var imidlertid nået frem til at denne følelse relaterer sig til min fødsel, og har også et par gange arbejdet specifikt med at prøve at forløse fødselstraumet.

Da jeg på regressionskurset skulle finde en erindring eller en følelse som udgangspunkt for sessionen, var jeg derfor ikke i tvivl om at jeg skulle arbejde med min fødsel igen.

Da sessionen startede var jeg så meget i følelsen at vi kunne gå lige på. Jeg sagde "Jeg føler mig blokeret" fordi jeg - selvom jeg var meget parat - alligevel følte at det hele var lidt påtaget.

Min dygtige guide greb straks denne udtalelse og bad mig gentage den, og vips så var fødslen i gang.

Min  guide gav mig modstand og dækkede mig med tæpper og puder. Jeg gik virkelig ind i ople-velsen og følte det ikke på nogen måde påtaget længere. Jeg kæmpe-de mod indespærretheden og blo-keringen, men efter et stykke tid mistede jeg gejsten. Hvad nytter det dog at jeg ligger her og kæmper. Lad os bare droppe det hele. En følelse af at give op på halvvejen som jeg bare kender SÅ godt. Men nej - ud skulle jeg, og pludselig føl-te jeg at jeg fik nye kræfter og kæmpede mig ud i livet.

Jeg kunne sagtens have ligget og nydt mig selv resten af eftermidda-gen, men min guide bragte mig hurtigt på andre tanker. "Gå tilbage til det første billede i erindringen og beskriv det". Åh nej - nu har jeg det lige så rart. Jeg vil da ikke der-ind igen. Men jo.

Jeg bad min guide presse mod min nakke fordi jeg på et kursus i kropsterapi var kommet i kontakt med min fødsel via pres i nakken.

Pludselig var det som om min mave eksploderede. Jeg var ved at skide i bukserne og kaste op på samme tid. Det var en intens kvæl-ningsfornemmelse som føltes direkte livstruende. Jeg bad min guide om straks at stoppe og lå lidt og sundede mig. Jeg så for mig en stor opsvulmet navlestreng og tænkte om jeg virkelig var ved at blive kvalt under fødslen. Det havde jeg aldrig hørt noget om.

Gentageteknikken, igen.

Samtidig - i lokalet i Ølstykke - var jeg i fuld gang med at vride fibrene af led i et sagesløst håndklæde, mens jeg kastede op og brølede min desperation ud. Ingen forstillelse her, det var den ægte vare.

Jeg mærkede hvordan jeg havde publikum i min hule hånd. Jeg var i gang med en arie og havde samtidig gang i en flirt med kongens el-skerinde som sad i logen lige ved scenen. Dette faldt ikke i kongens smag og førte til mit tragiske endeligt.

Af dette kan man lære at publikum er troløst, og kvinder er et hals-bræk-kende bekendtskab.

Fødselstraumet har givetvis haft stor betydning og givet mig følelsen af blokering og knækket min fightervilje, men det er så uspecifikt.

Jeg sluttede sessionen med at formulere og fremsige en positiv selvbekræftelse

"Jeg udtrykker mig selv, fuldt ud"

Jeg havde først tilføjet "på en god måde", men det tog ligesom luften ud af bekræftelsen. Pointen er at jeg ikke udtrykker mig selv fuldt ud på andres bekostning.

Der er nu gået et par uger siden sessionen, og jeg føler stadig at virkningen holder. Jeg har meget mere glæde, energi og gåpåmod end før.

Tidløs "reinkarnation"

Reinkarnationskæder er en lineær måde at opleve vores multidimensionalitet på.
Chris Griscom

Det er med fuldt overlæg, at jeg hele tiden vælger at bruge ordet "opleve" i stedet for "den måde virkeligheden er på". Man kan opleve tiden som meget virkelig, og man kan opleve den som en jeg‑skabt "illusion". Som en overbygning på disse grundlæggende oplevelser er alle de filosofiske skoler, fra oldtiden til i dag så kommet med teorier om virkelighedens "egentlige" natur. Store filosofiske og religiøse systemers antagelser om virkelighedens egentlige natur er imidlertid mest en afspejling af hvilke personlige oplevelser af virkelighedens natur, systembyggeren selv har haft. Hvis en terapeutisk, spirituel eller filosofisk systembygger ikke selv har oplevet jeg‑overskridende ekstase, tidligere liv eller altings tidløse enhed, er det klart, at vedkommende heller ikke vil bygge sådanne grundlæggende eksistensoplevelser ind i sit filosofiske eller psykoterapeutiske system. Skal vi tage Sigmund Freud som et slående eksempel?

Religiøsitetens egentlige kilde består, efter hvad han (en brevskriver) skriver i en følelse, der aldrig plejer at forlade ham selv, og som han har fundet bekræftelse for hos mange andre, ligesom han mener at kunne forudsætte den hos millioner af mennesker. En følelse, han gerne ville betegne som en fornemmelse af "evigheden", en følelse af noget ubegrænset, skrankeløst, en ligesom "oceanisk" fornemmelse...... Jeg er ikke i stand til at finde denne "oceaniske" følelse i mig selv.             

Sigmund Freud i Kulturens Byrde, kap. I

Appelsinmodellen

En primitiv model for "tidløs reinkarnation" er "appelsinmodellen". Hvert "tidligere" liv er så et stykke af appelsinen. Normalt er vores bevidsthed ude i periferien, og derved oplever vi den nuværende inkarnation og kun den ‑ bevidstheden er langt fra at kunne se de andre inkarnationer. Hvis vi mediterer eller genoplever COEX‑systemer eller hvad som helst andet, der fører os dybere ind, kommer vi nærmere centeret. Den meditative eller spirituelle rejse går netop imod centrum af bevidstheden. Derfra er det nemt at rejse ud til alle sider - centeret er overblikspunktet.

ILLUSTRATION IND

Ud fra dette synspunkt (appelsinmodellen) er det at gå helt ind og genopleve et tidligere liv på en måde at gå ind og trække projektioner tilbage på en delpersonlighed for at integrere dens energi.

Dette kan i terapeutisk praksis udvides til at trække projektioner tilbage på alle hovedpersonerne i erindringen, uanset hvem af dem, man oplever selv at være.

Tidsrejser i stedet for "genoplevelse"

Men man kan faktisk også rejse fra nutiden og gå igennem det kosmiske centrum på en måde, så der ikke længere er tale om en genoplevelse af et tidligere liv, men om at man pludselig er der. Dvs. at der ikke samtidig er nogen bevidsthed om, at man "kom" fra en inkarnation i 1996. Det lyder måske vildt mærkværdigt, men i virkeligheden kender alle det jo fra drømmebevidstheden, hvor vi også, mens vi drømmer, oplever, at drømmens virkelighed er den egentlige virkelighed, og hvor vi ikke er bevidste om dags‑virkeligheden.

Eksempel fra min egen GT-proces

Jeg (KG) fik Gensidig Terapi som forvandler med en kvinde som guide. Jeg trak vejret dybt og hurtigt, og pludselig droppede jeg ind i at være i det, jeg bagefter anså for et "tidligere" liv. Jeg så husene (der var stråtækte huse med tag helt ned til jorden) og jeg var på stedet lige så virkeligt som i den dagligdags virkelighed og uden at have den ringeste dobbeltbevidsthed om, at dette var en "erindring". Jeg oplevede nu (jeg var kvinde i dette tidligere liv) en række dramatiske hændelser.

 Da jeg vendte tilbage til den normale virkelighed viste det sig, at min guide (som jo ellers forventes at være opmærksomt til stede for at hjælpe forvandleren!) under min oplevelse havde været inde i et bevidsthedsmæssigt "sort hul" under min oplevelse ‑ altså også havde været "helt væk"!!!

Hvad der var yderst interessant var, at jeg klart vidste, at min guide havde været min (undertrykkende) mand i tidligere livsoplevelsen. Visse pudsige nutidsmønstre mellem guiden og mig (der havde irriteret mig!) svarede præcist til de ting, der var sket "dengang".

 Jeg kiggede på guiden, og selv om oplevelsen ud fra et almindeligt synspunkt må anses for at være totalt "udflippet", forekom det mig som helt selvfølgeligt, at nu sad vi altså hér, og uden at være særlig eksistentielt rystede fortsatte vi vores samvær ved at tage opvasken.

Fra tidsoplevelse til den tidløse tilstand

Midten af appelsinen, eller "frigearet" er det punkt, hvorfra man kan overskue alle sine liv. Normalt er det ikke et punkt, man kan blive i, normalt er det "bare" en passagekanal, hvor man passerer fra den ene delpersonlighed til den anden, eller fra det ene liv til det andet, hvordan man nu vælger at beskrive det.

Men man kan altså ved at genopleve tidligere liv bevæge sig fra tidslinie‑oplevelsen til den tidløse oplevelse ‑ og det vil sige, at terapien fungerer som en "udgangsport" fra den almindelige tidsbestemte hverdagsoplevelse, til den tidløse ekstatiske tilstand.

Verden er sjælens spejl

Du skaber selv din virkelighed ‑ det meste af den ubevidst

I en hvilken som helst situation kan man sige: "Hvad er det, der gør, at dette sker for mig? Hvordan er denne situation et spejl for mig?"

Dette er en holdning, man kan opøve til verden. Man kan muligvis ikke lide at kigge i spejlet, og man kan muligvis heller ikke se, hvordan man har tiltrukket en smertefuld situation, men der ligger en grundholdning bag, som siger, at verden er et spejl.

Eksempel

En kvinde, jeg kender, som arbejder intenst med sig selv, tog sin bil og satte den i forkert gear, hvorefter hun kørte ind i bagmuren til sin carport. Alle stenene væltede ud ‑ det så vældig dramatisk ud, og der kom et flot hul i muren. Stenene væltede ned inden for hendes eget hegn, fordi carporten stod nogle meter inde på grunden, så der skete ikke nogen skade i naboens have.

Hvad ville det betyde, hvis det var en drøm? Hun kører sin bil ind i en mur, og det er bilen, der holder, og muren der ryger? Hvis det var en drøm, ville hun sikkert ved i vågen tilstand at arbejde med denne drøm finde ud af en hel masse betydninger med at bryde mure ned i sig selv, ophæve hæmninger og de solide indre mure, der ikke holder ‑ hun kunne lægge en masse symbolske betydninger i det.

Banaliseringen af spejl‑indsigten

Men med forståelsen af at verden er vores spejl, sker der ofte en banalisering, så visse mennesker på en bedrevidende eller drillende måde siger til andre: "Nåh... og hvad skal du så lære af det?" eller "Nåh... hvad siger det så om dig selv?" eller "Hvad skal du så bruge det til?" "Hvad får du mon ud af at være syg?" osv. Dette er i virkeligheden magtspil og bedreviden i spørgende form, og sådanne overfladiske talemåder bruges desværre meget i psykospirituelle kredse. Disse spørgsmål afslører også en underliggende mangel på forståelse af, at spejlingerne for det meste sker ubevidst.

Det meste af det, der sker for os, er noget vi ubevidst har tiltrukket, vi ved faktisk overhovedet ikke, hvordan vi har båret os ad med det.

Der er mange eksempler, hvor mennesker ved hjælp af positive bekræftelser har tiltrukket eller manifesteret noget, de har ønsket sig. Men her fremhæves netop de eksempler, hvor et menneske bevidst har lavet tankemanifestation. Det meste af vores personlige virkelighed skaber vi ubevidst, pr. automatik. Så selv om vi i princippet anerkender, at verden er vores spejl, ved vi for det meste ikke, hvordan vi har skabt den.

Derfor er det fuldstændig berettiget, at nogle mennesker bliver vrede på andre, der stiller de ovennævnte "drillende" spørgsmål. Man kan nemlig ikke, hvis man først er kommet så langt, sige: "Jeg skaber sgu ikke min egen virkelighed! Den har ikke noget med mig at gøre, jeg er et tilfældigt offer for omstændighederne!" Denne gamle udvej er lukket, men samtidig er der måske ikke nogen erkendelse af, hvordan man har skabt den konkrete situation, hvad det er for en energi der tiltrækker den. Det helt berettigede svar på spørgsmålet: "Nåh, hvordan har du så selv skabt...?" er altså tit: "Jeg ved det ikke!"

Projektions‑tilbagetrækning på spejlet

Hvis man mestrer projektionsteknikken i Gensidig Terapi, hvor man uden at tolke lader forvandlerenne opdage, hvad der gemmer sig i projektionerne, har man en mulighed for at lade dem selv opdage det. Hvis forvandleren f.eks. har problemer med en bestemt type person, lader man vedkommende spille den person, de har problemer med. Vise det med kroppen, mærke personens følelser osv. På den måde kan man opdage den energi, der har tiltrukket det, man ser i spejlet.

Et eksempel er det menneske, der bliver ved med at tiltrække aggressive personer, og som derfor spørger sig selv: "Hvad er det, der gør, at jeg bliver ved med at tiltrække aggressive personer, hvad er det for en mekanisme i mig selv, der gør det?" Personen udspiller da i Gensidig Terapi rollen som aggressiv person. Derved kontakter forvandleren faktisk de aggressive energier i sig selv og forløser dem. Hvis dette bliver gjort til bunds, vil forvandleren ikke længere tiltrække aggressive personer. Man tiltrækker altså præcis de energier, man endnu ikke har forløst i sig selv.

En intellektuel indsigt i situationen er slet ikke nok. En intellektuel indsigt i ovennævnte eksempelsituation ville f.eks. være: "Jeg kan godt se, at grunden til, at jeg tiltrækker så mange situationer, hvor folk hælder aggressioner ud over mig, er mine egne uforløste og ubevidste aggressioner" Et menneske med en sådan (rigtig) intellektuel indsigt vil alligevel tiltrække de samme energier, igen og igen. Det er altså en form for pseudoterapi bare at sige: "Nå, men det må jo være noget, jeg selv har tiltrukket." Denne erkendelse - sand, som den ubetvivleligt er ‑ er kun begyndelsen på terapien.

Gennemarbejdningen af de undertrykte energier, der er på spil, kan tage lang tid. Man skal ikke undervurdere hvilken krævende proces, det sommetider er. Det kan være meget svært at opdage, hvad i en selv, der har tiltrukket en bestemt situation, og det er psykologisk naivt at antage, at mennesker gør alt det, de gør, bevidst, og at der ikke er et enormt ubevidst område.

Du kan delvis skabe eller tiltrække det, du ønsker

Der er en udbredt opfattelse i omløb i spirituelle kredse, der siger: "Du kan selv med bekræftelser og visualisering fuldstændig skabe din egen virkelighed, som du vil, der er ingen grænser for, hvad du ønsker. Der er ingen, jeg kender, der kun tiltrækker det, de selv bevidst ønsker. Selv de bedste eksperter inden for visualisering kan f.eks. kæmpe med sygdom eller økonomiske problemer eller blive overvældede af nærtstående menneskers død.

Den skelnen, man nogen steder taler om, mellem det lille jegs ønsker og det Højere Selvs er måske meget god. Jeg har selv oplevet, at visse ting, jeg visualiserer på, manifesterer sig så hurtigt, at jeg bliver helt paf over det. Mens der er andre ting, jeg laver bekræftelser på, hvor det går enormt tungt, og det sker bare ikke, som jeg ønsker det. Elisabeth Güler har skrevet en hel bog: Visualisering med kærlighed (Borgen), som beskriver alle de problemer, der er forbundet med at visualisere. Dette overspringes let og elegant i mange popsmarte bøger om at "få alt, hvad man ønsker sig gennem tankekraft".

Vi tiltrækker også det ubehagelige, vi har brug for

Hvem ønsker sig f.eks. at miste alle sine penge? Hvem ønsker sig, at ens hus pludselig er brændt ned? Hvem ønsker sig, at ens elskede skal dø? At blive syg? Og dog sker alle disse ting. Universet er fuld af uforklarlige hændelser, som vi ikke selv kan styre, og hvor der er nogle dyberegående grunde til, at vi skal opleve dem.

Universet ser fra et højere synspunkt, hvad mennesker har brug for (men som de ikke ønsker sig) og giver dem det! Det kan være svært selv at se, hvad man skal bruge sådanne uønskede hændelser til. Man visualiserer altså, og nogle gange får man sine ønsker opfyldt, men man kan ikke skabe hele sit univers.

I nogle visualiseringskredse kan jeg fornemme en holdning, der siger noget i retning af: "Det er din egen skyld. Hvis du ikke er komplet lykkelig hele tiden fra morgen til aften, hele dit liv, så er det simpelthen bare, fordi du ikke er god nok til bruge bekræftelser og visualisering!" eller: "Ha! Ha! Hvad er det for en selvangivelse med den årsindtægt ‑ har du ikke lært at visualisere ordentligt endnu?" Denne holdning er en måde at nedgøre den pågældende på.

Vi får altså ikke kun det, vi bevidst bekræfter og visualiserer. Vi får sådan en sær blanding: noget bliver blokeret, andet bliver fremmet, og vi får en masse, som vi ikke selv har ønsket os.

At se hvorfor man får det negative, man får, kan være en meget dybtgående erkendelse. Hvis man har tillid til universet, kan man stole på, at selv om det er ekstremt smertefuldt, ubehageligt og uønsket, har ens eget Højere Selv i sidste ende gavn af det ‑ selv om man ikke kan overskue, hvorfor det sker, og selv om der kan gå år, inden man kan se, hvorfor det skulle gå på den måde, det gjorde. Det er den holdning, der i en anden sprogbrug end min kaldes "at have tillid til Gud."

Vi tiltrækker hændelser, der fremprovokerer fornægtede følelser

En af de stærkeste mekanismer i at tiltrække "negative" hændelser fra universet er det ganske fundamentale princip, at disse hændelser har til formål at få endnu ikke forløste følelser og traumer frem til overfladen for at give os muligheden for at konfrontere eller udrense dem.

De ydre negative hændelser er altså et spejl af de uforløste energier, man ikke har fået afreageret og forløst i sig selv. De er dermed ‑ omend ofte uvelkomne ‑ chancer for at forløse de undertrykte følelser. Og forløsningen af de undertrykte følelser bringer os nærmere på den spontane oplevelse af ekstasen og det guddommelige.

Man kunne på en måde sige, at vi i virkeligheden burde være taknemmelige over for de mennesker eller situationer, der tvinger vores dybe angst, raseri eller sårethed op til overfladen, fordi det er alle tiders terapimulighed, og vi sikkert ikke havde kunnet komme i kontakt med denne følelse på en blidere måde. Jeg kommer mere ind på denne holdning i mit afsnit om terapi på ulykkeligt forelskede side xx. Men selvfølgelig er fremprovokeringen af følelserne ikke til nogen nytte, hvis vi ikke griber lejligheden til at forløse dem og gå dybere, men bare indlader os i et slagsmål med de ydre omstændigheder, der på "uretfærdig" vis satte os i situationen.

Karmaopfattelser

Dette bringer mig frem til min opfattelse af, hvad karma egentlig er. Det er jo et ord, der bruges i den grad i den psykospirituelle bevægelse til at forklare, hvorfor alle mulige hændelser sker for os. Det viser sig dog, at hvis man går folk lidt på klingen med, hvad denne karma egentlig er for en størrelse, vil man få vidt forskellige opfattelser præsenteret.

Spejlteorien for menneskelig udvikling ‑ verden er dit spejl ‑ er en god sammenhæng til at fortælle, hvad jeg personlig tror, at karma er. Da der jo er tale om en udlægning af en af de mest universelle spirituelle lovmæssigheder, vil min opfattelse selvfølgelig være begrænset af mine erfaringer, så tag venligst kun udlægningen for mit personlige forsøg på at forstå karmaloven!

En af de gængse opfattelser er, at karma er en form for straf, hvor de skadelige handlinger, vi i det nuværende eller i tidligere liv har gjort mod andre levende væsener, rammer os selv som en boomerang, efter et nådesløst, men langsigtet aktion‑reaktion princip.

Karma som medfølelsestræning

En lidt mere avanceret opfattelse er, at karmaloven har til formål at lære os at lade være med at gøre sådanne skadelige handlinger fremover. Den bedste læremester i "ikke‑skade" eller "ikke‑nænne" princippet er selv at opleve at blive tilføjet smerte, så ens opmærksomhed og medfølelse over for andre levende væsener udvikles.

Denne "skole"udlægning ligger tættere på den opfattelse, jeg selv har, idet jeg helt klart er enig i, at man ikke slipper for selv at opleve psykisk og fysisk smerte, før man har tilegnet sig "ikke‑nænne" princippet i fuldt omfang. Dette skal ikke forstås således, at man nu undlader at skade "for ikke at få dårlig karma", men simpelt hen på den måde at ens opmærksomhed og medfølelsesevne er udviklet så meget, at man simpelthen ikke kan eller vil gøre det.

Hele denne karmaforståelse er måske blevet allerfinest forklaret af vores landsmand Martinus, som jo også meget stærkt gjorde opmærksom på, at en grundlæggende og helt logisk følge af at udvikle denne medfølelse er at blive totalt vegetar. Min egen start på at være vegetar (i 1980erne) kom udelukkende ud fra en forståelse af ikke-skade eller medfølelsesprincippet og var ikke begrundet. Jeg elskede smagen af kød og var opdraget med denne diæt, men jeg kunne ikke længere stå model til at være med til at tilføje dyr et dårligt liv, smerte og dødsangst.

Følelsesforløsning og tilgivelse

Min opfattelse af karma bygger nærmest på begrebet "uafsluttede situationer". Den uforløste energi, man ikke har gennemarbejdet, tiltrækker ubehagelige "karmiske hændelser" for at give en chancen for at leve de negative følelser og erindringer igennem og give slip på de negative mønstre. Til uafsluttede situationer hører først og fremmest de hændelser fra det nuværende og fra tidligere liv, hvor vi har skadet andre, men ikke forløst skyldfølelserne og tilgivet os selv, og de hændelser hvor andre har skadet os, og hvor vi ikke har forløst smerten over dette og tilgivet de andre.

Jeg skriver med velberåd hu forløst følelserne og tilgivet, fordi det er yderst vigtigt at indse, at man ikke blot tilgiver sig selv eller andre hen over den følelsesmæssige ladning, der omgiver de traumatiske situationer. Igen kan filosofien om at tilgive komme til at fungere som en gang falsk lyserød lak hen over alle de uforløste negative følelser af skyld, skam, sorg, raseri, hævntørst, jalousi osv., der rent faktisk er bundet i alle disse hændelser.

Jeg tror ganske enkelt på, at det er forvandlingen af disse undertrykte følelser og udrensningen af dem, der muliggør den ægte tilgivelse, og at det sande arbejde med sig selv derfor begynder med forvandling og slutter med tilgivelse. Tilgivelsen er altså ikke så meget en handling, man vælger at udføre, som den følelsestilstand, man når frem til. Man holder op med at klynge sig til det menneske der har skadet en og til fortidens smerte.

Regression ‑ med og uden følelsesforløsning

De forskellige terapeutiske systemer afviger dog meget kraftigt fra hinanden med hensyn til, hvor stærke følelsesforløsninger de opmuntrer til eller bare tillader i forbindelse med genoplevelse af traumatiske erindringer. Der er de retninger og terapeuter, der helst ser, at forvandleren sidder pænt i lænestolen eller ligger stille på briksen og stilfærdigt genoplever selv de mest rædselsfulde ting. Når jeg ser forvandleren i Gensidig Terapi-sessioner på meget dramatisk vis udtrykke og forløse de følelser, der knytter sig til traumatiske hændelser, kan jeg ikke lade være med at tænke på de regressionsguider, der ikke tillader eller opmuntrer det fulde følelsesudtryk hos deres forvandleren, og på hvad der bliver af alle de indestængte energier, der berøres, men ikke forløses. Jeg opfatter denne fremgangsmåde som en underlig spaltet måde at lave terapi på ‑ som at køre med speederen og bremsen i bund samtidig.

Karma har udrensning af negative energier til formål

De ubehagelige og negative oplevelser, man har, er således udelukkende noget, der skal spejle, hvad der er uforløst i en selv. Jo mere man giver slip på af de indre negative følelser og erindringer, des mindre kommer der ubehagelige hændelser udefra, og jo lettere kan man kontakte ekstasen og den guddommelige energi. Hvis man således ser nogle lag dybere end de umiddelbare ubehagelige hændelser, har de til formål at give os chancen for at rense de indre forhindringer ‑ de fortrængte følelser og erindringer ‑ væk, der står i vejen for vores forening med det guddommelige lys. Uanset hvor smertefulde og angstprovokerende de opleves her og nu, er der et positivt tilbud om renselse bag.

Jeg har også den opfattelse af karmaloven, at de slemmeste karmiske hændelser oftest kommer efter, at "karmauddeleren" har forsøgt sig med meget mildere midler for at få os til at kontakte og forløse de indre blokeringer og fortrængninger. De barske hændelser kommer som regel først, når vi igen og igen har overhørt de mere subtile eller hviskende budskaber. Det kan meget nemt lade sig gøre at overhøre den indre stemme til at begynde med, hvor den hvisker som en brise mellem bladene, men ikke i længden, hvor budskabet - hvis vi hele tiden overhører det ‑ til sidst kommer som et øresønderrivende dommedagsbrag.

Den bedste "beskyttelse" vi kan yde os selv mod vores egen "dårlige karma" er således:

1. At forløse alle fornægtede og fortrængte følelser, når de melder sig i bevidsthedsfeltet, og vi har muligheden. Og ikke at hvile på laurbærrene: "Det har jeg jo allerede gjort!" Karmauddeleren kommer hele tiden med nye ting, vi skal slippe og frigøre os fra!
    
2. Omhyggeligt hver dag at lytte meget nøje til den indre stemmes hvisken ‑ og følge dens energi ‑ så den slet ikke behøver tage megafonen i brug.

Professionaliseringen af følelserne

Professionaliseringen er nok nødvendig inden for en stor del af det område, den traditionelle psykiatri tager sig af, hvor der er tale om egentlig sindssygdom, der faktisk kræver meget lægelig ekspertviden at håndtere, men professionaliseringen har bredt sig langt ind på det store område af almindelige menneskers følelsesmæssige problemer.

Bag professionaliseringen af følelseshåndteringen ligger en holdning, der kunne formuleres som noget i retning af: "Dybe følelser er så stærke sager, at der skal specialistuddannede, dyre terapeuter med universitetseksamen til".

Denne holdning til følelser er ligeså unaturlig, som hvis man om sex sagde: "Når jeg vil have en orgasme, er det jo stærke sager, der kan gå meget dybt, og derfor må jeg have en kvalificeret professionel, der virkelig har forstand på det dér, til at give mig orgasme. Så kraftige ting kan man ikke overlade til amatøragtig hjælp fra uuddannede!"

Hvis professionaliserings‑holdningen overføres på det sexuelle område, er den, som læseren ser, indlysende grotesk, men jeg mener faktisk, at det er ligeså unaturligt, at venner, familie og kærester ikke kan hjælpe hinanden gensidigt med at forløse stærke og undertrykte følelser som sorg, raseri, rædsel osv.

At skulle udlade så mange undertrykte følelser, som millioner af mennesker på planeten trænger til at få udladt og gennemlevet, ville desuden være helt urealistisk ‑ økonomisk og tidsmæssigt ‑ at gøre professionelt. De professionelle følelsesforløsere har deres rolle i visse situationer ‑ ikke som "hverdagskost".

I virkeligheden burde det ideelt være sådan, at venner, familie, kærester og ægtefolk gensidigt hjalp hinanden med følelsesforløsning og personlig vækst. Dette ideal er som bekendt meget langt fra virkeligheden. Og fremmedgjortheden over for stærke følelser og det spirituelle er så udbredt, at mennesker, der i og for sig er af god hjælpe‑vilje, ikke rigtig ved, hvad de skal gøre, eller gør lige det modsatte af det, der faktisk hjælper. Således har de faktisk brug for at blive trænet i, hvordan man gør, i at give følelserne plads og i at opmuntre dem og lære at holde op med en lang række kommunikationsuvaner, der direkte hæmmer følelsesforløsningen.

Hvis vi vender tilbage til den ovennævnte analogi til sex, kunne denne træning paralleliseres med, at der jo gøres meget ud af sex-oplysning, og at man godt ved, at par ikke bare sådan "finder ud af det af sig selv", men har brug for megen hjælp og viden om sex for at kunne gøre hinanden mest muligt ekstatiske.

Gensidig Terapi-systemet

Det logiske skridt er derfor efter min mening Gensidig Terapi, forstået som gratis udveksling af hjælp til personlig spirituel udvikling enten i terapigrupper eller på topersoners udvekslingsbasis.

Jeg valgte ud fra denne grundholdning i 1978 at gøre udviklingen af et gensidig terapisystem på ligeberettiget udvekslingsbasis til mit livsværk. Jeg har i årene siden undervist et eller andet sted mellem tusinde og totusinde mennesker i Danmark i at udøve Gensidig Terapi. Jeg har i alle disse år arbejdet på at udvikle terapiteknikkerne, miljøet og undervisningen i Gensidig Terapi.

Selvhjælpsgrupper

En anden fremgangsmåde, der har fået stor udbredelse de senere år, er de såkaldte selvhjælpsgrupper. Disse grupper er meget forskellige fra Gensidig Terapi, idet de for det første næsten altid bygger på, at man har samlet mennesker med det samme problem (f.eks. kræftsygdom, alkoholisme, spiseforstyrrelser, dødsfald i familien osv.) i én gruppe for at de kan støtte hinanden gennem samtale. Oftest har medlemmerne ingen særlig viden eller kunnen om dyberegående terapiteknikker, selvom der sommetider er en professionel guide med i en sådan gruppe som gruppeleder.

Nye roller for professionelle guider

Hvis vi tænker os, at filosofien om Gensidig Terapi og selvhjælpsgrupper generelt finder fodfæste i samfundet, vil de professionelle guiders rolle blive en helt anden end i dag. Der vil stadig være brug for professionelle guider, der kan lave envejs‑terapi mod betaling på forvandleren, der er i en fase, hvor de har brug for dette. Her er der først og fremmest tale om forvandleren, der har det så skidt, at de ikke kan fungere som guider for andre eller deltage på kurser i Gensidig Terapi.

Da der stadig vil være mange mennesker i denne situation, som ligger uden for det gensidige netværks kapacitet, vil de være henvist til professionel terapi. Men fremtidens professionelle guider vil da være klar over fordelene ved gensidigheds‑princippet og vil se det som deres opgave at bringe forvandleren så langt i sin udviklingsproces, at han eller hun er i stand til at tilslutte sig et gensidigt netværk.

Den anden rolle, nogle professionelle guider vil få, er som guide‑pædagoger. Dvs. at deres rolle bliver at lære andre de terapeutiske teknikker til gensidig brug. At forklare, demonstrere og lære mange andre de fundamentale terapeutiske teknikker og grundregler. Det er den rolle, jeg og de andre lærere i Gensidig Terapi har i dag.

Desuden vil der være brug for de professionelle som ledere af de ovennævnte selvhjælpsgrupper. De bedste ledere her er i øvrigt de mennesker, der selv har haft de pågældende problemer og har fundet vejen ud af dem.  

Pengene ville være bedre anvendt til at
støtte selvhjælp og gensidig hjælp

Tilskuddet til individuel terapi ‑ hvad enten der er tale om frihed i guidevalg eller ej - vil dog under alle omstændigheder, hvis det ydes i det omfang, der er efterspørgsel efter det, blive rasende dyrt for samfundet. Samtidig fastholder det også "følelses‑professionaliseringen". Samfundet vil kunne spare utrolige summer, hvis det gik op for politikere og andre ansvarlige, at løsningen på problemet ligger i at gå ind og støtte princippet om selvhjælpsgrupper og gensidig terapi, altså at almindelige mennesker med den rigtige støtte er i stand til at hjælpe hinanden. De begrænsede ressourcer, man er villig til at anvende, vil være allerbedst anbragt til at støtte initiativer af denne art overalt og i at uddanne mennesker, der er kvalificerede til at støtte selvhjælpsgrupper og til at være lærere i Gensidig Terapi ‑ dvs. undervise almindelige mennesker i gensidig hjælp til personlig og spirituel udvikling.

Følelser, højenergi og sex

Vi har nu kigget på følelsernes rolle i psyko‑spirituel udvikling, og min læser kan ikke længere være i tvivl om, at mine meninger om dette står i skarp modsætning både til holdninger, der er vidt udbredte i new age miljøet, og til holdninger i professionelle terapeutkredse.

• Jeg har påpeget det unaturlige og unødvendige i professionaliseringen af følelserne og nødvendigheden af at henlægge størstedelen af den personlige udvikling til netværk med selvhjælpsgrupper og Gensidig Terapi.
• At mærke, udtrykke og udrense alle negative følelser er en helt central dimension i personlig udvikling. Vi har set, at det er nødvendigt at turde give helt slip og gå helt ind i følelserne.

Vi har set, at vores bundne energier fungerer som magneter for spejlende og følelsesprovokerende hændelser i den ydre verden, og at vi også kan forvandle de energier, der ser ud, som om de kommer til os "udefra" (projektioner).

Vi har set, at også såkaldt negative følelser kan bruges som råstof for glæde, frihed og ekstase, idet de på magisk vis forvandles ved, at man går helt ind i dem.

Og vi har set, at forudsætningen for følelsesforvandling og opnåelse af ekstase er højenergi, og at det ikke så meget er spørgsmålet om hvilke følelser, der kan forvandles, men om selve energiniveauet.

Tilbage til menu

Er bogstaverne for små/store?