Hvad er Gensidig Terapi ? Læs bogen Gensidig Terapi Kontakt Forside Læs bogen Ekstasens nødvendighed

1 Ekstasens nødvendighed

2 Hvad er ekstase?

3 Ekstase og følelser

4 Ekstase og sex

5 Ekstase og forelskelse

6 Ekstase, yoga og meditation

7 Ekstase dans og kropsorienterede veje

8 Ekstasens farlige profeter  

Hvad er ekstase?

‑ at overskride jeg-følelsen

Den smukkeste følelse, vi kan opleve, er mystikkens. Den er al sand kunsts og videnskabs sædemand. Det menneske, der er fremmed for denne følelse, er så godt som dødt.
Albert Einstein

Lad os bruge dette kapitel at finde ud af, hvad ekstase egentlig er, og lad os gemme beskrivelserne af alle de måder, hvorpå man kan opnå de ekstatiske tilstande, til senere kapitler.

Hvad er det for grundlæggende kendetegn, der er fælles for ekstatiske tilstande, uanset hvor forskellige de er?

 

Ek‑stase = at være ude af den statiske tilstand

Ordet ekstase er oprindelig et græsk ord og er dannet af ek, der betyder ude af, og stase, der betyder næsten det samme som fordanskningen statisk altså stabil, ubevægelig tilstand.

Ek‑stase er altså at være ude af den stabile eller ubevægelige tilstand.

Den stabile tilstand, der er tale om, er den dagligdags oplevelse af at være et fast, statisk, stabilt jeg. I ek‑stasen går bevidstheden hinsides eller transcenderer denne oplevelse af jeget og bliver meget større, udvider sig, forener sig med andre, naturen, kosmos eller Gud.

Bogen burde faktisk hedde: Ekstasernes nødvendighed, for der findes nemlig mange forskellige former for ekstase! Deres oplevelsesmæssige indhold kan variere, de kan have forskellig årsag, være langvarige eller korte, de kan være verdslige eller religiøse, vulkanske eller smeltede, stilfærdige eller demonstrative ‑ men det fælles gennemgående element er, at jegfølelsen overskrides, eller transcenderes.

Ordet ekstase er valgt med stor omhu, fordi det helt sikkert er det danske sprogs bedste betegnelse for det, jeg vil skrive om. Hvis jeg i stedet havde valgt at skrive om "åndelige", "spirituelle" oplevelser eller "mystisk‑religiøse" oplevelser, ville jeg ikke ramme den centrale pointe, og en masse oplevelsestyper, der normalt slet ikke regnes for åndelige, spirituelle eller religiøse, ville blive udelukket.

Ordet ekstase har den vidunderlige egenskab, at det både kan stå for "verdslige" oplevelser af at gå hinsides jeget, f.eks. i sex eller forelskelse, dans, musik og sang, sammensmeltning med naturen osv. og for de mystisk‑religiøse oplevelser af jeg‑overskridelse fra alle de forskellige religioner planeten rundt.

Berninis statue af Den
Hellige Teresas ekstase:

Jeg er overbevist om, at disse "verdslige" oplevelser af ekstase har en grundlæggende lighed med de religiøse, og jeg vil faktisk ikke i denne bog gå så højt op i, om en ekstaseoplevelse er religiøs eller ikke-religiøs.

Om oplevelser, der på mange måder ligner hinanden, fortolkes religiøst/teologisk eller ej, afhænger i høj grad af forhåndsindstillingen hos det menneske, der har oplevelsen, af de kulturelle omstændigheder, der omgiver vedkommende osv.

Ekstase er en naturlig tilstand, vi vender tilbage til

Længslen efter ekstase er et grundlæggende menneskeligt behov, fordi den grænseløse og ekstatiske tilstand er vores inderste natur. Oplevelsen af jegets isolation eller adskilthed er derimod en (midlertidig) indespærring af vores dybeste oprindelige natur. Denne indespærring, har det været nødvendigt for os at skabe for at fungere på det fysisk‑materielle plan og for at overleve.

Det er derfor en misforståelse at anse længslen efter oplevelsen af ekstase for at være en længsel efter noget, der skal føjes til eller lægges ovenpå den almindelige oplevelse af at være et jeg, en slags "flødeskum på lagkagen". Det er faktisk blot længslen tilbage til det, der er sjælens naturlige tilstand. Den ekstatiske oplevelse er ikke en proces, hvor der bliver lagt noget ekstra på, men tværtimod en proces, hvor noget tages væk: Oplevelsen af at være et jeg, der er adskilt fra universet.

At gå hinsides jeggrænserne er karakteristisk for alle ekstatiske oplevelser, og andre fælles og typiske karakteristika kan mere eller mindre forstås herudfra.

Kuren mod at føle sig indespærret i jeget er oplevelsesmæssigt at gå ud over det. Det er vigtigt, at dette ikke er det samme som at udslette jeget. Jeg kunne have valgt betegnelsen "jegopløsning" for tilstanden, men jeg vælger bevidst at overskride jeget som en langt bedre betegnelse. Forhåbentlig bliver forskellen mellem disse to begreber tydeligere og tydeligere for læseren i løbet af dette kapitel.

Vulkansk ekstase og smeltet ekstase

  Jeg følte det, som om jeg var på stoftrip 24 timer i døgnet, høj, blid, lyksalig på en rolig måde. Hver eneste dag var mere intens end den foregående, hver eneste meditation mere intens, og halvvejs gennem meditationslejren skete det. "Det". Satori. Kosmisk Orgasme.

Toppen af hovedet eksploderede pludselig med den kraftigste orgasme, jeg nogensinde har oplevet. Den oversvømmede alle dele af kroppen. Jeg faldt om på jorden, og folk dansede over mig og omkring mig... længe efter den stille passive del af meditationen var slut, lå jeg på jorden totalt opslugt af lyksalighed, mens min væren svævede et eller andet sted over mit hoved og nød den frihed ikke at være begrænset af min krop... Lyksaligheden varede ved resten af meditationslejren og gennemtrængte alt, hvad jeg gjorde... Jeg var forelsket i alting og i alle. Hver en klippe, hvert et græsstrå, hver en fugl.

Satya Bharti Franklin i The Promise of Paradise

Bagsiden ved at vælge ordet ekstase som en fællesbetegnelse for alle de tilstande, hvor et menneske går hinsides følelsen af at være et begrænset jeg, er, at en del mennesker identificerer ordet ekstase alene med den type ekstase, som med en betegnelse fra Stanislav Grof kunne kaldes vulkansk ekstase. Vulkansk ekstase er den tilstand, hvor ekstasefølelsen er ledsaget af en meget høj grad af kropslig ophidselse og aktivitet.

Ekstase kan da blive forstået i en alt for snæver betydning f.eks kun som lækker sex, vild afrikansk dans eller fodboldkamp i Fælledparken. Eller selvfølgelig rutsjebanekstase:

Nøgen-rutsjebane tur til fordel for brystkræftramte Southend-on-Sea, England 2010

 

 

Men mange af de dejligste, smukkeste og dybeste ekstasetilstande er fuldstændig stilfærdige oplevelser, meditative oplevelser af enhed, frihed, grænseløshed og kærlighed til alt, der måske kun giver sig udtryk udadtil i en henført eller henrevet ansigtsudtryk (kig engang på denne bogs forside!), men slet ikke i aktivitet. De fleste mystisk‑religiøse oplevelser af enhed med Gud, Altet, Brahman, Nirvana, og hvad det nu kaldes inden for de forskellige religioner, tilhører denne type ekstase, som Grof kalder smeltet ekstase.

Fælles for den vulkanske og den smeltede form for ekstase er den midlertidige ophævelse af følelsen af at være et begrænset jeg, og udvidelsen af bevidstheden til at omfatte noget, der går langt ud over jeget.

Der er ikke tale om to helt forskellige former for ekstase. Den vilde vulkanske og den stille smeltede ekstase ligger tæt på hinanden, og de to former glider meget tit direkte over i hinanden. Dette forhold vil især blive tydeliggjort i kapitlet Ekstase og følelser, hvor jeg beskriver sammenhængen mellem højenergi‑tilstande, forvandling og ekstase.

Jeg vil nu gå over til at beskrive en række andre karakteristika ved ekstatiske oplevelser, der i større eller mindre grad ofte ledsager oplevelsen af at gå ud over jeget.

Tidløshed og det evige nu

Det evige liv er ikke et land på den anden side  af døden... Det evige liv er en tilstand i menneskets sjæl, det er livets dybeste virkelighed.

J. Anker Larsen, dansk mystiker og forfatter i
For åben dør

Eternity is in love with the productions of time.
William Blake, engelsk mystiker (1757 - 1826)

 

Ved den totale ekstase forsvinder tiden, og ekstatikeren oplever "evigheden". Men det er en evighed, der er nu, det tidløse nu, uden fortid eller fremtid. Der er tale om en total oplevelse i nuet, en oplevelse, hvor evigheden ikke er noget ude i fremtiden, man stræber efter, men hvor evigheden altid er tilstede i det tidløse nu.

Tiden er en ubevidst ledsagefunktion til følelsen af at være et jeg, og derfor medfører overskridelsen af jeget også, at tiden ophæves. Når vi føler os som et afgrænset jeg, går tiden. Når vi er grænseløse væsener, står tiden også stille.

Oplevelsen af tidløshed i ekstatiske oplevelser er selvfølgelig en grundlæggende kommentar til det evige problem om tidens natur, som filosofferne har diskuteret gennem tusinder af år. Er tiden noget "uden for" os selv, som "går", eller skaber sindet selv denne måde at opleve universet på?

Ekstaseoplevelsernes tidløshed ser ud til at vise, at oplevelsen af at tiden går hænger direkte sammen med følelsen af at være begrænset af et jeg, at tiden "skabes" af jeget.

Om tiden "eksisterer" eller er en "illusion" afhænger således fuldstændig af, hvilken bevidsthedstilstand vi er i, når vi stiller/besvarer spørgsmålet!

Så længe vi oplever vores jeg og adskillelsen fra omverdenen som virkelig ‑ ja så går tiden også. Og jo mere jegfølelsen forsvinder ‑ des mere står tiden stille. Det mest velkendte eksempel på dette er, at vi glemmer tiden, når vi er helt opslugte af noget, og "lige pludselig" er der så gået mange timer ‑ i jordisk tid!

Hele denne tidsproblematik er yderst interessant i forbindelse med regressionsterapi, måske især når denne regressionsterapi går ud over de normale jeggrænser til genoplevelser af tidligere liv. De mærkværdige paradokser i denne forbindelse beskrives i det næste kapitel Ekstase og følelser.

I ekstasen oplever vi altså det i os, der er tidløst, uden begyndelse og uden afslutning, som altid har været der og altid vil være der ‑ uanset kroppens død. Oplevelsen af det evige nu i ekstasetilstanden har derfor også en afgørende betydning for vores oplevelse af, hvad fysisk død er. Dødens natur er selvfølgelig et af de allervigtigste emner for os dødelige væsener. Jeg vil beskrive dette område i et senere kapitel Ekstase og døden.

Modsætningernes forening, intensiveret sansning

If the Doors of perception was cleansed,
everything would appear as it is ‑ infinite.
William Blake

Det er ikke hvordan Verden er, der er det mystiske, men at den er.
Ludwig Wittgenstein

Der er her tale om en direkte oplevelse af princippet om modsætningernes forening i en højere syntese. Vi kan tænke på, at ordet hellig har sin sproglige oprindelse i ordet hel og at ordet religion kommer fra det latinske re‑ligare = at sammenbinde igen.

I ekstaseoplevelsen sammensmeltes de polære modsætninger: godt/ ondt, mand/kvinde, følelse/intellekt, helligt/verdsligt, sanseligt/spirituelt.

Dette sker ikke på den måde, at det hele "flyder ud", men man ser, at disse modsætningspar gensidigt betinger hinanden. Den kinesiske symbolik for denne enhed er yin‑yang tegnet.

Ekstaseoplevelsen kan være knyttet sammen med følelsen af, at "alting er i orden", universet er, som det skal være. Fra dette bevidsthedsplan ses "det onde" i sin totale sammenhæng som noget nødvendigt. Det er Universets grundlæggende "sådanhed", der opleves hinsides godt og ondt. I denne tilstand værdsættes alting, alene fordi det eksisterer.

Den opdelende måde, vi normalt oplever på, i virkeligheden et udtryk for os selv, ikke for en struktur, "derude". Inddelingerne, vi foretager, er et forsøg på at  "gribe verden" eller fastholde en virkelighed, der er i evig forandring, et forsøg på at fastfryse en realitet. Der er altså tale om en projektion, dvs. de opdelinger, vi oplever i verden, er opdelingerne i vores eget sind.

I den ekstatiske tilstand ændres og intensiveres sanseopfattelsen meget kraftigt. Opmærksomheden er total, sanseopfattelsen præget af helhed, hvor det, der opleves, er frigjort fra nyttebetragtninger: Man sammenligner ikke det, man oplever, med andre ting og bedømmer det ikke.

Ekstasen er vanskelig at beskrive i ord

'Selve forsøget på at anvende sproget til at beskrive ekstase og oplevelsen af at gå hinsides jeget støder på en del problemer.

Kommunikationsvanskelighederne er delvis bestemt af, at sproget er blevet til som et praktisk instrument i kampen for materiel overlevelse og ikke er udformet til at udtrykke ekstatiske bevidsthedstilstande.

De oplevelser, det drejer sig om, er der ikke tradition for at beskrive hverken i det mere ordinære dagligsprog eller i det traditionelle videnskabelige.

Sproget er opbygget gennem modsætninger, så det er vanskeligt at beskrive  f.eks. "modsætningernes forening". Det er opbygget efter en "enten‑eller" tankegang, hvor udsagn om  ekstase og overskridelsen af jeget bliver mærkelige eller netop "mystiske".

 Ordet "mystik" kommer fra det græske myein = at lukke øjne og mund. Oprindeligt har det betydet, at disse oplevelser skulle være hemmelige blandt de indviede og ikke måtte kommunikeres til almindelige dødelige.

Ordet "mystisk" oplevelse kan nemt misforstås i retning af "mærkelige", "skjulte" eller "sjældne". Sådanne associationer er helt i modstrid med denne bogs budskaber, og jeg har derfor helt fravalgt den gængse sprogbrug "mystiske" eller "mystisk‑religiøse" oplevelser.

De poetiske udtryk for ekstasen

To see a World in a Grain of Sand
And a Heaven in a Wild Flower
Hold Infinity in the palm of your hand
And Eternity in an hour.

                  William Blake

Ekstaseoplevere i øst og vest har i stedet for det prosaiske dagligsprog ofte søgt at ramme intensiteten og skønheden i oplevelserne ved anvendelse af poetisk sprogbrug, lignelser og symboler. De poetiske formuleringer rører ved dybere lag og sætter følelserne mere i gang på grund af deres suggererende og medrivende kraft.

Af samme grund har jeg krydret min bog med citater fra mystikere, poeter og sangskrivere. Citaterne er taget med for at give atmosfære, for at prøve på at fange den poetiske skønhed ved ekstasen, ikke for at "bevise" noget af det, jeg skriver!

Det er ikke ordene i sig selv, der er betydningsfulde, men den bevidsthedstilstand, ordene viser hen til. Der er altså gået noget helt galt i kommunikationen hvis nogen hæfter sig mere ved fingeren, der peger på fuldmånen, end ved den smukke måne og siger:

"Sikken en interessant finger, må jeg sutte på den?" eller

"Det er ikke en interessant finger ‑ væk med den!"

Den ekstatiske enhedsoplevelse er tværkulturel

Den ekstatiske oplevelse er en universelt forekommende bevidsthedstilstand, hvis væsenskarakteristika, man genfinder inden for en lang række forskellige religiøse og ikke‑religiøse sammenhænge. Der er tale om en universel oplevelse, der ligger forud for den filosofiske eller teologiske fortolkning af denne oplevelse.

Oplevelsen forekommer selvfølgelig altid i en bestemt kulturel sammenhæng, og den måde, hvorpå et menneske tolker sin oplevelse, stammer naturligt nok fra de religiøse og filosofiske idéer i det pågældende menneskes kultur. Fortolkningen af jeg‑overskridelsen er kulturbetinget, så de beskrivelser, forskellige mennesker kommer med, kan se højst forskellige ud på trods af oplevelsernes væsenslighed.

Forskellene mellem de religiøse og filosofiske idéer fra kultur til kultur har en tendens til at skjule denne grundlæggende lighed.

De religiøse ekstaseoplevelser, der beskrives inden for kristendommens mystiker‑traditioner, i buddhistisk meditation, inden for yoga‑traditionen, hos sufierne inden for islam, i balinesernes ekstaseceremonier og i Kungbuskmændenes trancedanse i Kalahari-ørkenen, er i deres essens ens.

Ekstase i dansk tradition

Og ethvert sted på planeten har sin kulturspecifikke lokaludgave af oplevelserne. I Danmark er vi heldige. Selv i så lille et sprogområde har vi poetiske beskrivelser af enhedsoplevelser, mystik og ekstase med fuld lokalkolorit.

Dette gælder både inden for skønlitteraturen, hvor vi f.eks. har Grundtvigs salmer og Anker Larsens spirituelle romaner, der foregår i et gammeldags dansk bondemiljø.

Martinus og ekstasen

Danmark har også en spirituel gigant som Martinus, som i sine bøger, på baggrund af sine egne oplevelser, logisk og systematisk udlægger et verdensbillede, der bygger på udvikling gennem reinkarnation og enhedsoplevelse med Gud og kærlighed til alle levende væsener.

Martinus har en meget manende, blomstrende, særegen anvendelse af det danske sprog - prøv at læse i hans værker. Han beskriver i udpræget grad det, jeg kalder ekstase. Han bruger f.eks. ord som: "Lysglimtsoplevelse af den højeste ild eller lysets fra Guds evige ånds strålevæld." Og han beskriver hvordan vi kan udvikle os frem mod mere og mere oplevelse af denne tilstand.

Ubevidst aktiv opretholdelse af jeg‑følelsen

I betragtning af, at den ekstatiske tilstand er vores grundlæggende natur, er det egentlig en fantastisk præstation af os mennesker, at vi overhovedet kan opretholde en adskilt jeg‑identitet. Men faktisk bliver vi stædigt ved med at føle: "Jeg er adskilt fra universet", så vi har virkelig lært lektien godt! Hvordan lader det sig overhovedet gøre?

Der er tale om en ubevidst, men aktiv indsats for at bevare jeg‑følelsen. Vi gør det på en måde hvert sekund af vores liv.

Det kan måske sammenlignes med at holde balancen ved at køre på cykel. Kort tid efter, at man holder op med at træde pedalerne rundt, vælter cyklen. Det kræver en konstant aktiv indsats at holde cyklen fra at falde. Men læg mærke til, at vi ikke hele tiden skal huske os selv på at trampe i pedalerne for ikke at falde ‑ det fungerer, når vi først har lært at cykle, automatisk og det meste af tiden ubevidst.

 Sådan er det også med jeget ‑ vi træder faktisk jeg‑pedalerne rundt selv, det sker automatisk og ubevidst. Men når vi kører på cykel, tænker vi heller ikke over, at vi træder rundt ‑ det er blevet automatisk. Det opleves lidt som, at cyklen "selv kører", mens vi  kigger på trafikken, landskabet eller tænker på, hvor vi skal hen. Men det er selvfølgelig en del sværere for os at holde op med at skabe jegfølelsen end at holde op med at træde pedalerne rundt på vores cykel. Vi må omhyggeligt lære, hvordan vi stopper bevægelsen. Det er f.eks. det, vi gør, når vi lærer at meditere.

Men der er altså ingen, der siger, at man ikke må cykle!! Opretholdelsen af jeg‑følelsen til daglig brug er udmærket. Man skal være godt til-freds med, at man evner at opretholde en jegfølelse, den er faktisk nødvendig for at overleve!

Problemet kommer først, når man ikke kan lade være og er fanget i sit jeg. Det gælder om at gå hinsides jeget ‑ ikke om at udslette det.

Jegfølelsen som et hus, man kan gå ind og ud af

Man bør altså være ligeså tilfreds med sin dagligdags jegfølelse, som hr. Hansen er med sit gode hus. Han går måske ind i det, når det regner, når det blæser eller er koldt, og i øvrigt når han skal sove og lave alle mulige andre ting. Når han vælger at gå ud af huset, går han ud under den åbne himmel.

Hr. Hansen vil blive ret utilfreds, hvis der er nogen, der har lukket døren udefra, så han ikke kan komme ud. Så vil han føle sig som i et fængsel. At kunne gå hinsides jeget betyder bare, at hr. Hansen kan gå ud af huset, når han har lyst. Det er godt at have et solidt hus, der fungerer fint. Det er udmærket at have et velfungerende jeg.

Et stærkt jeg er nødvendigt for at sætte grænser over for andre mennesker, for at gennemføre projekter og for overhovedet at overleve. Mange gode forvandlingsmetoder går ud på at styrke jeget. (f,eks serlvtillidstræning, se GT-bogens kapitel om dette emne).

Det optimale er altså at have et godt hus, man kan gå ind og ud af, som man har lyst til. Det dårlige er at have en følelse af at være spærret inde i huset.

Men det er nu heller ikke så sjovt, hvis der mangler en hel væg, og regnen står lige ind. Det svarer til dem, der fungerer dårligt, og som har problemer med at sætte grænser. Hvis det er helt galt med jeggrænserne, kan der være tale om spirituelle krisetilstande eller tilstande, der af den traditionelle psykiatri måske ville blive diagnosticeret som grænsepsykotiske eller psykotiske. Grænsefladen mellem ekstase og spirituelle kriser behandles i et selvstændigt kapitel i slutningen af denne bog.

De to ting er altså ikke i modstrid med hinanden ‑ at have et stærkt og velfungerende jeg og at have evnen til at gå hinsides jeget og opleve ekstase. Det er som at have et godt, velfungerende og solidt hus og at have en dør, der ikke er låst, så man kan gå ud under den åbne himmel.

Ekstasen kommer og går
He who binds to himself a joy

Doth the winged Life destroy;

But he who kisses the joy as it flies,

Lives in Eternity's sunrise.

      William Blake

Ekstasen vil nødvendigvis for alle (undtagen lige oplyste mestre) være en forbigående tilstand af kortere eller længere varighed. Selve det at forsøge at holde fast på ekstasen kan i sig selv få den til at forsvinde. Ønsket om at holde fast på en ekstatisk oplevelse kommer nemlig i sig selv fra jeget!

Et problem ved at opleve ekstase er derfor at vende tilbage til jegbevidstheden. Hvordan integrerer man den ganske almindelige hverdagsbevidsthed med den ekstatiske enhedsbevidsthed? Skal de ekstatiske oplevelser bare stå som lysende minder, der var undtagelsen fra reglen? Eller skal vi tage fat med alle midler for igen og igen at komme i denne tilstand? Eller på at gøre den permanent?

På en eller anden måde skal vi finde ud af, hvordan vi både kan kontakte ekstasen, føle os som ubegrænsede evige væsener og vende tilbage til den almindelige dagligdags bevidsthedstilstand.

"Rummet og tiden smiler fiffigt som to voksne til et barn: "Der fik du det at vide, du er fri ‑ men tror du mon nu på det, når vi igen kommer som to politimænd og giver dig håndjern på?"

J. Anker Larsen i For åben dør
De, der har opnået permanent ekstase

Nogle af de mennesker, der fortæller, at de selv permanent er i den jeg‑overskridende tilstand samtidig med, at de lever på det materielle plan, beretter, at det godt kan lade sig gøre at integrere denne gåen hinsides jegfølelsen med at leve og fungere på det jordiske dagligdags plan.

De beretninger, der foreligger fra mennesker, der har nået denne bevidsthedstilstand som en permanent tilstand, er yderst forskellige. Nogle af dem fungerer tilsyneladende meget fint, også på det materielle plan. Andre af disse permanent jeg‑overskridende personer fungerer faktisk ikke ret meget på det jordiske plan, idet alle opgaver i forbindelse med deres fysiske behov varetages af en hengiven kreds af disciple, mens mesteren hengiver sig til at være i ekstase og til at fremkalde den hos sine disciple.

Det er en meget stor misforståelse at tro, at de mennesker, der opnår den jeg‑overskridende følelse som en permanent tilstand, begynder at ligne hinanden i udseende, tale, handling, moral, osv.

Det ser tværtimod ud til, at disse mennesker får en ekstrem individuel fremtrædelsesform på alle andre punkter end lige oplevelsen af jegets overskridelse.

Jeg behandler problemet om, hvilke personlighedsegenskaber, livsfilosofi, moralbegreber osv., der hos sådanne mennesker kombineres med den meget specielle permanente adgang til den ekstatiske enhedsbevidsthed, i kapitlet Ekstasens farlige profeter. Der behandler jeg også de problemer, mennesker, der søger ekstaseoplevelsen gennem kontakt med sådanne "guruer" stilles overfor.

Ekstase: Tro, viden og oplevelse

Ekstasen er ikke en tro, og det er ikke viden, det er personlig oplevelse. I vort samfunds virkelighedsopfattelse tvinges vi ofte til at anbringe vores overbevisninger om universets natur i de to kategorier: tro eller viden.

Viden f.eks. i videnskaben er noget sikkert, fordi en masse mennesker uafhængigt af hinanden bekræfter, at dette noget er tilfældet, så det kan "alle" blive enige om.

Tro, derimod, er noget subjektivt. Man kan tro på et eller andet ‑ reinkarnation, Jesus, kødets opstandelse, Guds eksistens osv. ‑ men det er ikke noget, man ved ‑ ingen kan bevise det eller modbevise det. Man kan tro på det, eller man kan lade være, det vil aldrig blive afgjort.

Overbevisninger, der faldt inden for enten tro, eller viden, har været accepterede i vort samfund, men mange tilhængere af det gamle religiøse/videnskabelige verdensbillede er dybt forvirrede over de mange mennesker, der insisterer på, at der findes en tredje kategori, personlig oplevelse, der hverken er tro eller viden!

Den personlige oplevelse er ikke tro. Den, der har haft oplevelsen, behøver ikke tro på noget som helst, han eller hun har hørt fra andre eller har læst om i bøger. Oplevelsen er totalt selvbegrundende og kan ikke benægtes, den er der bare. Men oplevelsen er ikke viden i vores samfunds normale betydning af dette ord, nemlig noget der kan bevises ved målinger og eksperimenter, noget som alle kan blive enige om. Lad os tage et par eksempler for at illustrere denne pointe.

Forelskelse er en subjektiv kendsgerning, en oplevelse. Den forelskede "tror" ikke på eksistensen af forelskelse, han eller hun oplever at være forelsket, og denne oplevelse er heller ikke en "viden" i den forstand, at han eller hun kan bevise at være forelsket. Dette eksempel er nemt at forstå, fordi meget få mennesker vil sætte spørgsmålstegn ved, at oplevelsen "forelskelse" eksisterer.

Det bliver straks mere problematisk, hvis vi tager reinkarnation som eksempel. Den mest fremherskende holdning har jo været, at reinkarnation var en religiøs læresætning, man kunne tro på eller lade være, og som i hvert tilfælde ikke kunne komme ind under begrebet "viden".

Stor er forvirringen så, når stadig flere mennesker fortæller om personlige oplevelser af tidligere liv! For disse mennesker, er der ikke tale om at tro på reinkarnation, men på den anden side er deres oplevelser ikke noget videnskabeligt bevis for reinkarnation, og altså heller ikke viden.

Ekstasen - oplevelsesmæssigt at gå hinsides jeget - er så udpræget hverken tro eller viden. Det er den dybe eller høje helt selvbegrundende oplevelse, der ikke kan bevises, men så sandelig heller ikke er en "tro".

 

De klamres indenfor Islam.
De kives i hver en Tro.
Verden er fuld af Schismer -
Hvornaar vil den komme til Ro?

De taler, medens de strides,
Om alt det, hvorpaa de tror.
Det gælder at elske nogen
Paa denne kivagtige Jord
!

Holger Drachmann,
          Digte fra Levanten

Ekstase, følelsesfrigørelse og følelsesforvandling

Jeg håber dette kapitel har været med til at indkredse, hvordan jeg bruger ordet "ekstase". Hvis det ikke står helt klart endnu, vil der komme talrige eksempler og personlige oplevelsesberetninger om mange former for ekstase i senere kapitler.

Jeg vil imidlertid lade indkredsningen af ekstasens egenskaber ligge nu og begynde at gå mere ind på, hvordan vi kan finde tilbage til ekstasen, til vor egen oprindelige natur. Hvordan kan vi undgå at føle os indespærrede i jegets solide hus, mens fuglene synger og solen skinner uden for huset? Hvor er de skjulte udgange? Underjordiske flugtveje? Ubevogtede bagudgange?

Jeg går ud fra, at du, kære læser, er med på og interesseret i dette fangeflugts‑projekt, ellers er det en forkert bog, du sidder med i hånden!

For at finde vejen tilbage til ekstasen er det vigtigste emne, man må beskæftige sig med, vores følelser. Det er af altafgørende betydning i dybden at forstå, hvordan det er blokerede eller fornægtede følelser, indespærret fysisk og psykisk smerte, der holder os væk fra den spontane og naturlige glæde og ekstase. Et af de allervigtigste redskaber til at gå hinsides jeget er at vide, hvordan vi bærer os ad med at kontakte, udtrykke og forvandle disse undertrykte følelser.

De fornægtede og blokerede følelser er på paradoksal vis både ekstasens undertrykkere og ekstasens råstof. Jeg har viet næste kapitel om ekstase og følelser til at prøve at forklare dette paradoks.

Feedback til forfatteren

Er bogstaverne for små/store?